Læsetid: 6 min.

Bjørnvigs opgør med genkendelsens glæde

- og udfordrende afsentimentalisering af naturen og den økologiske kamp
13. marts 2004

Jeg havde engang haft en ugle, jeg havde fundet som en lille trind dunbylt ved et skovbryn og efter en passende ventetid havde taget til mig,« skriver Thorkild Bjørnvig (I kentaurens tegn, 1993) om sin sonet »Uglen« fra digtsamlingen Anubis (1955).
»Jeg havde den og fodrede den, til den næsten blev voksen, sad på min finger i tusmørketimen, fløj ud og kom tilbage, lyttede, så sig om, og til sidst længe ind i mine øjne. Det var en uventet og chokerende oplevelse, noget lignende havde jeg aldrig oplevet før. Det førte mig til et opgør med genkendelsens glæde. Jeg genkendte intet i dens blik:
Én sad engang med lytten, spejden, nik,
nhalvvoksen, majestætisk på min finger,
nda følte jeg dens store gule blik,
undfange fremmedhed i mit, dyb ro,
nen vild befrielse; mit hjerte lo,
nda fuglen løftede sine bløde vinger.«

Omtrent samtidig, i juli ’54 under et ophold i Kandestederne ved Vesterhavet, noterer han i sin dagbog: »Angående spildolien på stranden: i dag råder hygiejnen i storbyerne, svineriet i landskabet. Vi står over for et uhyre problem: civilisationens affald! De radioaktive stoffer fra atombombefremstillingen, syrer fra fabrikkerne, skrald og ekskrementer forpester jordbund, vandløb, hav. Den ene del af jorden drives der rovdrift på, den anden del væltes cloaca maximas indhold udover.«
Skrevet en halv snes år før den bog om Det tavse forår af Rachel Carson, som ellers for mange blev den store øjenåbner for det, der kaldes ’miljøproblemet’. Og et halvt århundrede før det tyske Wuppertal Institut beregnede, at en enkelt mobiltelefon på 100 gram har såkaldte ’økologiske rygsække’ på tilsammen 75 kg liggende efter sig rundt om op kloden, især i de fattige lande. Rygsække er dog en noget misvisende betegnelse for de 75 kg: materialeomvæltninger af den foreliggende natur er der tale om. Hvoraf store dele henligger som affald, cloaca maximas. 75 kg for hver enkelt af udviklingens, vækstens, for ikke at sige fremskridtets mobiltelefoner. Som først nu for alvor skal udbredes til også de godt fire milliarder mennesker på kloden, der endnu ikke rigtig har fået mulighed for at gøre selve forbruget i de stadig større og stadig flere og æstetisk stadig mere pirrende indkøbscentre til selve den identitetsgivende mening med livet for det moderne menneske. Så øget økonomisk vækst og mere magt (helst almagt) over naturen kan holde beskæftigelsen oppe og sikre udviklingen for ikke at sige fremskridtet.
FN’s forskellige organer, Det Europæiske Miljøagentur, OECD, Wuppertal, World Watch Institute, og hvad der ellers findes af nationale og globale måleinstitutter, kan da også løbende berette om civilisationens stadig gigantisk højere affaldsbjerge.

Mere end selve det forbløffende fremsyn er grunden til Thorkild Bjørnvigs profeti den egentlige udfordring, han var og har givet i arv. Ikke blot for Bjørn Lomborg og mainstreams total-kompakte majoritet af moderne mennesker, der direkte eller indirekte hylder og følger Lomborg her i Vesten og i de fattige landes politiske, økonomiske og kulturelle lederskaber, men sandelig også for mange af de mest grønne græsrødder og NGO-kæmpende økologister.
Profetien fremkaldtes nemlig af den grundlæggende erfaring i uglens store gule blik: Naturens fremmedhed. Dens til-intet-gørelse af vores genkendende sentimentalisering af den, som var den til for vores skyld. Eller blevet til, skabt, af hensyn til os. Det er den ikke. (Det er derfor ikke os, der truer naturen; det er os, der truer naturgrundlaget for vores egen og efterkommeres mulighed for en humant set nogenlunde anstændig tilværelse. Naturen selv skal såmænd nok i en eller anden uorganisk, umenneskelig forstand klare sig). Den dybe ro og vilde befrielse og hjertelige latter, fremmedheden undfangede i og hos Bjørnvig, har han bevidnet i utallige digte og endnu flere variationer, hvoraf ikke så få er ekstatisk-konfliktfyldte og dramatiske til sprængningspunktet.
Enklest lyder forklaringen på, hvorfor fremmedhedens til-intet-gørelse af vores mening med natur- (og verdens-) historien virker livgivende:
»Imidlertid, det eneste, der for alvor fylder og oplader sindet, er det, vi aldrig kan få i vor magt, eller som vi frivilligt ikke udøver magt over – og som ikke udøver magt over os. Det er det frie selvberoende medmenneske, som vi beundrer og glæder os over, som vi måske er knyttet til i venskab og kærlighed – og det er bestandig her, kærligheden skal stå sin prøve, for så længe den i sig har den uselviske, salige interesse for det uberoende medmenneske, som vi beundrer og glæder os over, som vi måske er knyttet til i venskab og kærlighed – og det er bestandigt her, kærligheden skal stå sin prøve, for så længe den i sig har den uselviske salige interesse for det uberoende selvstændige i et andet menneske, så lever den og får ustandselig tilført ny næring. Men så snart venskabet og kærligheden slår om i magtinteresse og bliver tyrannisk, det bestandigt mulige syndefald, så dræber den det ukendte, fremmede i den anden part, gør den kedsommelig og bliver selv kedet. Friheden ved siden af os giver os alene personlig frihed og inspiration – det frie menneske, den frie natur, som er unddraget den permanente magtinteresse, men kalder på vor dybe uselviske interesse, den eneste, som befrier selvet.«

Ordene er hentet fra essayet »Natur og naturløshed«, Begyndelsen (1960):
»Vi oplever i dette århundrede (altså det 20., men det er uendelig mildt sagt ikke blevet bedre i det 21., el) en dyb og fatal krise i vort forhold til naturen. (...) Hvis en hovedmålsætning for naturvidenskab og teknik er kendskab til og total undertvingelse af naturen – så er der vel intet sært i, at vor form for risiko er bestemt af denne målsætning. (...) I det hele taget er jo alle fredningsbestræbelser udtryk for denne totale sejr over naturen: et ønske om at skåne den besejrede, dog ikke blot det, men vel også et ønske om, at noget i naturen, i alt fald temporært, skal være unddraget menneskelig kontrol og udfolde sig i frihed. Måske ud fra en anelse om, at menneskelig frihed blot kan udfoldes ved siden af andre former for frihed – at absolut betvingelse gør mennesket absolut afhængigt af det betvungne. Mens det ellers er tidens store og frygtelige illusion, at just den totale undertvingelse af alt, undtagen mennesket, skulle være vejen til den fuldkomne frihed. (...) Men hvor som helst, der er tale om en magtudøvelse, en magtinteresse, forsvinder interessen for det, som unddrager sig magten, eller al interesse går ud på at få det fremmede, det frie, det uudforskede, under kontrol. Når denne magtinteresse helt beslaglægger et sind, så intet har interesse, som ikke bliver behersket eller muligvis kan blive behersket, så fyldes det øjeblikkeligt, når det ikke lige bruger tiden til magtudøvelse - af tomhedsfølelse, af kedsomhed og lede.«

I 1960 udløste det fra Poul Henningsens side en noget nær forbandelse over Bjørnvigs hoved, efterfulgt af en progressiv, venstreorienteret, kulturradikal PH-discipels siden så berømte (og berygtede) latterliggørelse af forsvaret for »naturen, det billige skidt.«
Egentlig underligt, at PH ikke kunne høre, hvad Bjørnvig sagde, fordi han i stedet troede at høre antropocentrisk, antropomorf sentimentalisering af naturen, som blot er den anden side af vækstterroren mod den og almagtsbestræbelsen over den. Når samme PH dog i Liva Weel-visen »I dit korte liv« hylder netop det stykke af Shakespeare, Stormen, der stærkest fremhæver til-intet-gørelsen som det, der fremkalder befrielsen, frelsen, og glæden over, at er er. Så længe det nu må vare. Og være. To be or not be, som det hedder allerede i Hamlet.
Men, som nævnt, måtte Bjørnvig lige som hans udfordrede må, selvfølgelig slås med, at just glæden for mennesket som art medfører den etisk-moralske fordring om så at drage omsorg for det, der er. Også når det ikke er den menneskelige magtbestræbelse – ofte udøvet af staten – og naturvidenskab, teknologi, teknik og økonomiske vækst-besættelse – ofte som følge af fremmedkapitalens uundgåelige akkumulations-tvang – der destruerer. Men når det er naturen selv, der i sygdom og i naturkatastrofer til-intet-gør. Og som derfor må modsiges i en begrænset form for modstand. Uden at naturen (som nogle kalder Gud) selv fortæller, hvor nøjagtig grænsen for naturbeherskelsen går. Kun, at grænsen er der.
Thorkild Bjørnvig var ikke anti-humanist, skønt han kunne lyde sådan til tider. Det er omvendt: Sand, ikke nedværdigende humanisme (den kristelige barmhjertighed, om man vil), herunder det ikke-forfalskende, usentimentale økologiske engagement, springer af netop det fremmede. I dets til tider voldsomt dramatiske dialog med det humane. I dag er humanismen og det økologiske endnu mere truet af almagts-fantasterier og den globale økonomiske vækstterrorisme, end da Bjørnvig skrev. Dialogen med det ikke genkendelige ugleøje er blevet endnu mere nødvendig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her