Læsetid: 4 min.

Sig det (endelig ikke) med blomster

I Tjekkiet kan kvinder godt reagere på en markering af Kvindernes Internationale Kampdag, som var det en personlig fornærmelse. Det er et spørgsmål om historisk hukommelse
13. marts 2004

Prag
I mandags var det så kvindernes kampdag. I Danmark ikke en dag, der for alvor har kunnet bringe mit pis i kog, for nu at sige det ligeud. Selvfølgelig er der altid brug for at tage endnu en runde om, hvorfor kvinder får lavere løn for samme arbejde, hvorfor relativt få mænd tager børneorlov, og hvorfor der stadig er langt flere mænd med magtfulde positioner og den slags ting. Men et særligt følelsesfuldt forhold til den 8. marts kan jeg næppe bryste mig af at have.
Anderledes er det åbenbart her i Tjekkiet. Forleden var min underbo, Marcela, forbi til kaffe og snak over køkkenbordet. Da jeg sådan en passant nævnte, at det jo var kvinders internationale kampdag, blev hun, der ellers er en høflig, blid kvinde, helt rød i kinderne og vred i blikket.
»Jeg har altid hadet den dag«, sagde hun.
»Hvorfor det?«, sagde jeg og tænkte, at det som kvinde vel er ret vanskeligt at have noget imod at markere kvinders ret til ligestilling. Et emne, der normalt er varedeklareret som 100 procent politisk korrekt.
Men her faldt jeg i den fælde, man så nemt havner i, når man sidder og snakker med en jævnaldrende tjekkisk kvinde: at tro vi har nogenlunde samme referenceramme. For det har vi jo netop overhovedet ikke, selvom vi set med en sociologs briller har en del tilfælles udadtil. Vi er begge i 30’erne, har en uddannelse (hendes er godt nok længere og finere end min: Hun er læge, jeg journalist), vi har begge to børn og lever sammen med en udlænding (min tjekke, hendes australier), kan lide franske film, god rødvin og alle den slags småting.
Men for hende, ligesom for de fleste tjekker over 25-30 år, skinner fortiden stadig ind over nutiden. Alt bliver stadig kategoriseret som kommunistisk eller ikke-kommunistisk. Også her 15 år efter fløjlsrevolutionen. Og kvindernes internationale kampdag er uanset det gode formål, stadig en rød klud i ansigtet på de, der inderligt har hadet den kommunistiske undertrykkelse.
»Under kommunisterne var der ingen fri diskussion om noget som helst. Det eneste den 8. marts gik ud på, var at alle kvinderne rundt omkring på arbejdspladserne fik en rød nellike. Måske fik de også en af deres mand. Og så kunne man stå der med dén i hånden, mens mændene skred ned på bodegaen og benyttede lejligheden til at drikke sig ekstra fulde,« siger hun. Og det er ikke det eneste fra kommunisttiden, hun stadig kan hidse sig op over. Fra det ene øjeblik til det andet er kaffe-hyggesnakken taget af bordet og Marcela i gang med at repetere tiden før 1989.
Hvordan hendes familie gang på gang ansøgte om tilladelse til at rejse på ferie til Jugoslavien, som under kommunismen var det et af de foretrukne feriemål for tjekker. Men hvordan hendes mor og far gang på gang fik at vide, at ja, moren kunne godt rejse med børnene; Men faren, ja han skulle pænt blive hjemme i republikken. Fordi både mor og far var læger kunne staten ikke risikere en eventuel flugt til Vesten fra det knap så sikre Jugoslavien. Kun hvis kvinden rejste alene kunne man være nogenlunde sikker på, at hun vendte tilbage igen. I stedet fik familien lov til en enkelt gang at henlægge sommerferien til det mere sikre Østtyskland.
»Det er den slags ting, der gør, at mange som mig nok har svært ved pludselig at skulle fejre en dag, der for os er noget kommunistisk,« siger Marcela. I hendes øjne går der et stort skel mellem de, der er i 30’erne og opefter og de, der er i 20’erne og yngre. Den sidste gruppe kan ikke rigtig huske kommunismen, mens det stadig sidder i rygraden hos de, der bare er nogle år ældre.

Ikke desto mindre har regeringen besluttet at genoptage kvinders internationale kampdag på listen over nationale mærkedage. For første gang siden 1989 blev dagen således officielt markeret i mandags. Og en del politikere benyttede lejligheden til at fiske stemmer til det kommende valg til Europa Parlamentet. Socialdemokraten Libor Roucek forsøgte at charmere de kvindelige partimedlemmer, der var forsamlet i Prags Kongrescenter med en bemærkning om, at han sjældent havde været omgivet af så megen skønhed... Måske en mere passende bemærkning, hvis han havde siddet i dommerpanelet til Miss Tjekkiet, men ingenting imod hvad hans partifælle Zdenek Skromach, siddende arbejs- og socialminister, fik affyret fra talerstolen.
»Jeg så gerne, at der var flere kvinder i de højere politiske embeder. Men ikke den slags, som parlamentsmedlem Miroslava Nemcová fra ODS (Tjekkiets største liberale oppositionsparti), som jeg overhovedet ikke opfatter som en kvinde,« sagde Zdenek Skromach i et forsøg på at gøre sig morsom.
Forståeligt nok vakte bemærkningen ikke megen latter hos de forsamlede kvinder.
Til avisen udtalte samme Miroslava Nemcová fra om belutningen om officielt at genoptage festligholdelsen af Kvindernes Internationale Kampdag:
»Min mand må komme med blomster alle andre dage, men netop på den dag har jeg udtrykkelig forbudt ham det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her