Læsetid: 3 min.

USA ville nok selv bombe Thule

Amerikanske atomplanlæggere overforsikrede sig imod Sovjets spinkle missilskjold
28. februar 2004

Analyse
Sovjets meget spinkle anti-raket system var fra starten et bombemål for USA, og derfor vil Thule også være et bombemål for Rusland samt Kina.
Groft skitseret er det argumentationen i en lang artikel, som det amerikanske tidsskrift Bulletin of the Atomic Scientists bringer i sin marts-udgave. Forfatterne er tre forskere med årtiers erfaring: Robert Norris, Matthew McKinzie og Hans Møller Kristensen. Sidstnævnte er født i Danmark, og vil være kendt af nogle fra en fortid i Greenpeace. Siden 80’erne har han boet i USA, hvor han specialiserer sig i brug af loven om offentlighed i forvaltningen til kulegravning af det amerikanske atomarsenal.
Alle tre er tilknyttet Natural Resources Defense Council, der foruden atomvåben også beskæftiger sig kritisk med miljø-spørgsmål. NRDC oplyser, at man har en million medlemmer. Artiklen er altså et partsindlæg, men NRDC’s troværdighed er bredt anerkendt efter talrige publikationer, der udgør en på det nærmeste autoritativ kilde til viden på det nukleare felt.
Forskerne udfordrer en påstand, som anvendes af både amerikanske og danske myndigheder. Sidste år proklamerede Danmarks udenrigsministerium i en pressemeddelelse, som stadig kan læses på ministeriets hjemmeside: »Usandsynligt at Thule bliver bombemål«. Logikken bag påstanden er, at det amerikanske missilforsvar hverken er rettet mod Kina eller Rusland, og at slyngelstater ikke anskaffer så mange raketter, at de også vil angribe det amerikanske radar-anlæg på Thule-basen.

Skammekrogen
Ministeriet har også afvist, at missilforsvaret vil starte et våbenkapløb. Påstanden ligger i forlængelse af en vurdering, som den højreradikale amerikanske viceforsvarsminister Douglas Feith fremsatte i juli 2001. Fordi et missilforsvar ikke vil påvirke Ruslands slagkraft, er der, hævdede han, ingen grund til, at »Rusland anvender sine sparsomme ressourcer til overvindelse« af det amerikanske forsvar. Denne optimisme er siden blevet stillet i skammekrogen, fordi præsident Putin har begrundet både opstilling af nye SS-19 raketter og udvikling af en ny bombetype med behovet for overvindelse af et missilforsvar.
Guldklumpen i det materiale, som forskerne fremlægger, er et dokument fra USA’s strategiske luftkommando, som viser, at over 100 landbaserede Minuteman raketter og et ikke nærmere angivet antal fra u-både den 1. januar 1968 var helliget angreb på Sovjets anti-raket system. Det bestod af to undersystemer omkring Moskva og Leningrad med radaranlæg og raketramper, i alt 17 mål. Systemets radar skulle angribes først.
Forskerne påpeger, at der var afsat omkring 8 bomber til hvert mål. Den samlede sprængkraft var på 115 megaton, altså svarende til 7.500 atombomber af Hiroshima-størrelse. Angrebsplanen er meget afslørende for den tankegang, som styrer en atomkrigs planlæggere. Det sovjetiske forsvar kunne formentlig kun skyde mindre end ti bomber ned, men truslen var nok til, at over 10 procent af USA’s slagkraft på raketter skulle nedkæmpe den. Amerikanerne overforsikrede sig, fordi de ikke ville risikere, at dele af forsvaret overlevede og greb forstyrrende ind i den videre raketkrig. Angrebet på forsvarsanlægget var naturligvis kun indledningen.

Ønsketænkning
Vil russere og kinesere forsikre sig selv på lignende vis? Eller spurgt på en anden måde: Hvordan kan danske og amerikanske myndigheder være så sikre på, at Kina og Rusland ikke besvarer selv et spinkelt amerikansk missilskjold? Amerikanerne overforsikrede sig mod det sovjetiske skjold, og resterne af dette skjold udgør stadig et mål for USA’s atomslagstyrke.
Den danske og amerikanske optimisme kalder de tre forskere et udtryk »mere for ønsketænkning end for omhyggelig analyse«. De påpeger, at i russiske beregninger af atombalancen med USA må indgå, hvor mange raketter man har tilbage efter et amerikansk overraskelsesangreb, og så har selv et begrænset amerikansk forsvar betydning. For Kina gælder, at dette forsvar vil udgøre en kolossal udfordring mod endog hele landets arsenal. Hvis kineserne følger USA’s tankegang, skal deres arsenal mangedobles blot med henblik på bekæmpelse af det amerikanske missilskjolds anlæg.
Imod denne analyse, som unægtelig befinder sig ude på det »værst tænkeliges« overdrev, taler, at Rusland og Kina har et rimeligt godt forhold til USA, så risikoen for atomkrig kan anses for minimal. Men atomplanlæggere arbejder altid med det værst tænkelige, og ingen kan vide, hvordan forholdet mellem supermagterne bliver i fremtiden. Det er også en stadigt mere uholdbar påstand, at USA kun stiler efter et begrænset missilskjold. Helt friske tal fra Pentagon viser en vækst på 3,2 milliarder dollar i ellers planlagte udgifter for de næste seks år, så beløbet for 2004-2009 kommer op på 53,1 milliarder dollar. Væksten skyldes, at Bush-regeringens planer er blevet mere ambitiøse. Set fra Kina og Rusland er der grund til bekymring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her