Læsetid: 9 min.

Begær og fordømmelse oppefra

Information bringer de kommende dage indlæg fra et møde arrangeret af studentermenigheden ved Københavns Universitet. I dag spørger forfatteren Jan Sonnergaard om kampen mod eliten kunne være klaret med en fyreseddel på Weekendavisen?
18. marts 2004

Kulturkamp
Det er et mærkeligt tåget spøgelsesbegreb, vi er er sat til at diskutere i dag. Ordet ’kulturkamp’ indicerer jo nærmest, at man ligefrem kæmper mod kultur i al almindelighed. Og det er måske netop dét, der har været oppe i debatten: Hvor meget man havde imod kulturradikalismen, hvor lidt man brød sig om Klaus Rifbjerg, og hvor meget kulturdebatten angiveligt er styret af en kulturradikal klike. Men hvordan dette lige sker, er der ikke kommet noget bud på, ligesom vi ikke har hørt noget om hvorledes denne klike ser ud og hvordan den liige har været i stand til at monopolisere ’debatten’, som vi i øvrigt heller ikke har fået nogen definition på,
ligesom vi heller ikke har fået nogen forklaring på, hvad der egentlig menes med ordet ’kulturradikalisme’, bortset altså fra at man hader Klaus Rifbjerg.

Det store møde
Men selvom begreberne er så diffuse og debatten så udflydende, har den vakt interesse hos medierne i en nærmest absurd grad. Da
Anders Fogh i sidste måned inviterede en række forfattere til Marienborg, svømmede medierne over af entusiastisk interesse og mødet blev dækket i en grad, så man dårligt troede, hvad man så. Der var ikke tale om meget andet end et orienterende møde med efterfølgende middag – men alligevel affødte invitationen for mit eget vedkommende mere medieinteresse end nogen bog eller artikel, jeg har skrevet. På grund af denne middagsinvitation blev jeg kontaktet af: Politiken, Jyllandsposten, Information, Berlingske Tidende, radioavisen på P1, radioavisen på P3, Berlingske Tidendes elektroniske nyhedstjeneste, Ritzaus Bureau, tv-avisen på DR, Nyhederne på TV 2 og Deadline på DR2!
En fantastisk mængde af interesserede på baggrund af et så diffust emne – som så i øvrigt blev gjort endnu mere diffust fordi Fogh på mødet beklagede den bitre tone i Kulturkampen og forsikrede os alle om at ordet ’kulturkamp’ var helt forkert i forhold til det, han egentlig havde ønsket at sætte igang. Hvis formuleringen skulle være præcis, burde man nemlig benytte ordet ’værdidebat’. Hermed er vi ude i det rene ingenting, for hvilken debat handler egentlig ikke om værdier?

Ovenfra
Jeg vil altså holde mig til ordet ’kulturkamp’ i mit forsøg på her at give en skildring af, hvordan denne værdidebat har formet sig på det sidste – og i mit forsøg på at vise hvor og hvordan den går helt galt i byen.
Helt fundamentalt er der dét galt, at kulturkampen er dikteret fra oven. Dét kan der aldrig komme noget godt ud af. Hvis man ser på kulturelle omvæltninger, eller bevægelser, der har betydet noget er de altid startet fra bunden. 68-opgøret og studenteroprøret var noget, der startede på den brede linje blandt dem, der havde noget i klemme – det var ikke noget, der var dikteret fra oven, fra politiske magthavere.
På samme måde med kulturradikalismen: Den var udtryk for middelklassens bevægelse væk fra gamle forstenede livsformer. Den var udtryk for ønsket om en ny seksualmoral, nye og mere liberale opdragelsesformer, om ønsket om en horisontudvidelse mod udlandet og det fremmede, om ønsket om en ny gastronomi osv.
Det helt store spørgsmål er, hvad man egentlig kan have imod dét. Det er vel da meget godt, at vi i dag anerkender, at kvinden også har et seksualliv. Det er vel da meget godt, at vi fordømmer brugen af vold i børneopdragelsen. Det er vel da meget godt, at maden ikke nødvendigvis altid skal bestå af totalt gennemstegt kød med kartofler og tonsvis af brun sovs. Det er vel da meget godt at rette blikket mod udlandet og prøve at undersøge, hvad der nu skulle være af impulser dér.
Men måske er det slet ikke kulturradikalismen, denne kulturkamp retter sig imod. Og måske er det derfor, den på én og samme tid er blevet så diffus og hadefuld. For sådan som det har været indtil nu, synes jeg, at den såkaldte kulturkamp først og fremmest har været præget af ressentiment og paranoide konspirationsteorier.
’Ressentiment’ var jo Nietzsches betegnelse på den dobbelte følelse af begær og fordømmelse: Man fordømmer moralsk dét, som man begærer, men ikke er i stand til at opnå. Ressentiment er en meget vigtig begrundelse for Dansk Folkepartis gøren og laden. Det ser man hver gang partiet udtaler sig om ’eliten’: Da er talen fuld af forsmåelse, bitterhed og foragt. ’Magteliten skider på de små’, ’eliten lytter ikke til hvad den almindelige dansker mener’ osv. Der er alt muligt i vejen med eliten – og dog er det netop eliten, dette danske folkeparti så gerne vil tilhøre. Man vil så gerne være stueren, man vil så gerne accepteres og indlemmes i eliten – samtidig med, at man hævder at have en direkte, uformidlet tilgang til ’Folket’ og den Sandhed som ligger i ’det tavse flertal’.
Allertydeligst så man dette ressentiment i Ulla Dahlerups berømte tale sidste år – dén om den »gamle uvaskede luder«, om »det mugne blomstervand i vasen« og om »Klaus Rifbjerg, der skulle have et spark i sin store mave«. Dahlerups tale var helt tydeligt udtryk for ressentiment over for de kulturpersoner, der havde opnået de mål, hun selv engang troede, hun var tæt på.
Samme slags underlige angreb så man også fra forskellige forfattere, der på den ene side brokkede sig højt over en arrogant og selvtilstrækkelig kulturradikal elite – samtidig med at de jamrede over at være holdt udenfor. Og man spørger sig selv: Hvis denne klike er så forfærdelig og forbryderisk, hvorfor da dette begær efter at blive accepteret af den?
Men én ting er selvmedlidenhedens og misundelsens mange forskellige former. Et andet er det helt konkrete spørgsmå: Findes der overhovede sådan en kulturradikal elite og bestemmer den noget som helst?

Hvor er eliten?
Dét er jo den store myte i denne kamp. Man kan se det med sine egne øjne, hvis man en dag går forbi Det Berlingske Officin og læser de mandshøje reklameplancher for Weekendavisen. Reklamen for Weekendavisens litteraturtillæg bærer overskriften »Wivel og de elskede uniformer« og Klaus Wivel spørger indigneret: »Hvorfor mener alle det samme i kultureliten? Skal man nødvendigvis være venstreorienteret for at være troværdig som kunstner? Og hvor er de kunstnere, der tør smide uniformen og vise en ærlig og personlig holdning?« Reklamen skildrer Klaus Wivel som en mand, der modigt tør byde denne venstreorienterede forfatterelite trods, samtidig med at den på en mærkelig stupid måde markedsfører den idé, at al skønlitteratur kun kan og udelukkende må læses som politisk klartekst.
Samme konspirationstankegang finder man i Søren Krarup-kredsens påstand om en ’Bermudatrekant’, som skulle bestå af Gyldendal, Politiken og Danmarks Radio: At disse tre institutioner enerådigt skulle bestemme hvem og hvad, der kommer til orde i Kulturens Danmark. Hovedmanden bag denne sammensværgelse er – såvidt jeg har forstået – Johannes Riis, som ydermere er »et menneske-monster«, hvis man skal tro krimiforfatteren Michael Larsens ord.
Denne del af debatten har været sært tilbageskuende og har i absurd grad hentet sine argumenter fra sager, der er op til 25 år gamle. Det mest komiske eksempel var Kulturministerens ’sag’ vedrørende skolebladet på hans gymnasium i 80’erne. Et andet eksempel var hans postulat om, at nogen engang i 70’erne skulle have sagt, at Per Stig Møller »skulle klynges op«.
Alt sammen mærkeligt gamle historier, der ikke har andet end historisk relevans i dag. Og også meget forkerte historier: Brian Mikkelsen viste sig slet ikke at have været udsat for censur, ingen havde i virkeligheden udtrykt ønske om ’at klynge Per Stig Møller op’ og hvis Gyldendal virkelig skulle være så involveret i et venstreorienteret komplot – så er det lidt mærkeligt at f.eks. Anders Foghs berømte
Minimalstatsbog blev antaget af netop Johannes Riis dengang han var redaktør på forlaget Samleren. Og at Per Stig Møllers bøger udkommer på Gyldendal, at Søren Krarup udkommer på samme forlag, ligesom Birthe Rønn Hornbech, Bent Jensen og Bertel Haarder.

Fyreseddel
Postulaterne holder ikke. Der ér simpelt hen ikke nogen fast sammentømret, ’venstreorienteret’ klike, der sætter dagsordenen og bestemmer det hele. Forfatterne i Danmark er tværtimod vidt forskellige og sjældent enige om ret meget. De kan ikke en gang finde ud af at stå i den samme fagforening.
Forelskelsen i uniformer og revolution var måske til stede i visse ekstreme og marginale miljøer i 70’erne – i dag er det ikke på nogen måde på dagsordenen.
Det eneste eksempel på magtmisbrug og klikedannelse, jeg kan få øje på i litteraturens Danmark er faktisk på Weekendavisen selv.
Avisens litteraturanmelder Lars Bukdahl har nemlig nogle ganske uheldige dobbeltroller, idet han anmelder forfattere, han personligt er venner med, eller som han har en direkte økonomisk interesse i.
Tydeligst er det med hans forhold til forfatteren Jens Blendstrup, som Bukdahl igennem hele karrieren har gjort alt for at fremme og hype, som en af de eneste anmeldere i landet. De øvrige avisers kritikere ser ikke noget videre i Blendstrup. Bukdahl har naturligvis ret til at gøre reklame for en forfatter, ingen andre rigtigt tager alvorligt. Men han glemmer at fortælle, at han har gået i gymnasiet med Blendstrup, og at de er vokset op sammen i Vejlby Risskov uden for Århus og at han optræder for penge sammen med Jens Blendstrup.
Lars Bukdahl har også ofte rost bøger fra forlaget Øverste Kirurgiske – men hver gang har han glemt at fortælle, at han selv har skrevet for forlaget, og at han har optrådt for penge sammen med dem. Bukdahl roser også gerne forfattere fra Forfatterskolen – men desværre glemmer han at fortælle om sine økonomiske interesser i foretagendet, hvor han har haft lønnet undervisning og har siddet i bestyrelsen. Han har også haft et lukrativt bijob som husforfatter på Syddansk Universitet, ligesom han sidder i bestyrelsen for forlaget Arena.
Så der ér eksempler på magtmisbrug. Men i Bukdahls tilfælde er dette blot ikke udslag af en eller anden konspiration. Det er muligvis ikke en gang korruption, men måske blot et eksempel på rigtig, rigtig dårlig stil. Men det behøver man jo ikke nogen kulturkamp for at komme til livs. Problemet kunne løses af en ansvarlig redaktør, som tog sit job og sit blads troværdighed alvorligt nok til at udstikke en fyreseddel.
Som man forstår, mener jeg altså ikke, der er megen substans i kulturkampen. Påstanden om en magtfuld, enerådende kulturradikal klike, der bestemmer det hele, holder ikke.
Påstandene om et særligt venstreorienteret meningstyranni holder heller ikke. Det kan have været rigtigt nok engang i 70’erne, men selv den mest grundige nærlæsning af de seneste års danske skønlitterære nyudgivelser vil vise, at der er meget langt imellem bøger med politiske temaer overhovedet.
Jeg får helt lyst til at citere Jørgen Schleimann. Som svar på Brian Mikkelsens påstand om at vi er nødt til at sælge TV 2 for at give et modspil til DR, som jo ifølge Dansk Folkeparti er meget venstreorienteret, svarede Schleimann, at problemet med tv i dag ikke er, at det er for venstreorienteret. Problemet er, at det er for dumt.
Dette kunne være udgangspunktet for den gode værdidebat som vi aldrig fik. Hvordan forhindrer vi den totale forfladigelse af kulturen? Hvordan sikrer vi, at forlagene stadig har råd til at udgive bøger – og at forfatterne har råd til at skrive dem? Hvordan forhindrer vi yderligere avisdød, og hvordan forhindrer vi, at opinionsdannelsen udelukkende sker i de hurtigere og hurtigere elektroniske medier?
Man kunne blive ved. Netop fordi de fleste emner er mere relevante end dem, der behandles i ’kulturkampen’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her