Læsetid: 4 min.

’Bush stak hovedet i sandet’

I et angreb, der kan undergrave præsidentens stærkeste argument for genvalg, hævder Bushs tidligere terrorrådgiver Richard Clarke, at Bush måske kunne have hindret 11-9, hvis han havde fulgt Bill Clintons antiterrorplan
23. marts 2004

BOSTON – Lige fra første dag i Det Hvide Hus udviste præsident George W. Bush, hans rådgivere og ministre en minimal interesse for international terrorisme, og i særdeleshed for al-Qaeda-netværket. Deres fokus var i stedet rettet mod Irak og bygningen af et missilforsvar.
Det skriver Bushs tidligere terrorrådgiver Richard Clarke i sin bog Against All Enemies (Imod Alle Fjender), der udkom i går og som modtog prominent omtale i amerikanske medier.
Clarke gik især hårdt til værks i tv-dokumentarprogrammet 60 Minutes transmitteret søndag aften på den landsdækkende station CBS.
»Det er virkeligt skandaløst, at præsidenten stiller op til genvalg på den præmis, at han har udrettet en stor indsats mod terrorismen. Han sad truslen overhørig i månedsvis på et tidspunkt, hvor vi måske kunne have gjort noget for at hindre 11. september. Måske, for vi vil aldrig finde ud af det,« sagde Clarke.
Den tidligere terrorismerådgivers skarpe kritik af præsidenten er højst usædvanlig så kort tid, efter at han er trådt tilbage. Richard Clarke forlod sin post i Det Hvide Hus i februar 2003 – en måned inden Bush beordrede en invasion af Irak.
Kritikken falder på et tidspunkt, hvor præsidentens valgkampagne har brugt to uger på at understrege i tv-reklamer, at amerikanerne ikke bør betro modkandidat John Kerry lederskabet af USA under krigen mod terrorisme, fordi demokraten angiveligt skulle være for blødsøden. Det er blevet afvist af to republikanske senatorer, John McCain og Chuck Hagel, begge ligesom Kerry krigsveteraner fra Vietnam.

Spørgsmål ved lederskab
Clarkes bog og udtalelser kan således bidrage til at undergrave præsident Bushs stærkeste aktiv i den amerikanske valgkamp – nemlig, hans lederskab af USA og (mange vil sige) verden i tiden efter den 11. september 2001. I går havde Kerry endnu ikke kommenteret sagen, fordi han først vil læse nogle kapitler i bogen under en ugelang skiferie i Idaho.
Afsløringerne kommer desuden dagen før præsident Bushs undersøgelseskommission skal høre vidnesbyrd om USA’s antiterrorpolitik i perioden op til den 11. september fra præsident Bill Clintons ministre og rådgivere, herunder også Richard Clarke.
Det forventes, at de vil kritisere Bush for at have ignoreret deres advarsler om truslen fra al-Qaeda afleveret under magtoverdragelsen i januar 2001 og for at have negligeret deres detaljerede antiterrorplan. Denne plan blev i det store og hele ført ud i livet i månederne efter den 11. september og inkluderede indsættelse af specialstyrker i Afghanistan samt en aktion mod terrorfinanser.
Selv fortalte Clarke i tv-interviewet med CBS, at han trods ihærdige forsøg ikke var i stand til at få arrangeret et kabinetsmøde i Det Hvide Hus med Bush og hans ministre før en uge før terrorangrebet 11. september 2001. Her fremlagde han en plan til at bekæmpe al-Qaeda og andre islamistiske terrorgrupper.
»Bush var af den opfattelse, at dette emne ikke var vigtigt nok til at holde et møde om, ej heller skulle sikkerhedsrådgiveren (Condoleezza Rice) præsidere over et møde,« sagde Clarke på CBS.
Han fortæller også i bogen, at Rice tilsyneladende ikke var klar over, hvad al-Qaeda stod for, da han på sit første møde med hende omtalte terrornetværket. Det til trods for, at al-Qaeda af Clinton-regeringen var blevet beskyldt for at stå bag bombeangrebet mod krigsskibet USS Cole i Aden, Yemen i efteråret 2000, hvor 17 amerikanske matroser mistede livet.

Ubetydelig fyr
I april 2001 fik Clarke et møde i stand mellem viceministre fra forskellige ministerier og rådgivere fra Det Nationale Sikkerhedsråd. Her skal viceforsvarsminister Paul Wolfowitz imidlertid have insisteret på, at Irak stod bag terrorangreb mod USA og refereret til spekulationer om, at en irakisk agent havde forbindelser til de islamistiske terrorister, som blev dømt for at have anbragt bomber under World Trade Center i 1993.
»Nej, nej! Vi behøves ikke at beskæftige os med al-Qaeda. Hvorfor sidder vi her og taler om denne ubetydelige fyr (Osama bin Laden, red.)? Vi bør tale om Iraks terrorhandlinger mod USA,« skal Wolfowitz have sagt ifølge Clarkes noter.
I en udtalelse i The New York Times i går benægtede Wolfowitz ikke Clarks referat.
Sikkerhedsrådgiver afviste derimod i Washington Post, at Bush-regeringen skulle have underprioriteret bekæmpelsen af terrorisme i det første halvår af 2001.
»Vi tog flere af ideerne fra Clintons antiterrorplan i brug og bevilgede ekstra midler til FBI og kontraterrorrisme. Men Clarkes plan var utilstrækkelig. Præsidenten ønske at gøre mere,« fremfører Rice.

Besat af Irak
Ikke desto mindre syntes Bush og hans ministre at have været besat af Irak. Clarke fortæller, at forsvarsminister Donald Rumsfeld ville bombardere Irak dagen efter den 11. september, fordi der ikke var nogen gode strategiske mål i Afghanistan. Præsidenten skal også have beordret Clarke og andre rådgivere til at finde en forbindelse mellem Irak og den 11. september.
Da rapporten fra Clarkes kontor, FBI og CIA ikke kunne bekræfte forbindelsen, blev den ignoreret og aldrig vist til præsidenten.
Trods sit renommé som en høg i en 30 år lang karriere som sikkerhedsmedarbejder i Det Hvide Hus er Clarke erklæret modstander af Irak-krigen.
»Det var en unødvendig og dyr krig, som har styrket den verdensomspændende fundamentalistiske, ekstremistiske islamiske terroristbevægelse,« skriver han.
Til CBS sagde han søndag: »I årevis har bin Laden forudsagt, at USA ville besætte et olierigt arabisk land. Bush forærede ham et propagandakort.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her