Læsetid: 3 min.

Vitale Tania Maria

Tania Maria er et livstykke af en live-musiker, stadig varm og vital. Det kan man til gengæld ikke så godt sige om det unge elektroniske jazzorkester, EPO
7. februar 2004

Vinterjazz 2004
Den brasilianske pianist og sangerinde, Tania Maria, bliver 56 år til maj. Det er 28 år siden hun var her første gang, »gravid i syvende måned«, som hun med minder in mente berettede om i sin varme hilsen fra scenen til det københavnske publikum.
Man har ellers ikke hørt meget til hende herhjemme de senere år. Hendes storhedstid var i 70’erne og første halvdel af 80’erne, hvor hun bl.a. opholdt sig i Paris og var en flittig gæst ikke mindst i Montmartre i Nørregade, hvor hun gav en lang række koncerter i perioden 1976-83.
Den veloplagthed hun lagde for dagen i Glassalen som hovednavnet ved den landsdækkende Vinterjazz 2004, bekræftede, at Tania Maria stadig er en kunstner, man kan regne med som live-performer. Hun er et livsstykke af en bedstemor med sprudlende vitalitet i sit klaverspil og sans for finesser, som når hun udfolder sig i scat-sang unisont med klaveret, eller spiller op til sine medmusikere, så intensiteten fortættes. Hendes stemme lyder stadig godt med den portugisiske diktion, let brugt og hæs, og med en emotionel rækkevidde fra ømhed til festlige udråb.

Vuggende brazil-jazz
Hun og hendes band, Viva Brazil – Marc Berteax (el-bas), Luiz Cavani (trommer) og ikke mindst Mestre Carneiro (percussion) – udfoldede en inciterende, vuggende brazil-jazz med lejlighedsvise indslag af funk og gnistrende salsa – alt i alt en musik mere robust og temperamentsfuld end hos f.eks. instrumentkollegaen Eliane
Elias.
Især lovede koncertens start godt med et rytmisk og strukturelt varieret nummer, hvor Marias styrke som pianist stod ud: det perkussive og rytmisk motiviske, hvormed hun kan fremkalde dramatik i musikken.
Senere, da hun begyndte at spille ’strygerklange’ på sit Korg M1-keyboard, dalede
intensiteten og musikken kunne blive monoton, bl.a. fordi dette instrument lød håbløst udrangeret i lydlig henseende. Bassist Berteax var heller ikke noget lys som solist. Det var snarere Carneiro, der satte sig igennem med et enkelt og rytmisk overlegent tag på congas, håndtrommer, tamburin o.a. Han udstrålede en usvækket, generøs spilleglæde igennem hele koncerten og var den, Maria oftest spillede ping pong med.
Altså bar Tania Maria det store læs. Hun fik sågar hele publikum til at nynne omkvædet i Sidney Bechets »Petit Fleur« i slutningen af koncerten, med hvilken hun vinkede farvel, forlod scenen og blev kaldt tilbage af minutter senere af et stædigt syngende og klappende publikum.
Og det vidner om betydelig musikalitet, at man efter en lang koncert kan holde en hel sal i ånde i et ekstranummer med en simpel, finurligt smuk solo, frembragt ved unisont at fløjte med munden og spille med højrehånden i klaveret. Et smukt højdepunkt med det strejf af humor, varme og raffinement, der synes at være et grundelement i Tania Marias musikalske person.

Drømmende electrojazz
Torsdag i Copenhagen Jazzhouse kunne man høre bassisten August Engkildes Electroacoustic Panorama Orchestra (EPO), et af de nyeste afarter af den elektroniske jazz herhjemme. Og koncertens første halvdel, som undertegnede overværede, afslørede både muligheder og svagheder ved dette projekt.
Det tog sig i starten ret spændende ud. Engkilde var på scenen alene sammen med guitaristen Joakim Frøystein, og de skabte en groove-baseret musik med knasende, rumlende beats, lydcollager og klangflader, drømmende og hypnotisk.
På en storskærm var scenens udøvere projiceret op sammen med tekstfragmenter, manipuleret med bl.a. farvefiltre og i konstant transformation, hvilket tilføjede en nærmest psykodelisk visuel side til musikken.

Mangel på dynamik
Senere kom trompetisten Hendrik Jørgensen og sangerinden Frida Asmussen på scenen. Især sidstnævnte viste spændende takter med en afdæmpet stemmeføring, fuld af nuancer, der kunne give mindelser om bl.a. Sidsel Endresen.
Men visse passager viste sig dødbiderlange i deres mangel på variation og kompositorisk kontratænkning, og man savnede virkelig dynamikken fra en levende trommeslager.
Engkilde, der kommer fra en baggrund som akustisk jazzbassist, har i de senere år arbejdet intenst med elektronisk musik. Han har indspillet med grupper som Elektrazz og Flanger, og udgav i 2000 den computermanipulerede Police Beat Box, bl.a. baseret på lydspor fra en indisk gangsterfilm.
Hans elektroniske eventyr har ført ham langt ud over jazzmiljøet. For en god uge siden ved rock-prisfesten, Steppeulven, var Engkilde nomineret i kategorien »Årets Musiker«. Så langt når han nok ikke ved årets Danish Music Awards Jazz i slutningen af marts.

kultur@inforamtion.dk

*Tania Maria, Glassalen, onsdag
*Electroacoustic Panorama Orchestra (EPO), Copenhagen Jazzhouse, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu