Læsetid: 7 min.

Chokkets kvadratur

Begynderheld. Hvornår ved vi, om vi har vænnet os til terrorismen? Hvis samfundet forbliver uforandret – er vi da mere hårdføre eller mere blødsødne, end vi forestillede os?
26. marts 2004

Frit slag - terror
Umiddelbart efter 11. spetember slog det mig: Der kunne gå år uden ny terror, men skete noget lignende igen inden for en overskuelig horisont ville ingen huske pausen imellem de to begivenheder. Pausen ville i historiebøgerne forsvinde i en Terror-æra. ’Noget lignende’ vil sige: et uprovokeret terrorangreb – rettet mod et vestligt samfund og med tab i den samme størrelsesorden. Lige så tydeligt som Terroræraen blev indvarslet af 11. spetember ville den blive bekræftet af den følgende begivenhed. De perspektiver, der tøvende var blevet rejst, ville blive gentaget med vished. De spørgsmål, der frygtsomt blev stillet, ville blive besvaret. De beroligelser, der blev afgivet, ville blive fejet bort. Vores tid ville tage form på samme måde som Den Kolde Krig: Den ville udvikle sig til en selvbevidst tilstand, der for de fleste af os ville blive selve det konceptuelle framework for vores syn på verdenssituationen – og som selv dem, der måtte tvivle på begrebets fornuft, lejlighedsvis måtte orientere sig efter. Problemet ville vokse til at være Alle Andre Problemers Ramme.
Den fornemmelse har jeg stadig. At massakren i Madrid ikke har hældt os lodret ned i undtagelsestilstandens panikkværn, skyldes tre helt umiddelbare ting – dels størrelsesforskellen (tabstallet for 11. september var så højt, at det tåler sammenligning med slag og småkrige); dels det faktum at ETA var den første hovedmistænkte – og endelig, delvist afledt af de to andre faktorer: at overraskelseseffekten på det mest kyniske er aftaget. Ingen tør kalde angrebet uventet og i hvert fald de skarpeste kritikere af USA’s terrorkrig har svært ved at betragte angrebet som uprovokeret. (Er det ironisk, at de kan understrege den manglende forbindelse mellem Saddam Hussein og Al-Qaida, men samtidig mene, at opgøret med den ene part kan udløse en solidarisk reaktion hos den anden?)
Den indlysende reaktion i medierne har været at terrorismen er rykket tættere på – og man tager sig selv i at studere ansigterne i metroen for at finde tegn på bekymring. Hvor tæt på er tættere? Svaret er utvivlsomt ikke kun geografisk men nok så meget politisk – f.eks ville et angreb på et lille europæisk land have en anden chokeffekt end et angreb på en stor nation, hvor terrorismen er en historisk erfaring. Vores første tab af sikkerhed skete med 11. september: det næste har vi ikke set endnu. Og det er egentlig forbløffende, at terrorismen ikke har fremkaldt en stærkere reaktion – kulturelt, politisk, sociologisk – i en tid hvor vi efter sigende hungrer efter autentisk drama. Det er fortsat lettere at forholde sig til reaktionen på terrorismen end til fænomenet selv.

Grundlæggende har de fleste fornemmelsen af, at man ved overhovedet at tale om terrorismen går terroristernes ærinde: at ethvert forsøg på at forholde sig til problemet anerkender og dermed opmuntrer terroristerne. Det er den opfattelse, der giver sig udslag både hos dem, der nægter, at fænomenet har nogen særlig samfundsmæssig vægt – og hos dem, der mener, det er en dødelig udfordring, som kun kan kureres ved, at vi trodsigt fortsætter som vi plejer (hvor det konkrete udtryk af disse to modsatrettede synspunkter kan vise sig sammenfaldende).
Hertil kommer, at terrorismen i sin natur – og særligt: i sin nuværende, nye form – er karakteriseret ved (bogstaveligt) at skære verden i stykker på kryds og tværs. Ikke alene kræver diskussionen, at vi taler indenrigs- og udenrigspolitik i samme åndedrag – selv det simpleste forsøg på at konkretisere problemet kræver fagspecifik viden som regel indenfor helt urelaterede områder. Hvem er i stand til det?
En anden grund kan vi finde ved at spørge, hvordan det præcis er, at det normalt lykkes at få et problemfelt politisk aktiveret? Det er ikke kun de største problemer, der kommer længst op, men i nok så høj grad: de problemer, der kan findes løsninger på. Faktisk er det ofte løsningerne, ikke problemerne, der danner de varige mønstre i politik: Når først man har besluttet, at staten er god, fordi den er god til én ting (f.eks. at udligne sociale skel) er man tilbøjelig til at bruge den også næste gang (f.eks. til at løse miljøproblemerne). Hvis man mener, at hårde straffe holder lommetyvene i ave, vil man næppe sende terroristerne på AMU-kursus – ganske parallelt med Robert Kagans argument om, at amerikanerne ser verdens problemer som militære, præcis fordi de har militære løsninger til rådighed.
Her er terrorismens problem det indlysende: At løsningerne fortaber sig i umulige kalkuler af risici. Det er ikke overraskende, at de, der mener, terrorismen er et problem af relativt begrænset samfundsmæssig betydning, mener, at løsningerne er (for) dyre og (for) komplicerede – det er mere subtilt: selv de – os! – der tør sige, at terrorismen må betragtes som samfundets helt primære politiske udfordring, har vanskeligt ved at formulere den sætning, der må komme bagefter. Vi er vist helst fri (se, det var svært).
På den måde har terrorismen meget tilfælles med bekymringen for miljøet. Et problemfelt af potentielt eksistentiel karakter, der berører et utal af varierede områder. Et problemfelt, der – hvis vi skulle forsikre os til fuldstændig sikkerhed – ville betyde, at samfundet skulle fundamentalt ombygges (nedlægges). Sammenlign med det eneste succesfulde eksempel i nyere tid, hvor folket har tvunget politikerne til at sætte et emne øverst: mistroen til flygtninge og indvandrere. Hvorfor kunne befolkningens frygt omsættes i politisk handling? Dels fordi frygten var udbredt – men også fordi det viste sig, at der var flere mulige tiltag, end eksperterne mente. For en professionel meningsdanner ligner det symptombehandling at lukke de danske grænser og sætte Grundtvig på pensumlisten – men vælgerkorpset ser anderledes på det. De har fået lov at reformere, fordi stramningerne af udlændingepolitikken faktisk kunne realiseres, uden at Danmark blev ekskluderet af verdenssamfundet, opløst i borgerkrig eller halveret i BNP. Landet kunne få lov at forblive sig selv – i hvert fald i befolkningsflertallets øjne. Vil det samme gælde et samfund, der indrettes på terrorismen?
Mest realistisk synes en indarbejdning af terrorhensynet, som det har været tilfældet med bæredygtigheden: afvent gule mærkater på busser, broer og diskoteker med påskriften ’terrorsikret’. Den type tiltag er ikke langt fra den amerikanske virkelighed, og her balancerer terrorbekæmpelsen på kanten af farce, fordi den skal sætte katastrofens mulighed på pædagogisk form. Hensynene kommer til at ligne den anerkendende dialog, vi helst ville undgå. Beslutsomheden ligner et tegn på diktatur. Tålmodighed – på svaghed. Nuancering – på usikkerhed. Balancen – og dermed autoriteten – synes umulig at fastholde.
Riskoen for at indføre politistaten og dermed opfylde terroristernes profeti står imidlertid overfor spørgsmålet om, hvornår terrorismen alligevel bliver så væsentligt et problem, at den ikke længere kan ignoreres? Svaret: I præcis det øjeblik, hvor det politiske system vil undergrave sin egen legitimitet ved at tildele problemet for lidt opmærksomhed snarere end for meget.
I en klassisk statsforståelse blev det punkt passeret den 11. september: Det var præcis logikken i at kalde angrebet en krigshandling, der dermed udfordrede nationens overlevelse og således: statens legitimitet. Man kan gøre det til et valg mellem Thomas Hobbes og oplysningstidens mere valne slæng af letmælksdemokrater: Ifølge Hobbes går staten (kun) under, hvis den ikke kan forsvare sine borgere – ifølge de liberale filosoffer, (kun) hvis den knægter frihedsrettighederne. Men sandheden ligger et eller andet sted mellem de to filosofiske poler: Staten går under i samme sekund som borgerne mister tilliden til, at den er deres last, best line of defense – og det kan meget vel ske et sted efter, at deres frihedsrettigheder er blevet (inds)krænket – og før den sidste rest af autoritet forsvinder i sirenekor og støvskyer.
Statens legitimitetstab ville ske grad- og pletvist. Mange samfund befinder sig permanent i en tilstand af terrorkrig – Nordirland, Israel, talrige tredjeverdenslande, der kender terrorismens asymmetri: Visse områder rammes, andre går fri. Man indretter sig: jo hyppigere terroraktionerne bliver, og jo mindre tabtallene er, des større chance for at det lykkes staten og meningsdannermiljøet at forsinke deres eget legitimitetstab. Netop den helt uvirkelige størrelsesorden af 11. september kan således komme til at virke ikke som Terroræraens begyndelse, men som dens benægtelse: Så længe intet lignende forekommer, vil vi kunne tillade at føle os stadig tryggere, jo længere væk fra 2001 kalenderen bærer os.

I Terry Gilliams fremtidsfilm Brazil fra 1985 bliver en af regeringens ministre spurgt, hvordan det er lykkedes terroristerne at bekæmpe regeringen i næsten 13 år. Hans veloplagte svar: »Begynderheld!« Det karakteristiske ved Gilliams dystopia er hverken de voldelige rebeller eller statens skråsikre bureaukrater, men derimod de udstadsede stamgæster på en fornem restaurant, der upåagtet gennemfører måltidet mens bomberne eksploderer mellem bordene. Man erindrer Bush’s opfordringer til amerikanerne om at fortsætte med at forlyste sig. Men også at Osama bin Ladens hævntogt mod USA efter sigende tog form med Saudi-Arabiens beslutning om at huse amerikanske tropper i 1990: Hvis aktion og reaktion i terrorkrigen falder med 11 års mellemrum er de to et halvt år siden 11. september for intet at regne.
Selv en choktilstand har svært ved at strække sig i det tidsperspektiv. Måske er vores sindsro et udtryk for, at vi i fuld fortrøstning beror på statens forsvarsevne og samfundets sammenhængskraft: stolte af vores upåvirkelighed – i tillid og i trods. Eller måske vil vi blot vælge vælge den falske tryghed over den ægte bekymring – præcis så længe, terroristerne tillader os at træffe valget selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu