Læsetid: 4 min.

Albert Maersk sejler sin egen magiske nervesø

Ny udstilling på Overgaden forener visuel begavelse med en vidtfavnende konceptuel kompleksitet. Det fluktuerende fokus er kroppen, der løbende muterer ud i uhyrligt fascinerende former
4. marts 2004

Udstilling
ENDO. A Natural Selection af billedkunstneren Jørgen Michaelsen er på en gang en stramt kontrolleret og voldsomt overvældende udstilling. Overvældende først og fremmest, fordi vi bliver præsenteret for et enormt kunstnerisk materiale: 12 videoværker, en god snes malerier, tegninger og collager, et større tekstmateriale, 13 hæfter med hver ethundrede tegninger og to omfangsrige hæfter med haikudigte. Sidstnævnte er i sig selv en bemærkelsesværdig skønlitterær begivenhed. Læs blot følgende absurd morsomme og besynderlige haiku: »Skyen indhegnet//Hun har/stål/i trusserne//Norden/tvangsfjernet«.
De to digtsamlinger er fyldt til bristepunktet med sådanne enestående digte, hvis billedsprog kunne minde ret så meget om Simon Grotrians. Dog i en køligere og patosfri udgave. »Førbevidsthedshaikupoemoider« kalder Michaelsen umuligt disse tekster. Og de er blot en del af kunstnerens omfattende tekstproduktion, der spænder fra poesi over parodier på akademisk skrivestil til alvorligt mente, men vanskeligt rubricerbare essays.
Nogen ’rigtig’ forfatter er Michaelsen ikke. Han er heller ikke en ’rigtig’ maler, tegner, konceptkunstner, videokunstner eller installationskunstner (heldigvis!). Han har klare evner alle steder, og hans kunstneriske position er således på en gang dybt koncentreret og uhyre spredt. Udstillingen får da også sin vedvarende tiltrækningskraft fra dette koncentreret spredte og flerstrengede kunstneriske engagement.

Skæv museal stemning
Det installatoriske omdrejningspunkt er tre ’bokse’, hvis indre fungerer som biograf. Her finder vi bl.a. tre videoer, der gennem henholdsvis fast kameraposition og pinagtigt langsomme panoreringer skildrer skov, strand og bakket lanskab. Skov, strand og bakke er centrale ikoner i nationalromantikkens æstetiske selvforståelse. Men disse ikoner synes her udsat for en meditativ betydningstømning. De smukke landskaber fremstår dybt banale og til tider endda latterliggjorte gennem videoernes temmelig teatralske lydsige.
På ’boksenes’ ydervægge finder vi til gengæld tegninger, malerier og collager i fine trærammer forsynet med et lille messingskilt, der angiver værkets titel (der som regel rummer nøglen til værkets aflæsning). Udstillingsformen er pertentlig museal, og står i klar gæld til den belgiske digter og kunstner Marcel Broodthaeers. Belysningen i det store udstillingslokale er reduceret til enkelte loftspots, der spartansk oplyser de tre ’bokse’. Disse er malet henholdsvis brun, grøn og grå. Resten af udstillingsrummet henligger i halvmørke.
Installatorisk set virker det efter hensigten: atmosfæren er intens og koncentreret, mens rummet skævt parodierer en højtidelighed museal stemning.

Albert Maersk
En parodi på kunstneren Albert Mertz var det første billede, der sprang mig i øjnene. Albert Mertz var, og er stadig, synonym med et stærkt reduceret billedsprog: Et rødt kvadrat overfor et blåt kvadrat. Rød for Albert og blå for Mertz kunne man sige. På Jørgen Michaelsens maleri Albert Maersk finder vi Alberts røde kvadrat intakt. Det blå kvadrat, der får os til at sige Mertz efter Albert, er derimod erstattet af et noget lysere kvadrat med en hvid stjerne på. Vi genkender straks dette billede som koncernen Maersks logo. Heraf får vi naturligvis mutanten Albert Maersk. En umulig person med en umulig biografi, som vi ikke desto mindre legende begynder at forestille os.
Ikke langt fra dette maleri hænger et lille og helt monokromt maleri, der bærer den mystiske titel Brown Dwarf. Der er ingen brun dværg at se på billedet. Kun en monokrom brun overflade. Er vi mon helt tæt på hudoverfladen af en solbrun dværg? Eller er der tale om en udslukket sol, som i astronomien faktisk bærer den kuriøse betegnelse Brown Dwarf, hvorved optikken synes at være rettet ud mod et nulpunkt i kosmos? Det er lige præcis ikke til at sige.
Eksemplerne er illustrative for, hvorledes Michaelsen igen og igen investerer velkendte visuelle tegn i et betydningsspil, der knopskydende tegner forbindelser mellem indbyrdes adskilte og uforenelige positioner; genremæssigt, ideologisk og historisk.
Intelligent parafraserende manøvrerer kunstneren igennem et bredt spektrum af visuelle og sproglige registre. Abstrakt surrealisme, konkretisme, populærkulturelle billeder og medicinske illustrationer kombineres frit, men altid underlagt det overordnede installatoriske koncept og den skarpsindige ironiske indstilling.

Udvælgelsen
De underligt klumpede og amøbeagtige kroppe, der optræder overalt i tegningerne, forekommer at være private psykologiske studier, der tager et forvredet visuelt afsæt i diverse medicinske illustrationer og diagrammer.
Den biologiske reference finder vi allerede i udstillingens titel
ENDO. A natural selection? ENDO betyder ’indre’ eller ’indvendig’. Undertitlen A natural selection henviser til Charles Darwins evolutionsteori. Denne behandler princippet om den naturlige udvælgelse. De stærkeste eller bedst egnede inden for en given art overlever, fordi de udvælges ’naturligt’ så at sige. Men hvordan ser det ud med udvælgelsen i dag, hvor naturen til en vis grad er blevet suspenderet af lægevidenskaben? Hvad er forholdet mellem art og af-art, ikke blot i naturen, men også inden for kunstens og samfundets udvikling? Hvad er forholdet mellem et normalt individ og et muteret individ? Er det middelklassen, der i det nuværende samfund er den bedst egnede til overlevelse? Hvis så, hvordan udvikler middelklassen sig så? Hvad gør middelklassen ved kulturen? Og hvordan forholder den sig selv til udviklingen?
Disse spørgsmål synes at motivere Michaelsen på et filosofisk og spekulativt plan. Et plan det kan være vanskeligt at trænge ind i uden nogen form for introduktion. Karin Hindsbo har i publikationen ENDO. A natural selection skrevet en udmærket indførelse, som det kan anbefales, at alliere sig med. Står man til gengæld af over for de intellektuelle og til tider kryptiske dybder i Michaelsens kunst, kan man nøjes med at ’læse’ de mange fantastiske tegninger, malerier og collager.
Styrken i Jørgen Michaelsens kunst er, at den fungerer på et simpelt såvel som et komplekst plan. Hans kunst er for samtidskunstscenen uset koncentreret, gennemarbejdet og dybt personlig i ordets bedste betydning. ENDO. A natural selection er en udmattende, men inspirerende og legende kraftanstrengelse, der kun kan anbefales.

*Jørgen Michaelsen: ENDO. A natural selection. Overgaden – Institut for Samtidskunst. Til 28. mar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her