Læsetid: 2 min.

Anja & Co

17. marts 2004

Spot
Den etablerede sportspresse – et anslag, der øjeblikkeligt frifinder nærværende avis – har et forklaringsproblem. På trods af at kvindehåndbold udgør en massiv del af sendefladen, så er det ikke lykkedes for journalisterne at komme i kødet på et af de mest besynderlige fænomener i den danske sportsverden.
Hovedpersonen i mysteriet er håndboldtræner Anja Andersen. Når mysteriet fortsat eksisterer, er det ikke fordi fænomenet Anja Andersen er forbigået sportspressens opmærksomhed. Tværtimod. Men fokuseringen har været skæv.
Vi kender efterhånden Anja Andersen som furien, der ikke kan tæmmes. Hende med det løse aftræk på den grimme finger. Hende, der bliver væk fra nogle kampe, fordi dommerne har set sig så sure på hende, at de røde kort ligefrem danser op af brystlommen på reglernes vogtere, bare hun lufter en ny provokerende t-shirt. Historien om Anja Andersens temperament er så fortalt, at det er blevet til en myte, journalister drages af. Det er den historie, man fortæller, når man fortæller om Anja Andersen.

Vi ved også andet om Anja Andersen. Vi ved, at hun er glad for børn. Nogle af os ved også, at hun driver en håndboldskole for børn – men at hun angiveligt efterhånden ikke selv underviser der. Så nu er nogle klubber begyndt at melde fra til den populære skole. På den måde ved vi, at Anja Andersen enten har meget travlt eller endnu værre: Hun er ikke helt så glad for børn, som myten ellers lader os vide.
Og vi ved, at Anja Andersen er glad for Jumbo-bøger. De der tykke udgaver af Anders And & Co. Jumbo-bøgerne udkommer i en strøm, der er lige så massiv som antallet af gange, vi har hørt i pressen, at Anja Andersen altså læser Jumbo-bøger.
Hvordan kan en kvinde med et temperament som en terrier med en splint i poten; en kvinde med en intellektuel formåen, der åbenbart begynder og slutter med Walt Disneys efterkommeres produktioner… hvordan kan hun magte at etablere verdens måske bedste kvindelige håndboldhold, vel og mærke i en flække ved navn Slagelse? Hvordan kan hun få erhvervslivet med?
Det svar kunne passende findes inden aftenens sammenstød mellem Slagelse og Randers. En kamp, som Randers må gå ind til med splittet sind. Holdet førte med fire mål, da der manglende to minutter af det seneste opgør mellem de to hold. Da kampen var slut havde Slagelse vundet. Det resultat er også et mysterium. Men ikke så stort som det første.

*21.50 DR-TV. HåndboldOnsdag: Slagelse – Randers.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu