Læsetid: 5 min.

Cobra, Kirkeby og hygge

Nyt galleri i Københavns førende galleridistrikt (nej, det er ikke Bredgade) sætter en lidt yngre generation af kunstnere i udstillingsvinduet. Men hvordan sælger man egentligt kunst til studerende, der kommer for de gratis øl?
10. marts 2004

Galleriet
I et tidligere autoværksted, nu omformet til smagfuld, gallerihvid uigenkendelighed, åbnede Birgitte Kirkhoff i sidste uge et galleri, der allerede før åbningen blev omtalt som et sted, der ville gøre sig. Den positive foromtale skyldes næppe, at Kirkhoff er kunsthistoriker – dem kan man som bekendt fodre svin med – men måske, at hun har stået i lære hos de yngre galleristers svar på Donald Trump, Nicolai Wallner.
Nu er galleriet faktisk ikke så kliniskhvidt, som det ellers hører sig til, for bag ved udstillingslokalet og kontoret, har kunstnergruppen AVPD indrettet et ’reading room’ i 70’er gul-grønt farveskema. Læsesalen er et forsøg på at åbne galleriet op for offentligheden – halvt bibliotek og halvt bladkiosk, der altså udover at byde folk indenfor, tjener som teoretisk modstykke til det udstillede.
»Jeg har ikke lyst til helt at lægge den akademiske interesse bag mig – og Institut for Kunsthistorie ligger jo lige på den anden side ad gaden,« siger Birgitte Kirkhoff og peger.
Hun sidder i kontoret, ved siden af et bord proppet med blomster, der nok har stået et par dage for længe, men som vidner om en sympatiske modtagelse på den københavnske kunstscene. Der har været en del mennesker forbi galleriet siden det åbnede, selvom det nok er for tidligt at tale om et decideret kommercielt gennembrud:
»Jeg har da solgt to magasiner,« griner galleristen.

I slipstrømmen?
Kirkhoff ligger på Amagerfælledvej, på hippe Amager – som det gerne pointeres nu om stunder og på dagen hvor øen udstyrer København med endnu et shoppingcenter – lige over for et halvfærdigt Københavns Universitet. Området er tæt besat af gallerier: Nicolai Wallner, Christina Wilson, Gimm Eis, Nils Stærk og nu altså Kirkhoff.
– Hvorfor valgte du at lægge galleriet herude?
»Det er halvandet år siden, jeg begyndte at tænke på at starte et galleri, hvor det skulle ligge, og hvem jeg gerne ville arbejde sammen med. Min første prioritet var at finde et sted herude: Området er både herhjemme og i udlandet kendt. Det er her, de vigtigste gallerier ligger – og det er galleriet, jeg sagtens kan identificerer mig med.«
– Du var ikke bekymret for at blive usynlig, når du lagde dig i slipstrømmen fra de andre?
»Jeg overvejede også at lægge galleriet i Valby – ligesom The Leisure Club Mogadishni. Men jeg tror, det er nemmere at få folk forbi herude, og selvom gallerierne herude alle arbejder med samtidskunst i internationalt regi, synes jeg alligevel, de er meget forskellige.«
– Hvad er din ambition med galleriet?
»At vise gode udstillinger og sikre kunstnerne en international karriere. Jeg har valgt at arbejde med kunstnere, som jeg mener er ekstremt dygtige. Nogle gallerier vælger et meget skarpt fokus – konceptkunst fra 60’erne eksempelvis – men det vil jeg ikke. Jeg vil gerne arbejde sammen med nogle kunstnere, der har en form for kontinuitet i deres arbejde, i det materiale de vælger at undersøge. Ikke fordi man ikke skal forny sig, men jeg kan godt lide den selvsikkerhed, der ligger i, at man tør blive ved med at undersøge det samme materiale igen og igen og fra nye vinkler.«
– Nicolai Wallner promoverede, da han begyndte én generation fra kunstakademiet. Har du et lignende projekt?
»Det er ikke, fordi jeg på sigt kun vil arbejde sammen med kunstnere på min egen alder, slet ikke. Men der er en form for slægtsskab: Jeg er netop begyndt som gallerist, og de er netop færdige fra akademiet og skal ligesom mig til at arbejde på nye præmisser. Vi har nogle fælles interesser, og jeg forstår det materiale, de arbejder med. Desuden er det jo sjovere at arbejde med nogle kunstnere, som ikke allerede er velanskrevne.«

Studerende og samlere
Da Kirkhoff åbnede den 27. februar var der op imod 500, der valgte at kigge forbi – både til selve ferniseringen, men især til den efterfølgende fest i garagen ved siden af. Enhver der har gæstet en fernisering på et af Amagers gallerier vil vide, at det ikke ligefrem er det købestærke publikum, der dukker op, men studerende fra kunsthistorie, Kunstakademiet og andre med SU-relaterede indtægter. Så hvem er det egentligt der køber værkerne?
»Nu har jeg jo kun været i gang en uge,« siger Birgitte Kirkhoff, der dog også har erfaringer som assistent hos Wallner, som omviser på Arken og som kunstkonsulent for Nykredit. Men netop med henblik på studerende og andre fattigrøve, vil Kirkhoff sælge multiples i galleriet, så flere har mulighed for at købe værker.
»Det synes jeg er en god og demokratisk tanke,« siger hun. Men ligesom andre samtidsgallerier, betoner hun nødvendigheden af de internationale kontakter:
»Det er jo ikke så mange store kunstsamlere i Danmark så derfor er det nødvendigt at kigge ud over landets grænser. Men det er jo ikke bare en nødvendighed: Det er ganske enkelt mere interessant at komme ud, hvor man kan møde flere mennesker og en større interesse for genrer, der måske ikke fylder så meget herhjemme.«
Kirkhoff trækker lidt på svaret – mindre end en uge som gallerist har udstyret hende visse reservationer over for pressen:
»Jeg har en sær fornemmelse af, at alt hvad jeg siger pludselig er blevet politisk.«
– Hvad lærte du som kunstkonsulent for Nykredit?
»Nykredit har som den eneste danske virksomhed, tror jeg, kunstfagkyndige ansatte til at håndtere deres i øvrigt store kunstsamling. Den er ikke blevet til som investeringsobjekt, men for medarbejdernes skyld. Det var en spændende udfordring at skulle formilde samtidskunst til mennesker, der ikke i forvejen er interesseret. At hænge et maleri op på deres kontorer er jo lidt som at bryde ind med kunsten på deres domæne. Og jeg fik forbavsende stærke reaktioner: enten var de meget begejstrede eller meget negative. Der er en tendens til, at det er meget dekorative ting, der ender på kontorer: Noget, der ligner noget Cobra eller Kirkeby, noget hjemligt og hyggeligt.«
– Hvordan betragter du din opgave som gallerist?
»Det er min opgave at formidle kunstnernes værker, uanset om folk kan købe eller ej. Jeg kender godt den der fornemmelse af at stå i et fint New York-galleri, hvor man ikke tør spørge om noget som helst, fordi de kun er interesseret i folk, der kan købe. Sådan skal det ikke være her, tværtimod.«

*Galleri Kirkhoff, Amager Fælledvej 42, København S. The Inaugural Show med Lucas Ajemian, AVPD, BankMalbekRau, Matthew Burbridge, Christina Malbek, Lilibeth Cuenca Rasmussen & Gitte Schäfer. Til 7. apr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her