Den ægte vare

Portræt - En dansker i Hollywood
Jeg har nogle bøger, I må fåÇ« siger Viggo Mortensen og hiver en lille stak frem fra en kasse, der står på gulvet. På bogen, forklarer han, står der på lakota-indianernes sprog »Hesten er god«, og den er fuld af fotografier, som Viggo Mortensen selv har taget under optagelserne til sin seneste film, Hidalgo.
Vi er tre journalister, som har fået foretræde for den dansk-amerikanske skuespiller, der er i Danmark for at promovere Hidalgo. Filmen handler om rytteren Frank T. Hopkins og hans trofaste hest, titlens Hidalgo, der begge optræder i Buffalo Bills wild west-show og siden tager til Arabien og deltager i et udmattende hestevæddeløb.
Viggo sørger omhyggeligt for at signere bøgerne til os – »Til Christian. Viggo,« står der i min – og han er i det hele taget en meget imødekommende og venlig mand.
Han taler dansk som en dansker, der har opholdt sig længe i udlandet, langsomt og en smule tøvende, og indimellem rækker hans ordforråd ikke, og lidt undskyldende må han bruge et amerikansk udtryk. Men han lytter opmærksomt og sørger for omhyggeligt at svare på vores spørgsmål. Og da vores tildelte 20 minutter er ved at være forbi, beder han filmselskabets pressemedarbejder om at give os lidt mere tid – hvilket vi naturligvis får.
Efter interviewet, der foregår i en salon på Hotel d’Angleterre, rejser han sig, giver hånd og takker os, fordi vi dukkede op.
Der er ikke mange, som har noget ondt at sige om Viggo Mortensen. Tilsyneladende er han en på alle måder behagelig og afslappet mand, der sætter pris på sin familie, ikke mindst sin 16-årige søn Henry, og tager sig tid til at dyrke de kunstarter, han interesserer sig for og kan lide at udtrykke sig gennem. Viggo Mortensen både tager fotografier, maler og skriver digte.
»Jeg er interesseret i livet,« siger han, »og livet er kort, så det handler bare om at følge med. Og det gør jeg ved at tage billeder, male, læse og gå i biografen. Livet er mærkeligt nok i sig selv, uden at man behøver gøre det mere mærkeligt.«
Han optræder næsten altid barfodet eller på strømpesokker, når han bliver interviewet, og med sig har han en kande med sydamerikansk te, mate, der drikkes af en speciel lerkop med et metalsugerør og siges at have en stimulerende effekt.
Elijah Wood, der har rollen som hobbitten Frodo i Ringenes Herre og spiller over for Viggo Mortensens Aragorn, kalder ham »mærkelig, men på en god måde«.
Diane Lane insisterede på at få ham som medspiller i kærlighedsfilmen A Walk on the Moon, og hun siger, at han i modsætning til så mange andre Hollywood-stjerner ikke har et stort ego, og at han er tro mod sig selv.
»Det er folk her i byen ikke rigtig vant til eller trygge ved. Og jeg elsker det faktum, at han, så vidt jeg kan se, endnu ikke har afsløret alt omkring sig selv.«
Og Dennis Hopper, som Viggo har spillet sammen med et par gange, siger om ham, at »han er ikke bare en god skuespiller. Han er en skidefantastisk skuespiller (...) Han er den ægte vare.«

Måske hænger Viggo Mortensens jordbundne væsen sammen med, at selv om han filmdebuterede i 1985 i Peter Weirs Vidnet, så kom berømmelsen sent til ham. Det er faktisk først med de tre Ringenes Herre-film, at den brede offentlighed har fået øjnene op for skuespilleren, der ellers har leveret adskillige solide og enkelte bemærkelsesværdige præstationer gennem en næsten 20 år lang karriere.
Han er en flot mand, ikke så høj, som man skulle tro, og flere filminstruktører har gjort god brug af hans markante ansigt og stille, eftertænksomme væsen, der dækker over en betydelig psykisk og fysisk styrke. Af hans mere end 40 film har man for alvor lagt mærke til ham i Sean Penns Indian Runner, Brian De Palmas Carlito’s Way, Ridley Scotts G.I. Jane og spændingsfilmene Fjenden i dybet og Det perfekte mord.
Til Vanity Fair sagde han fornylig, at »jeg har fået at vide, at jeg er tilbage og forsvundet så mange gange, at det bare er holdt op med at bekymre mig. Jeg er faktisk skideligeglad (...) Det hele er ét stort terningespil. Jeg er heldig. Jeg har medvirket i en god film engang imellem. Hvis ikke jeg havde været med i Ringenes Herre, eller den film ikke havde klaret sig så godt – ja, hvem ved, hvad der så ville være sket.«
Og det var faktisk tæt på ikke at blive til noget. Peter Jackson, instruktøren bag Ringenes Herre-trilogien, havde først hyret den unge, britiske skuespiller Stuart Townsend til rollen som Frodos følgesvend, kongesønnen Aragorn, der i løbet af de tre film finder ud af, at han er nødt til at påtage sig sin forpligtende arv og herske over Gondor.
Men kort tid inde i optagelserne indså Jackson, at Townsend var for ung og manglede tyngde til rollen, og i stedet ringede han til Viggo Mortensen, der dog først sagde ja, da hans dengang 11-årige søn havde forklaret ham, hvad Ringenes Herre var, og at han altså blev nødt til at tage den rolle.

Viggo Mortensen er født i oktober 1958 i USA, men flyttede som to-årig til Argentina med sin danske far og amerikanske mor. Her boede familien, til han var 11 år, hvor forældrene blev skilt, og Viggo og hans yngre brødre flyttede tilbage til USA med moren.
Han har en onkel, Henry, der stadig bor på Midtsjælland, hvor farens familie kommer fra, og Viggo er ofte i Danmark. Han boede og arbejdede her som ung mand, og han har siden afholdt udstillinger af sine fotografier og malerier i Danmark, ligesom en af hans digtsamlinger er oversat til dansk.
I dag bor Viggo Mortensen i Los Angeles, og som det naturmenneske, han altid har været, holder han heste i nærheden af sit hus i Topanga Canyon. Han er tillige et ganske politisk menneske, der ikke er bleg for at lufte sine Bush-kritiske meninger.
Da han i løbet af interviewet på d’Angleterre kommer ind på den kritik, der har været rettet mod Hidalgo for at forvanske historiske fakta, forsvarer han ivrigt filmen med en længere enetale om, hvor mange gode ting, den rummer.
»På den ene side er det en gammeldags, klassisk Hollywood-eventyrfilm af den slags, som Howard Hawks kunne have lavet. Men den er også mere end det: Man hører arabisk og lakota-sprog; Wounded Knee-massakren er skildret som den tragedie, den var, og ikke som den sejr for amerikanerne, den blev udråbt til at være; man lærer Buffalo Bill at kende som en kompliceret mand, og det var på sin vis takket være ham, at man har western som genre; man ser sammenstødet mellem øst og vest, da Frank Hopkins tager til Arabien for at deltage i et hestevæddeløb. Men det er ikke en message-film, og publikum får lov til selv at få ud af filmen, hvad de vil.«