Læsetid: 11 min.

Byen siger mig ikke noget

For Søren Ryge Petersen er naturen det, han dagligt sanser og det, han bor i. Den er også et stort historisk fællesskab, og den er den landbokultur, hvis forsvinden han begræder. Men af natur er han optimist
25. marts 2004

Natursyn
Søren Ryge Petersen er absolut ikke bymenneske.
»Aviserne har altid reportager og fotos af den første krokus i parken og folk i solen på fortovsrestauranterne,« siger han, »jeg har da prøvet at sidde på sådan en og drikke kaffe en forårsdag, og det er da hyggeligt. Men jeg vil dælme gerne hurtigt hjem igen! Jeg tager aldrig til byen for at opleve byen. Jeg boede et år i Åbyhøj, mens jeg læste på universitetet. Men ellers har jeg boet på landet hele mit liv. Jeg er født og opvokset på landet, jeg ville krympe sammen til ingenting i byen.«
»Det er ikke, fordi jeg er imod byen, det er fordi, jeg ikke kan undvære naturen. Jeg savner den efter to timer!«
– Hvad siger du til dem, der taler om storbyen som civilisationens og kulturens sted. Det rum, hvor man lærer at omgås det ukendte og anderledes civiliseret?
»Det skal man også herude, her er lige så mange sociale færdselsregler som i byen.«
»Vi snakker om by og land, men det er mere gradueret end som så. Der er byerne, ca. i størrelse fra Randers og opefter. Så er der det ’land’, der består af en masse små landsbysamfund, men så er der også den tredje gruppe af spredt bebyggelse, bestående af landbrug og nedlagte landbrug.«
»Dét er for mig landet. Her har vi ikke gadelys, her er der kun en håndfuld naboer, og det er da vigtigt, at man ikke er uvenner. Men det handler ikke om, hvad jeg spiser eller om, hvad der sker bag gardinerne; det handler om det, de kan registrere: Om jeg kører over en andens mark eller planter for tæt på skellet.«
– Folk der ’holder med’ byen, plejer at argumentere ud fra en politisk synsvinkel: Det er i byerne, demokratiet kan trives, mens Dansk Folkeparti hersker på landet, groft sagt?
»Det er nu meget groft sagt. Men jeg går selv ind for at være rimeligt diplomatisk. Det er dødubehageligt, hvis der kører en traktor forbi, og manden så kigger den anden vej. Når vi er så få og kender hinanden, så hjælper vi også hinanden. Når det sner, behøver jeg dårligt ringe, før en af de andre kommer kørende med sin kæmpe sneplov. Det er rart,« fastslår Søren Ryge, og det er ikke svært at indse. Han bor helt nede i bunden af den længste markvej, jeg nogensinde har kørt, her kan man virkelig sne inde til gavns.

Sanserne slår til
Nu hvor Søren Ryges børn er blevet voksne, er han alene det meste af tiden, siger han. »Og jeg møder ikke mennesker, når jeg går ud.«
– Og det sætter du pris på?
»Ja, for jeg møder så meget andet. Jeg går ud mange gange om dagen, uanset årstiden og vejret. Jeg skal fodre høns eller sætte et hegn op, der skal slås græs, hugges brænde, eller jeg skal ned og se til isfuglene – der er altid mindst tusind gøremål, som jeg kunne tage mig til.«
»Med årene er jeg dog blevet bedre til ikke at gøre noget. Nu kan jeg godt stå og bare glo ud over markerne i en halv time. Går jeg ud for at få motion? Nej. For at få frisk luft? Nej. Men mit sanseapparat slår til med det samme, jeg går ud. Jeg lytter, lugter, mærker, og det gør jeg bare helt! Jeg får så mange informationer, lyden af fugle, dyr, vinden, en maskine, der kører ude på marken. Så lytter jeg: Hvad er nu det? Nå, Ejnar er ved at skære flis. Jeg holder også meget af at høre en mejetærsker.«
– Kommer du fra landbruget?
»Nej og ja. Min far var lærer i Sydslesvig, men hele resten af familien havde gårde, og jeg har også selv været ude og tjene. Så jeg har landbruget både i generne og som miljø.«
»En mejetærsker er et godt eksempel, for hvis man kom fra København, ville man sige ’hold kæft en larm, nu er vi kommet helt herud, og så kører den maskine hele dagen’! Men for mig er det dybt meningsfuldt.«
»Tidligere boede jeg i et nedlagt landbrug ved Silkeborg, men der var ingen markveje, ingen hegn, ingen natur, vi skulle ud i bilen, hvis vi skulle ud i naturen. Her er den bare lige udenfor. Jeg kan gå fem meter eller fem kilometer, og jeg er stadig i det, jeg forstår ved natur. Eng, skov, gammel søbund, alle biotoper er her også.«
– Undtagen havet!
»Det måtte godt være lige derovre,« griner Søren Ryge og peger ud ad vinduet. »Men man kan ikke få alt. Min tidligere kone sagde engang, at jeg boede i et lille hus i en stor natur, og det vil jeg ufatteligt meget hellere end det omvendte!«
Helt lille er ejendommen nu ikke, slet ikke når man tager udhusene med. Men det er rigtigt, at det er udenom, der er masser af plads. Engang havde han 1.000 kvadratmeter staudebed, fortæller han, og alene synet af den mellemstore mark, han eufemistisk omtaler som ’køkkenhaven’, får lænden til at værke.

Hele livets stære
Der har været fire overvintrende stære i Søren Ryges stærekasser, men den 2. marts kom et træk på 20.
»De begynder at synge, og jeg registrerer det omgående. Når jeg høre den lyd... Det er hele mit livs stære, jeg hører endnu en gang. Det giver mig en kæmpe glæde. Bogfinken begyndte at synge i går, jeg bliver så glad! Og den slags sker jo hundrede, ja tusind gange i løbet af året.«
»Fugle er noget stort for mig. Fugle er en så væsentlig del af naturen. De er indikatorer, både for hvor godt naturen har det og for årstiderne.«
Naturen er også vokset sammen med Søren Ryges Petersens personlige historie.
»Oprindelig har jeg kun været lidt overgennemsnitligt interesseret i fugle, jeg har aldrig været ornitolog,« fastslår han. Men det er hans søn Jens til gengæld blevet.
»Når jeg ringer til Jens, siger jeg: Der går 47 sangsvaner ude i engen. Jeg tæller dem, for jeg ved, han straks spørger ’hvor mange?’ Og hvis jeg bare siger ’svaner’, spørger han ’hvilken slags’? Der er ikke noget, der hedder svaner og ænder eller fugle.«
»Jo mere man ved, jo bedre bliver det at vide, at der er 47 sangsvaner. Det lukker næsten altid op for en masse andet: Hvorfor de er her, at de om to måneder er på vej til Sibirien osv. Man ser ind i evigheden, de kom også i stenalderen, i jernalderen.«
Og havde det ikke været for Jens, ville Søren Ryge ikke vide, at han havde set skovsneppen.
»Jens og jeg lytter med de samme øren, men han har øjne i nakken.«

Mod nord
At Jens er blevet ornitolog, har betydet, at far og søn har rejst landet tyndt sammen. Til Nyord ud for Møn, til Skåne, til de øvrige træksteder – og til Færøerne og Island.
– Men det virker, som om du altid rejser mod nord, aldrig mod syd?
»Jeg har da været på turistrejser til Costa del Sol eller i Italien. Hvem har ikke det? Men jeg gider det ikke ret meget. Jeg holder forfærdeligt meget af den nordiske natur, i Norden er naturen indiskutabel. At jeg kan forstå sproget i Norden – eller på Shetlandsøerne er ligeledes en afgørende faktor for mit forhold til kulturen, sammen med tanken om, det her en gang var en del af Dan mark.«
– Naturen er også et stort historisk fællesskab?
»Lige præcis. I Norden – og i Skotland og på Shetlandsøerne føler jeg mig på historisk hjemmebane. Jeg har læst min William Heinesen og har fulgt i Martin A. Hansens fodspor på Island. Sagaerne er vigtige for mig.«
»Og så er der én ting til: Jeg hader varme. Jeg vil hellere tage to par lange underbukser på end gå med bar mave. Kulde kan man næsten altid putte sig for, men hvis temperaturen er over 30 grader, er du bare lost. Hvis der er hedebølge herhjemme, går jeg ikke ud af huset!«

Grimme tanker
Søren Ryge elsker rovfugle. For det meste. Tårnfalkekassen hænger på sin stolpe i engens ene hjørne, musvågen er også en kær gæst, men så er der duehøgen. Den har faktisk taget 24 ud af 30 hvide duer. Og nu har den fået øje på dværghønsene.
»I lørdags vågnede jeg lige ved daggry ved en grim larm udenfor. Det var meget hørligt, at duehøgen var i gang med en dværghøne, og da jeg kom ud, havde den taget tre høns. Den dag gik jeg med grimme tanker om duehøgen.«
Det er nu ikke fjerkræ, Søren Ryge mangler. Hans 150 stærekasser kan melde om alt optaget, uglekasser er her også, foruden alle mejsekasserne rundt omkring. Det nyeste projekt inden for fuglekasser får jeg lov at beskue i teleskopet – en fødselsdagsgave fra Jens. Ti allikekasser, der blev sat op 1. marts. Øverste etage til højre er allerede beboet.
»Men jeg er lige så pjattet med planterne, at se dem vokse, dufte til dem. Blot kan man ikke høre dem så meget – bortset fra træerne. Træerne er min vindmåler. Jeg har også en elektronisk, men det er træerne, jeg lytter til, når jeg vågner om natten. Jeg kan præcis høre, hvor meget det blæser, og det er ikke noget, jeg har lært mig eller villet lære. Træerne har lært mig det.«
– Du føler dig på niveau med naturen?
»Især naturen her omkring, som er den, der betyder mest for mig. Jeg bor i den og er dybt fortrolig med den. Men i virkeligheden er der tale om fritidslandbrug med 20-30-40 tønder land, brug som ingen kan leve af i dag. Den er ikke fredet og ikke beskrevet i nogen naturvejlederguide for at få os hen – den er bare righoldig og dejlig. Det net af grusveje, der er her omkring, er ikke anlagt af nogen myndighed, du finder ikke en gul prik på et træ. Det er en type dansk landskab, som der er en hel del af, uden at nogen myndighed interesserer sig for det. Og det er en del af den gængse udvikling inden for landbruget, hvor mere og mere jord vil gå ud af drift, fordi det ikke kan betale sig at dyrke den. Cirka to tredjedele af jorden dyrkes, så er der 10 procent skov, og så er der byerne.«
– Der bliver ikke meget tilbage til dit landskab!
»Jamen i statistikken falder det ind under de arealer, der er registreret som skov eller landbrug. Det er ikke skilt ud.«

Den tabte landbokultur
– Er du ikke lidt optimistisk. Måske er der arealer i Jylland, der går ud af drift, men på øerne er jorden jo god, og om ikke andet, så bliver der sået vinterhvede, fordi der skal være noget at hælde gyllen på?
»Jeg synes, det er dybt sørgeligt, at landbruget i den grad er blevet industrialiseret, med alt hvad deraf følger. At gode, flinke, rare landmænd enten bliver fanget i udviklingen eller må dreje nøglen om. Der er fantastiske værdier i landbokulturen, som nu er ved at være væk. Det værste ved industrialiseringen er ikke gyllen og forureningen eller manglen på dyrevelfærd, nej det er, at der er kommet en gigantisk afstand mellem land og by, det er så sørgeligt!«
»Det er sket i løbet af en generation eller to. I 1950’erne var der ikke mange, der ikke havde familie på landet. Man kom ikke på landet, fordi man tog på udflugt, nej, man skulle på besøg, ikke ud i en nationalpark. Selvfølgelig lugtede der i faster Aases grisestald, men bagefter kom man ind og fik frikadeller med masser af sovs og nye kartofler og jordbær med fløde, og så gjorde lugten ikke noget.«
»Det specielle ved vores erhverv... vores! Jeg kom til at sige vores! Det har jeg aldrig gjort før, jeg er ikke landmand. Men det specielle er, at erhvervet stadig forvalter to tredjedele af Danmarks jord, at der er så megen dyrkbar jord i Danmark.«
– Det kalder måske snarere på en jordreform! Når jorden efterhånden kun dyrkes af grisebaroner?
»Det er rigtigt, at landbruget har en stor andel af skylden for, at vores natur er blevet forarmet. Man kunne dyrke mange andre ting end vinterhvede. Men det er ikke kun et udtryk for fantasiløshed, der ligger også en ufølsomhed i det. Mellem Århus og Randers er der ekstremt god jord, og dér ligner landet et ørkenlandskab: Ingen hegn, ingen alleer, kun kæmpemarker, hvor der ikke står noget i vejen. Men for landmanden er sådan et landskab smukt, diskussionen er ikke mulig.«
»Samtidig har landbruget ekstremt dårlige talsmænd. Det er det samme, hver gang en ny sag er på dagsordenen, så benægter de fakta eller kræver kompensation.«
– Mener du, at de skulle have bedre spindoktorer?
»Faktisk ja.«
– Hvad skulle det hjælpe, at de blev bedre til at lyve?
»Når den brede befolkning gang på gang hører den slags bavl, synes alle jo, at bønderne er nogle røvhuller. Tænk, hvis Gæmelke sagde: ’I har ret! Det her går ikke, det skal vi gøre noget ved’. Hvorfor skal det være ministre, der tager affære, hvorfor kan de ikke selv se det og erkende det? Det er for dårligt af landbruget, at det
ikke kan se det, det skal de erkende!«
»Men jeg er ingen dommedagsprofet, der skal meget til, før jeg ikke kan se en udvej. Og vi bor i et så lovlydigt samfund, at jeg nok tror, vi også skal få styr på landbruget,« tror Søren Ryge Petersen optimistisk.

FAKTA
Natursyn
*Interviewet med Redaktør ‘DRDerude’ Søren Ryge Petersen er det syvende i en serie om forskellige natursyn. Artikler med professor i nordisk litteratur Thomas Bredsdorff, professor i systematisk teologi Niels Henrik Gregersen, forfatter Mads Lidegaard, redaktør Jens Meulengracht-Madsen og forfatter Vagn Lundbye og frugtavler Ritt Bjerregaard blev bragt henholdsvis 6., 9. 11., 16., 18. og 23. marts.
Kommende interviews: Miljøminister Hans Christian Schmidt og journalist og forfatter Keld Hansen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu