Læsetid: 3 min.

Asta Nielsens frygtelige hemmelighed

'Afgrunden' er en flot opsat, men hult klingende melodrama om stumfilmstjernen
19. marts 2004

Ny dokumentarfilm
Asta Nielsen - den danske diva over dem alle, stumfilmens legendariske fiksstjerne - er emnet for to ambitiøse film af Torben Skjødt Jensen. En dokumentarfilm, Den talende muse, der vises om eftermiddagen i Grand - og fiktionsfilmen Afgrunden produceret for DR, som viser den i pinsen. Afgrunden er altså egentlig en tv-film, men som den første digitalt optagne danske film i High Definition og vist i High Definition, er den ikke så lidt af en filmhistorisk begivenhed, der lige meget hører hjemme biografen.
Den super-moderne teknik giver næsten klinisk knivskarpe billeder, men Torben Skjødt Jensen er alligevel mand for at tilføre dem den tungt atmosfæriske duft af fortid, der passer til emnet. En stor del af filmens scener udspiller sig i den 83-årige Asta Nielsens Peter Bangsvejs-lejlighed, der er møbleret efter alle Bruun Rasmussen-kunstens regler. Her er det så, at den mest udsøgte antikvitet af dem alle, Die Asta, væver sit spind af fortryllelse og fortrængning - som den store utilnærmelige, der med kejserinde-myndighed værger for sig, da den unge filminstruktør Lars Schmidt (Ole Lemmeke) prøver at trænge ind bag diva-masken og lave en personlig portrætfilm om hende.

En forklaring?
Hun er viljesmennesket frem for nogen, der selv har formet sin skæbne og derfor også vil gøre sig til herre over fortolkningen af den.
Så kun hvis Lars Schmidt optræder som nikkedukke og accepterer, at hun ikke bare spiller grande dame overfor ham, men også i filmen, er hun tilfreds. Men i hendes sære, tyrannisk-kærlige forhold til den lettere retarderede datter Jesta, øjner Lars Schmidt den sprække i rustningen, der måske kan giver en menneskelig forklaring på fænomenet Die Asta ? den emotionelle nøgle ind til mysteriet, hun bevidst undlod at give læseren af sin berømte selvbiografi, Den tiende Muse.
Det viser sig, at Asta Nielsens moderskab har antaget en næsten dæmonisk karakter, der forkrøbler både hendes og datterens følelsesliv - og iøvrigt kan ses som en forlængelse af det tyranni, som Astas egen mor udøvede.
Filmen er bygget op i to lag, så instruktørens nutids-udspørgen og Asta Nielsens grandiose svar kontrasteres med tilbageblik, der i næsten-sorthvid giver Skjødt Jensens og manuskriptforfatteren Peter Asmussens bud på, hvad der virkelig skete.
En meget brugbar kompositions-idé - især hvis disse tilbageblik virkelig havde formidlet en fornemmelse af ægthed og overbevisning. Men problemet med Afgrunden er, at både nutids- og fortidshistorie udspiller sig i samme teatralsk over-ophedede, stiliserede atmosfære af påstået diva-genialitet og familietragedie. Der skiftes fra farve til sort-hvid, men i det essentielle - det menneskelig drama - virker filmen hele vejen lige skinger og overstyret.
Med en vigtig tilføjelse, for også i Afgrunden viser Torben Skjødt Jensen sig som en exceptionelt billed- og stilbegavet instruktør, der kan skabe effektfulde scenerier og markante kompositioner, samt visuelt set få meget ud af lidt: dette ligner langt fra et spare-kammer-spil. Kunne man bare skrue lyden fra, ville hans film måske virke stærkere, for Anders Koppels underlægningsmusik vælter sig lettere hysterisk rundt i post-romantiske strygerklange, og hvad der er værre: Peter Asmussens teaterreplikker siges med en tyngde, der alt for sjældent får dem til at dirre i luften og sætte liv i de mange scene-postulater.
Vera Gebuhr har den utaknemmelige opgave at agere Asta lige så godt som den rigtige Asta i egen portrætfilm. Hun har den aristokratiske arrogance og de storslåede grande dame-manerer, men den farlige indre ild, der svider den unge Lars Schmidt, rummer Gebuhr ikke. Og Ole Lemmeke virker for-ståeligt utilpas ved sin fladfisk af en udspørgerrolle, som om han i hveranden scene har slugt et helt glas bitterpiller

Besnærende elegant.
Filmen postulerer, at Asta Nielsen i starten kom frem i karrieren med erotiske midler, og det giver Vivian Nielsen nogle chancer for at brillere sensuelt som den unge ener, der så meget hellere ville mime end tale.
Nielsen lægger en flot vellignende maske og viser glimtvis den rette fyrighed, men hendes Tysklands-scener er så primitivt skrevne og instruerede, at de ikke er langt fra at havne i parodien.
Skal man vælge mellem de to Asta Nielsen-film, kan jeg ikke kraftigt nok anbefale Skjødt Jensens dokumentarfilm Den talende muse, hvor han på besnærende, elegant og langt mere overbevisende måde bringer den formidable dame ind på livet af os. Afgrunden er et flot opsat, modigt forenklet melodrama, men den runger alt for ofte som tom retorik - i modsætning til Den talende muse, der giver os den ægte vare.

*Afgrunden. Instruktion: Torben Skjødt Jensen. Manuskript: Peter Asmussen. Dansk (Grand)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu