Læsetid: 3 min.

Er ægte tæpper ægte?

Manden der satte Malmø på verdenskortet og gjorde museumsgæster til hoppebolde, forlader efter tre år Rooseum. En succeshistorie ender, men hvorfor så var det halvkedeligt undervejs?
5. marts 2004

Kunstgreb
DR’s forbrugermagasin Kontant satte i den forgangne uge fokus på et ofte overset spørgsmål: Er ægte tæpper ægte?
Svaret var lige så komplekst som spørgsmålet presserende, og den hårdtslående vært, forbrugernes fremmeste forkæmper, Mette Vibe Utzon, var lige ved at give op.
»Så man kan slet ikke se forskel?« spurgte hun tæppeekspert og tæppehandler Martin Munkholm, som svarede: »Det er svært.«
Ofrene i denne historie er glade mennesker i velbyggede murstensvillaer, der nok synes, det var mærkeligt, at det tæppe, de havde indkøbt for ganske vist en brøkdel af prisen på et ægte tæppe, slet ikke var ægte alligevel. Det svære ved hele øvelsen var, at ofrene ikke rigtigt var ofre, som det ellers hører sig til i forbrugermagasiner, for selv med den sundeste forbrugerskepsis i højeste gear kunne de ikke se forskel på ægte og mindre ægte. Tæppet tjente sit formål under spisebordet og prisen var som sagt en brøkdel.
Forbrugermagasiner ender gerne i gode, anvendelige råd og værten forsøgte igen, men uden held. Tredje gang og hårdt presset forsøgte tæppehandler og tæppeekspert Martin Munkholm at tilfredsstille værtens krav ved at forskyde spørgsmålet om ægthed fra handelsobjekt til handlende: Autenticitet, tæppehandlerens vel og mærke. »Det eneste du kan gøre er at se tæppehandleren i øjnene og få en fornemmelse af, om du stoler på ham.«
Kunst og kunsthåndværk er ikke nødvendigvis så nært beslægtet som ordene antyder, men spørgsmålene ligner til forveksling hinanden: Spørgsmålet til tæppets ægthed står side om side med det underligt illegitime: »Skulle det nu være kunst?«
Det hænder, at de to spørgsmål fuldstændigt falder sammen: Som når et galleri i Århus sælger efterligninger af greatest hits fra kunsthistorien – produceret på malerifabrikker i det fjerne østen – som så glimrende tilfredsstiller køberens behov for farver og motiv. Eller som når en af Danmarks store kunstsamlere John Hunov sætter sig for at bevise, at en forfalsket Picasso indkøbt for 50.000 kr., i virkeligheden er ægte. Spørgsmålet er sikkert vigtigt for samlere og auktionshuse (og kunsthistorien), men vel egentligt fuldstændigt ligegyldigt i kunstnerisk henseende. Man kunne ligefrem hævde, at så snart det kommer til debat, om et værk er ægte eller ej, er det allerede ligegyldigt for alle andre end pengepungen. Van Goghs betydning står skrevet i historien, resten er et spørgsmål om håndværk og håndelag.

Man forestiller sig scenen: DR’s forbrugermagasin Kontant sætter sig for at hjælpe forbrugerne gennem samtidskunstens vildtvoksende jungle.
»Men hvordan kan jeg så være sikker på at der faktisk er tale om ægte kunst?« spørger hun synligt utilfreds stillet overfor et lokumsbræt i en ellers tom hal, Mette Vibe Utzon, der i dagens anledning er taget over sundet fordi de derovre – modsat herhjemme – har været så heldige at udstyre deres museer med en yngre generation af direktører: Danske Lars Grambye ved Malmö Konsthall, Åsa Nacking ved Lunds Konsthall, Magnus Jensner ved Dunkers hus og skotske Charles Esche ved Rooseum.
Spørgsmålet er afledt – altså ud over af en sund forbrugerinteresse – af et besøg hos Charles Esche, der for tre år siden kom til Rooseum, men som i sidste uge sagde op for at takke ja til et godt tilbud: posten som direktør for det genåbnede Van Abbe museum i Eindhoven.
I sine tre år lykkedes det den veltalende skotte at placere Rooseum midt i den internationale samtidskunst sammen med steder som Palais de Tokyo i Paris og Galleri Foksal i Warszawa. Charles Esche er en sympatisk mand, der skriver mere visionært og mere vedkommende om samtidskunst end de fleste.
Kunsten i Esches univers balancerer smukt mellem det politiske afsæt og det præcise visuelle udtryk. Mette Vibe Utzon prøver sig frem med Martin Munkholms lakmusprøve: Se manden i øjnene. Charles Esche behøver ikke at sige en lyd. Han består med glans.
Men alligevel er der noget som skurrer:
Esches ambition har været at åbne museet op som laboratorium for samtidskunsten for derved at genåbne relationen mellem kunstner og beskuer. Rooseum har han betegnet som »det første stoppested for folk med interesse i samtidig kultur.« Når man har brugt stedet som sådan, må man tre år senere konstatere: De gode ideer og de gode intentioner stod i kø, og alligevel forlod man de fleste udstillinger med en lunken fornemmelse af, at det ikke rigtigt lykkedes.
Måske spørgsmålet bare er stillet forkert. Måske skulle man glemme lakmusprøven og stole på egne iagttagelser og lade Mette Vibe Utzon føre ordet:
»Skulle det være kunst?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her