Læsetid: 5 min.

Noget ved musikken

Unge med en drøm om optagelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium har cirka en halv time til at overbevise censorerne om deres talent
11. februar 2004

Konservatoriet
Da Susannah Berg von Linde lukker den store hvide dobbeltfløjdør med messinghåndtagene bag sig, synker hun ned på hug og gemmer ansigtet i sine hænder. Mens hun vugger frem og tilbage, mumler hun for sig selv:
»Det var noget lort, det var noget lort...«
Susannah Berg von Linde har lige været til optagelsesprøve på uddannelsen til sanger på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Og censorerne sidder netop nu og voterer, hvilken karakter på 13-skalaen, hendes præstation skal bedømmes til. Toner fra de tilstødende øvelokaler flyder gennem gangen, og videre ud på konservatoriets brede ornamenterede trappe, hvor de opløses i en rungen af de studerendes pludren og fodtrin.
Messinghåndtaget knirker. Susannah Berg von Linde kigger op – hendes pupiller er vidt åbne. Og med et ryk går den store hvide dør, som åbenbart binder lidt, op. To 7-taller og et 8-tal lyder karakterne, og Susannah Berg von Lindes stivnede ansigtsudtryk krakelerer i et kæmpe smil.

Hård konkurrence
Susannah Berg von Linde har bestået den såkaldte hovedfagsprøve. Det betyder, at hun også kan gå op til de såkaldte bifagsprøver, som er skriftlig hørelære, skriftlig teori, mundtlig hørelære og klaver.
Men allervigtigst betyder det, at hun fortsat er med i konkurrencen om de eftertragtede pladser på konservatoriet. Der er 38 ansøgere, men kun ni pladser. Ansøgere med den højeste karakter får pladserne.
Det er første gang Susannah Berg von Linden søger ind på konservatoriet.
»Jeg var frygtelig nervøs derinde. Der stod en bakke med danskvand og plastikkrus, men fordi jeg rystede så meget på hånden, kunne jeg slet ikke finde ud af at åbne flasken, og da det endelig lykkedes, fumlede jeg rundt med plastikkrusene. Jeg nåede lige at tænke: åh nej, nu kan censorerne se, hvor nervøs jeg er,« siger Susannah Berg von Linde, som er 25 år. Hun har brugt flere år på overhovedet at blive i stand til at forberede det krævende repertoire til optagelsesprøven.
Hver ansøger skal fremføre en arie, en tysk lied, en sang af en dansk komponist med dansk tekst samt to sange efter eget valg. Derudover får ansøgerne en sang stukket i hænderne, som de til akkompagnement af klaver, skal synge direkte fra bladet.
For Susannah Berg von Linde er der noget romantisk forbundet med at gå på det gamle konservatorium i København. Men konservatoriet er også omgærdet af ærefrygt for hende.
»Det repræsenterer noget uopnåeligt for mig, så jeg er nok tilbøjelig til at sætte det op på en piedestal. Men jeg er sikker på, at det ville være fantastisk at gå her,« siger hun.
Hvis hun ikke kommer ind i år, vil hun prøve igen til næste år.

Op på en piedestal
Ifølge Klaus Lynbech, som er studiesekretær i Studieadministrationen på konservatoriet, er det ikke ualmindeligt, at ansøgerne forsøger sig to-tre gange, inden de enten bliver optaget eller finder på noget andet at lave. Derfor søger censorerne for at give ansøgerne lidt vejledning om, hvad der kan arbejdes
videre med, hvis de ikke bliver optaget.
Og censorerne ser, med Susannah Berg von Lindes ord, hverken »væmmelige« eller »farlige« ud. De tre kvindelige gråhårede censorer virker venlige, dæmpede og reflekterede.
Susanna Eken, censor og docent i sang på konservatoriet, forklarer, hvilke kvalifikationer censorerne ser efter hos ansøgerne:
»Vi ser efter, hvordan ansøgernes grundinstrument er, dvs. hvilke medfødte svagheder og styrker ansøgerens stemme har, hvor langt ansøgeren er teknisk, og hvor langt ansøgeren er kunstnerisk.«
Else Paaske, også censor og docent i sang på DKDM supplerer:
»Vi ser også på, om ansøgeren udtrykker noget, for hvis ansøgeren ikke gør det, så er der ikke nogen mening med at gøre ansøgeren til professionel sanger. Der skal ske noget i øjnene og i kroppen.«
Censorernes bedste råd er:
»Man skal ikke søge en uddannelse som sanger, hvis man kan lade være,« siger de i fuld enighed.
Og kan man ikke det, kan det godt blive en lidt bekostelig
affære at søge om optagelse. Dels er der udgifter til privatundervisning før optagelsesprøven, dels er der udgifter betaling af pianist under optagelsen.
En af pianisterne spiller til tre forskellige ansøgeres optagelsesprøver denne dag. Han giver også gode råd til ansøgerne.
»Det er ligesom at løbe en maraton, derfor er det en god ide at tage en pause og et glas vand undervejs,« siger han.

Svenske skrå
Så kommer næste ansøger ud. Det er Emma Stenmark på 28 år. Hun er fra Sverige. Da hun får sine karakterer, tre 8-taller, siger hun målløs:
»Er det sandt, er det sandt. Tak, tak...«
Så traver hun rundt på må og få, indtil en af censorerne pludselig kommer hen til hende og hvisker i hendes øre, at hun synger dejligt, og at hun er meget musikalsk. Hvorefter Emma Stenmark fortsætter sit traveri, mens hun gentager igen og igen:
»I don’t believe it...«
Censorerne passerer alle smilende forbi, de er på vej til en lille pause i kantinen.
Emma Stenmark har også forsøgt at komme ind sidste år. Uden held. I stedet blev hun optaget i Sverige, men hun vil stadig hellere læse i Købehavn.
»Konservatoriet har et fantastisk godt ry med hensyn til sang i Sverige,« siger hun. I år er 17 af de 38 ansøgere således svenskere.
»Det kan jo så let gå galt med den forkerte lærer. For eksempel blev jeg af en lærer presset til at synge sopran, dvs. højt, men jeg skal synge alt, dvs. lavt, for jeg har en dyb stemme,« forklarer hun og udbryder pludselig:
»Jeg må have en øl. Vil du med ud og have en øl?,« Informations udsendte takker pænt nej. Så finder Emma Stenmark i stedet en lille æske frem, og putter et skrå op under overlæben.
To mandlige ansøger er inde på tur. Den første går det fint for, og da han kender både studerende og undervisere på konservatoriet, drøner han hurtigt afsted for at gå sejrsgang. Den anden derimod går fra optagelsesprøven med tårer i øjnene. Han bestod ikke.
Så kommer en kvinde ud. Hun er helt rød i hovedet af anstrengelse. Hun er 20 år, hedder Vivianne Holmberg, og er også fra Sverige.
Hun søger både i Malmö, Stockholm, Göteborg, København og Birmingham. Det sidstnævnte sted er hun allerede blevet optaget.
»Bare jeg kommer ind et sted, så får jeg opfyldt mine drømme, men det ville være dejligt at kunne vælge,« siger hun.
Udover hendes studentereksamen fra et musikgymnasium, har hun to års forberedelseskurser til konservatorieuddannelserne bag sig.
Hun er med egne ord »stålsat«.
»Jeg vil absolut ikke lave andet – et liv i musikken betyder alt for mig,« siger hun.

FAKTA
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
*DKDM uddanner musikere, sangere, musikpædagoger, kirkemusikere, komponister og tonemestre.
Konservatoriet består af en treårig bacheloruddannelse og en toårig kandidatuddannelse, og er det eneste danske musikkonservatorium, som er specialiseret i klassisk musik.

*Dette er første artikel i en serie om unge som forsøger at få en tilværelse som kunstnere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her