Over en milliard vælgere, de fleste af dem i Asien, vil i år komme til at udøve deres stemmeret. 2004 er et valgår, hvis lige vi aldrig har oplevet mage til. Demokratiet gør tilsyneladende store landvindinger på det globale politiske kort. Store folkefester kan garanteres land og rige rundt, men kigger man nærmere efter, er det imidlertid ofte så som så med det demokratiske indhold.
Det er Asien, som vil komme mest i fokus i de kommende måneder. Taiwan og Malaysia gik til valg i forrige weekend. Indonesien, Sri Lanka, Sydkorea og Indien gør det i april, og i maj følger Filippinerne efter. De politiske udfald vil blive mærkbare langt uden for landenes grænser og vil både kunne styrke og svække Vestens stilling i dens såkaldte krig mod terrorisme.
Først en god nyhed: Valgresultatet i Malaysia har vist, at en moderat islamisme med sekulært islæt kan holde helvedes- (og paradisprædikende) mullaher og ekstremister stangen, selv når vælgerbefolkningen er dybt religiøs. Oppositionspartiet PAS, hvis program minder om Talebans minus væbnet vold, mistede magten i en af de to delstater i nordøst, som det styrede og kom meget tæt på også at tabe den i den anden. Løfterne om økonomisk udvikling bidrog hertil. Men den afgørende faktor var, at centralregeringen vovede at tage konfrontationen i en ideologisk-religiøs debat, som fik den nye ministerpræsident, Abdullah Badawi, til at fremstå som den bedste muslim.
Det stik modsatte gør sig gældende i Indonesien, hvor de politiske partier passer meget på ikke at lægge sig ud med islamisterne, og foretrækker at fiske stemmer i rørte vande. Trods to ødelæggende terrorugerninger på Bali og i Jakarta er terrortruslen og eksistensen af Jemaah Islamiyah og andre jihad-bevægelser i regionen ikke et politisk tema, præsident Megawati vil vide af.
Den fattige nabo Filippinerne, som balancerer på randen af økonomisk kollaps og anarki med den sydlige ø Mindanao som epicentrum for regional terrorisme, er også i demokratisk krise. Peoples Power, den massemobiliserede folkevilje, som engang styrtede Marcos-diktaturet og den siden korrupte præsident, Joseph Estrada, er i dag et viljesløst værktøj i populisters hænder. Fernando Poe Jr. hedder folkeforføreren, der ligesom hans nære ven Estrada var, er populær filmstjerne.
Sri Lanka går til valg med splittelse både i Colombo og i den terrorist-stemplede Tiger-bevægelses indre geledder. To års våbenhvile har ikke ført til ny gensidig forståelse, og ej heller har den nu 21 år lange konflikt formået at skabe nye politiske kræfter eller bare ansigter.
Lidt ironisk er det, at det multikulturelle Indien sandsynligvis går imod sit fredeligste valg i mange år, samtidig med at den regerende hinduhøjre-koalition ser ud til at få massiv opbakning. De over 600 mio. stemmeberettigede risikerer at købe katten i sækken, eftersom landsfader, ministerpræsident A. B. Vajpayee (79), næppe har helbred til en hel ny periode. Tomrummet står til at blive fyldt af en absolut høg, og en ny generation af ekstremister kan få frit løb for deres farlige ambitioner. I fraværet af en stærk parlamentarisk opposition trues verdens største demokrati af øget polarisering, nye kriser og konflikter.
Asiens demokratier er i de fleste tilfælde unge og lever sjældent op til vestlige demokratiske normer. Mange af dem står i en kritisk fase. Risikoen for et tilbagefald til militærstyre er næppe den største trussel. Det er snarere den nye politiske elites svig, som mere end noget andet skader og miskrediterer demokratiet.
Iagttagere er chokerede over, at de fattige masser i Filippinerne præcis på samme måde som i 1998 er parate til at stemme en politisk analfabet til magten. Poe jr.s eneste meriter er, at han i filmens verden har spillet roller som helten, der kæmper for retfærdighed for samfundets undertrykte. Ræsonnementet synes at være dette: Masserne ved, at de etablerede politikere er totalt ligeglade med dem, når de først har fået deres stemmer og føler ikke, at de har noget at miste ved et protestvalg.
I Asien tolkes demokratibegrebet alt for ofte som en styreform, hvor der nok er stemmeret for alle, men de valgte magthavere til gengæld har uindskrænket frihed og mandat til at herske. Thailand har i dag en folkevalgt leder, som har skaffet sig større magt, end nogen kupgeneral har haft og som udøver den i ren diktatorstil. I Sydkorea har vi oplevet en anden parodi på demokratisk ånd, efter at oppositionen har forsøgt at udnytte sit parlamentsflertal til at afsætte præsident Roh Moo-huyn for en bagatelagtig forseelse. Demokratiets institution styrkes heller ikke just af det, som er sket i Taiwan, hvor den besejrede kandidat antyder, at præsident Chen Shui-bian skulle have iscenesat et mordforsøg på sig selv for at høste sympatistemmer.
De autoritære konfucianske asiatiske værdier, som der blev henvist til frem til finanskrisen i 1997 for at forklare det asiatiske mirakel lever videre, skønt ikke mange taler om dem længere. Trods alle sine svagheder har demokratiet dog vist sig som det i det lange løb bedste system. Krisen kræver nu en forstærket indsat for at gøre det klart for magtelite og middelklasse, at stemmeret kun er begyndelsen på en meget lang proces.
