Læsetid: 4 min.

Antilopejægerens søn

Undervejs til weekendens polarcirkelløb i Grønland hostede Philip Boit op med et par råd om skiløbets mysterier til danskerne
25. marts 2004

Sne
Philip Boit, kenyansk OL-skiløber, regner sammen: »Der er tre faktorer. Og de to af dem kan I sagtens gøre noget ved.« Vi sidder på sælskindsstole hos Nordatlantens Brygge, hvor Boit er mellemlandet på vej fra Eldoret i Kenya til Sisimiut i Grønland. Fra fredag til søndag skal han deltage i langrendsløbet Arctic Circle Race, hvor han blandt andet skal konkurrere mod Bjørn Dæhlie, den skiløber der har vundet flest OL-medaljer nogensinde, og schweiziske Patrick Rölli.
Jeg har spurgt Boit, hvad danskerne skal gøre for ikke at være sådan nogle håbløse skiløbere. »Den første faktor er udholdenhed,« svarer han.
»Du kan ikke stå på ski, hvis du ikke er i form. Løb 40 minutter til en time om dagen, og arbejd mentalt med at kunne komme op igen, når du falder. Hvis du ikke kan klare at falde, kan du ikke stå på ski. Den næste faktor er styrke. Ben og arme er lige vigtige – ned ad bakke er det mest benene, men op ad bakke skal du have en stærk overkrop. Gå tur med skistave og brug armene til at trække kroppen frem; hop og spring en masse og løft nogle vægte. Den sidste faktor er teknikken. Og den får du ikke uden noget sne at øve dig i,« lyder det fra den kenyanske skiløber.
Sne er ellers ikke det, der er mest af i Kenya. Da Boit tog afsted fra Nairobi i forgårs, var det 32 grader varmt. I Grønland venter et 160 km langt løb, der er blevet kaldt verdens hårdeste, fordi det finder sted 65 kilometer nord for polarcirklen under voldsomt skiftende vejrforhold og temperaturer, der når ned til minus 30 grader. Og selv om Boits hjemby Eldoret ligger i 2.700 meters højde, bliver det ikke ligefrem til snevejr eller skiture – heller ikke på Kilimanjaro eller Mount Kenya, hvis forhold ikke egner sig til pister og ski.

Familietradition
Til gengæld kommer Boit fra en sportsinteresseret familie.
»Min storebror Mike vandt bronze i 800 meter løb ved OL i München i 1972, og flere af mine søskende løber for universiteter i USA. Alligevel er min far ikke særlig imponeret af os. Han er 90 år, og da han var ung, løb han stærkere end nogen anden – det har de andre ældre fra vores område bekræftet. Dengang handlede det ikke om sport og konkurrencer, men om at jage antiloper,« siger Boit.
»Han forfulgte den samme antilope i tre til fire timer, indtil den var løbet træt. Det gjaldt om selv at holde et støt tempo og blive ved med at løbe, til antilopen fik fråde om munden. Så kunne han fange den med de bare næver. Min far siger, at ingen af os børn er lige så hurtige, som han var. Så nu glæder han sig til at se, hvad børnebørnene dur til,« fortæller Boit.
Et af børnebørnene hedder Daehlie Boit og er Philips søn, opkaldt efter hans ven Bjørn Dæhlie, der efter at have vundet 10 kilometers langrend i Nagano i 1998 blev hængende i målområdet for at klappe Boit i mål.
Senere har Dæhlie måttet komme Boit til hjælp, da den norske paskontrol ikke ville lukke ham ind for at deltage i Scandinavian Cup i Lillehammer.
Det krævede en opringning fra Dæhlie til Norges kulturminister at få Boit over grænsen til det vigtige løb, der ligesom Arctic Circle Race skal bruges til at samle point til OL i Torino i 2006.

Skolegang
Det er ikke specielt nemt at være kenyaner i Skandinavien. Men det er lidt nemmere, hvis man er nandi. Nandierne er Boits folk, samme folk som løberen Wilson Kipketer, der er vokset op ikke ret langt fra Boits hjem.
»Kenya har 42 forskellige folk,« forklarer Boit. »Men der er mange af de gode kenyanske sportsfolk, der er nandier. Vi bor i et område med mange bakker og dale. Så mens temperaturforskellen er en ulempe for mig, har jeg en fordel i at være født højt oppe – så bliver man ikke så træt. Én teori om, hvorfor nandier er så gode sportsfolk er, at vi giver vores børn så meget mælk. Vi har traditionelt mange køer, og børnene har en flaske mælk inden for rækkevidde, fra de er helt små. En anden god grund er, at vi bor spredt og har lang vej til skole. Da jeg var lille, løb jeg syv kilometer til skole om morgenen. Så løb jeg syv kilometer hjem til frokost og tog samme tur en gang til om eftermiddagen.«
I Sisimiut venter der Boit en helt anden type særegne omstændigheder. I den vestgrønlandske kommune, hvor mindst halvdelen af byen samles for at sende de 100 deltagere i Arctic Circle Race afsted, er hundeslæder et vigtigt transportmiddel, som også anvendes flittigt i forbindelse med løbet. Områdets specielle betingelser med gletsjere, tilisede fjorde, højdeskift og temperatursvingninger giver de grønlandske deltagere en kraftig hjemmebanefordel.
Ruten ligger ikke fast endnu; det skifter vejret for hurtigt til. Men det ligger fast, at den ikke bliver magen til sidste år – og at den aldrig før har haft besøg af en afrikaner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu