Politisk analyse
For nylig antydede en undersøgelse, at vælgerflugten fra regeringspartierne til dels hænger sammen med, at nogle vælgere er blevet trætte af det tætte samarbejde mellem Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. Problematikken har vakt undren i Venstre, hvor man hæfter sig ved, at de to forandringer, som regeringen har fået størst opbakning til i befolkningen skattestoppet og stramningerne i udlændingepolitikken er tiltag, som ikke havde ladet sig gennemføre uden stemmer fra DF.
Den politiske pris, som regeringen må betale for at få flertal for sin økonomiske politik, giver heller ikke anledning til voldsomme kvaler indtil nu. DFs krav er som regel noget med bedre forhold for gamle og syge, og eftersom regeringen er stærkt optaget af ikke at få et image som en regering, der skærer ned overfor de dårligst stillede, er det en pris, som gerne betales.
Det er derfor opfattelsen blandt kilder i og uden for regeringen, at det ubehag, nogle borgerlige vælgere må føle ved det tætte VKO-samarbejde, ikke skyldes det konkrete indhold af den førte politik snarere den symbolværdi, der ligger i at lade sig kæde tæt sammen med et parti, som på nogle områder repræsenterer det stik modsatte af at være liberal.
Mens kemien mellem de konservative og DF aldrig har været god, har V-ministre og V-ordførere siden regeringens start gang på gang fremhævet DF som et parlamentarisk dueligt parti på linje med andre. Nu er strategien imidlertid, at Venstre frem til valget vil forsøge at signalere en vis afstand som det skete, da statsministeren for nyligt for første gang offentligt satte DF på plads med bemærkninger om, at DF går i små sko, fordi partiet ikke kunne tåle synet af en pakistansk festdragt ved dronningens hofbal.
Der er ingen undersøgelser, der entydigt udpeger DF til at udgøre et alvorligt image-problem for regeringen. En analyse, som Zapera lavede for nyligt ved hjælp af fokusgrupper blandt frafaldne Venstre-vælgere, viste, at omkring fem procent af vælgerne angav blokpolitik med DF som årsag til, at de ikke længere ville stemme på Venstre. Til sammenligning fremhævede godt 20 procent, at regeringen fremstod »utroværdig« og »mediestyret«, fremgik det af undersøgelsen, der blev bragt i Ugebrevet Mandag Morgen.
Venstre selv har til internt brug fået udarbejdet Gallup-undersøgelser, hvor vælgerne udspørges om årsagerne til, at de forlader partiet. Her spiller DF ikke en afgørende rolle det gør til gengæld opfattelsen af, at regeringen ikke holder sine løfter.
Undersøgelser blandt etniske minoriteter viser derimod entydigt, at VKO har formået at støde langt hovedparten af indvandrerne og flygtningene i Danmark fra sig. Under fem procent af dem ville stemme på regeringspartierne, DF eller Fremskridtspartiet, hvis der var valg i dag.
Mange årsager
I undersøgelsen fra Zapera fremhæves det, at en del af de frafaldne Venstre-vælgere må betegnes som midterparti- eller marginalvælgere i forhold til Venstre og at de derfor kan være svære for partiet at erobre tilbage. De stemte på Venstre ved sidste valg for at få forandring men bryder sig ikke om resultatet. Det er blandt disse vælgertyper, at kritikken af samarbejdet med DF findes.
Hos Det Radikale Venstre er man ikke i tvivl om, at dette tætte samarbejde med DF får nogle vælgere til at forlade Venstre og ligefrem slutte sig til de radikale, som med en opbakning på ni procent står til knap en fordobling af sin styrke i en af de seneste meningsmålinger. En måling, hvor Venstre og DF tilsammen mistede 17 mandater.
I forhold til regeringspartierne er det mest på symbolplanet, at DF har kastet et skær over samarbejdet, som vækker ubehag blandt nogle borgerlige og liberale:
Sidste sommer stjal DF mediebilledet ved at kritisere en Højesteretsdom om racisme for at være politisk. DF stillede spørgsmålstegn ved, hvorvidt Danmark overhovedet behøvede at leve op til internationale konventioner i udlændingepolitikken, og partiet har også domineret kultur- og værdidebatten på en måde, der har vakt hovedrysten blandt liberale.
Regeringen selv kan indstille sig på, at DF fortsat vil dominere kultur- og værdidebatten i en sammenkædning med den generelle politik. Forstået på den måde, at DF simpelthen vil kræve indrømmelser af mere værdimæssig karakter for at indgå finanslovsaftale.
Tidligere har DF kædet krav om skrappere hjemsendelsespolitik overfor afviste asylansøgere sammen med finanslovsforhandlingerne, og ifølge DFs finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, kan et af kravene til efterårets forhandlinger hvor DF igen kommer til at spille en nøglerolle blive, at DF vil forlange racismeparagraffen afskaffet.
Åndeligt fællesskab
Drejningen over i den værdiorienterede politik ligger i umiddelbar forlængelse af de visioner, som DFs Søren Krarup gav udtryk for i et interview i Politiken november sidste år. Her sagde Krarup, at han anser Fogh for at være en folkets mand:
»Det er først og fremmest i opgøret med socialdemokratismen og kulturradikalismen, at vi samles med Anders Fogh Rasmussen. Men det er også så væsentligt et opgør, at det bærer meget langt,« forklarede Søren Krarup, der samtidig slog fast, at DF ikke længere vil have noget tilfælles med Venstre, hvis den del af partiet, der lægger mere vægt på liberalisme og globalisering vinder over den mere nationalistiske og folkeligt orienterede strømning:
»Fremtiden vil afhænge meget af, hvilken tendens, der bliver den herskende i Venstre. Vores linje er klar. Dansk Folkeparti er et udpræget folkeligt og nationalt parti, der er bundet af den danske sag, som Grundtvig kaldte det. Det er heldigvis også tendensen i Venstre i disse år, hvor Fogh Rasmussen tegner partiet. Fogh Rasmussen er den, vi virkelig har tillid til i dette afgørende spørgsmål, som jeg kalder for kulturkampen. Omvendt priser jeg mig lykkelig for, at Uffe Ellemann ikke vandt valget i 1998. Uffe Ellemann var jo kulturradikal og ganske fremmed over for det, som er det afgørende i øjeblikket,« lød det fra Krarup.
