Læsetid: 5 min.

Unge skridt på skrå brædder

’Velkommen til aspiranter til 2.-prøven. Træd ind i varmen, og meld din ankomst i foyeren. Vi glæder os til at se dig’
25. februar 2004

Statens Teaterskole
På et hvidt A-4 papir sat op med klisterbånd på døren til Statens Teaterskole hænger disse ord, som en første hilsen til de heldige optagelsessøgende, der er gået videre til 2.-prøven. Og der er ikke noget de hellere vil, ansøgerne, end at træde ind i varmen – men før de for alvor kan det, skal de både bestå en
1.-prøve, en 2.-prøve og en 3.-prøve. Det er imidlertid de færreste, der gør det. Der er nemlig omkring fem-sekshundrede ansøgere til teaterskolerne i Århus, Odense og København, men kun 24 pladser.
Det nervepirrende udskilningsræs til trods, forsøger 1.-års eleverne på Statens Teaterskole, ligesom deres forgængere, at gøre ansøgerne det velbehageligt. Så udover at smile, lytte, opmuntre, give hånd, vise tilrette og følge rundt, har de omdannet et af de mindre scenerum til et såkaldt »hüggerum«. Her kan ansøgerne slænge sig i en rød chaiselong, hvile hovedet på en kæmpe lyseblå silkepude og dulme deres nerver til båndene afsnit af tv-serien Venner. Morten Bo Koch, 1.-års elev på Statens Teaterskole, siger:
»Jeg kan stadig huske, hvordan det var at gå til optagelsesprøve, og derfor er jeg glad for at kunne hjælpe med at skabe tryghed og ro.«

Ned i maven
Mads Hjulmand er en af de 74 ansøgere, som er gået videre til 2.-prøve på Statens Teaterskole, men selv nu, hvor prøven er vel overstået, lokker chaiselongen i hüggerummet ikke. Han er stadig for opstemt til at være magelig
efter at have leveret to gange tre minutters passager fra Shakespeares Hamlet og Eugene O’ Neills Sorg klær’ Elektra, synget en sang og improviseret for juryen.
Mads Hjulmand har ellers været tidligt oppe. Han har både nået at drikke en masse kaffe, varme stemmen op, gå sine tekster igennem, cykle ind på Statens Teaterskole og sidde en time i et af forberedelseslokalerne. Her kan ansøgerne instruere deres stikordsgiver, som er en af 1.-års eleverne, og samle deres koncentration inden prøven.
»Det gælder om at få gang i følelserne, så man ikke koldstarter,« siger Mads Hjulmand og viser med hånden på brystkassen, at det gælder om at få vejrtrækningen og følelserne ned i maven.
Mads Hjulmand er 21 år. Det er første gang, han søger om optagelse på teaterskolerne, og indtil videre er det gået godt. Han har været til både 2.-prøve og 3.-prøve i Århus, desværre uden at komme ind, og nu er han til 2.-prøve i København. I Odense gik han slet ikke videre.
»Jeg synes ikke, at jeg kan forvente så meget – bare det at komme til 3.-prøven i Århus var fedt – med det ville da være skønt at komme ind første år, jeg søger,« siger han.

Mange arbejdsløse
Mads Hjulmand har vidst, at han ville være skuespiller, siden han var fem år – og et utal af skolekomedier, diverse statist- og biroller på Gladsaxe Teater, privat undervisning samt en lønnet birolle i musicalen The Sound of music på Det Ny Teater i København har bekræftet ham i hans valg. Men selv om han allerede tjener penge på at spille skuespil, vil han alligevel gerne ind på teaterskolerne.
»Jeg synes, at jeg har meget at lære endnu,« siger han.
Og læring er da også det eneste optagelse på teaterskolerne garanterer. I foyeren hænger sort/hvide fotos af færdiguddannede årgange af skuespiller helt tilbage fra 70’erne. Og et blik på et par stykker afslører udover en ung Karen Lise Mynster i 1975, en ung Niels Olsen i 1987 og en lidt yngre Sofie Staugaard i 1991 en hel masse andre, som er forblevet ukendte. Faktisk går omkring 27 procent af landets færdiguddannede skuespillere arbejdsløse.
Kenneth Christensen, 20 år, tænker imidlertid ikke særlig meget på arbejdsløsheden.
»For lysten og kærligheden til at spille teater overskygger frygten for arbejdsløshed,« siger Kenneth Christensen. Han har ligesom Mads Hjulmand spillet teater siden barnsben.
»Jeg er vild med at spille teater, fordi det giver mig mulighed for at beskæftige mig med en masse aspekter af livet – sorg, glæde og vrede. Og jeg synes, at det er en fed måde at være mig på, fordi jeg både kan prøve at være en anden, og så være mig selv ved siden af,« siger han.
Alligevel forestillede Kenneth Christensen sig i mange år, at han skulle på handelsskolen, tjene penge, bo i hus, giftes med en smuk kvinde og have to børn. Men da en veninde søgte ind på teaterskolen, blev Kenneth Christensen inspireret.
»Min første tanke var, at jeg nok aldrig ville komme videre end
1.-prøven, men jeg ville gerne give det et ’shot’,« siger han. Og han kom også helt til 3.-prøven i Århus, men uden at komme ind.

Hej, hej og god post
En kvindelig 1.-års elev tilbyder pludselig Kenneth Christensen en gajol. I lakridsæskens låg står der:
»Den første betingelse for at få succes, er at beslutte sig til at få det.«
»Det kan der være noget om,« siger 1.-års eleven, og Kenneth Christensen nikker og gnider igen sine øjne, der klør af træthed.
Joen Bille, leder af skuespillerlinjen på Statens Teaterskole lægger ikke skjul på, at optagelsesprøverne er en ekstrem belastning.
»Men kan man ikke klare prøverne, kan man heller ikke klare en karriere,« siger han i en ultrakort pause midt mellem frokosten og optagelsesprøverne.
Joen Bille har sammen med syv andre, lærere, skuespillere og elever, ansvaret for at spotte talenterne blandt de mange ansøgere. Og ikke mindst spotte om ansøgerne har styrken til at gennemføre en uddannelse, hvor de er deres eget ’instrument’.
»Ansøgerne skal kunne holde til, at der vil blive pillet ved deres måde at gå på, deres udseende og deres sprog – med andre ord ved deres identitet,« siger Joen Bille, som virker opslugt af sin egen koncentration. Hans hår stritter, og hans blik er fikseret ud i luften.
»Og så blæser vi på om ansøgerne spiller Shakespeare fyldestgørende, for det ved vi godt, at de hverken har erfaring eller teknik til. Vi kigger efter, om der er nærhed, nærvær, situationsfornemmelse, partnerkontakt og en evne til at få os til at lytte,« siger han og suser så videre.
Et kvarter senere kommer Marianne G. B. Madsen ud fra sin optagelsesprøve. Hun er næsten ligeså rød i hovedet, som sin højrøde strikketrøje.
»Jeg fik brændt alt krudtet af,« siger hun og griner.
»Så nu håber jeg bare på et positivt brev.«
Men det får kun 24 ud af de 74 ansøgere, og ud af dem får kun otte en plads. Kendsgerningerne til trods sendes hver og en ud af døren med et »hej, hej og god post«.

*Dette er den anden artikel i en serie om unge som forsøger at få en tilværelse som kunstnere. Første artikel blev bragt 11. februar

FAKTA
Skuespillerskolerne
*Der er tre skuespillerskoler i Danmark – i Århus, Odense og København. Der optages otte elever i Århus, otte i Odense og otte i København. Det tager fire år at blive skuespiller.
I 2003 gik gennemsnitligt 27 procent af skuespillerne i Dansk Skuespillerforbund arbejdsløse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu