Ifølge Enhedslistens egne tal har partiet 2.404 medlemmer. Sidste år meldte 401 personer sig ind, mens 103 meldte sig ud. Desuden er 297 (!) blevet slettet af listerne på grund af kontingentrestance, 13 er døde og to er, som det hedder, »flyttet, uden at deres nye adresse kan opspores«.
Enhedslisten er således ikke noget stort parti, og det er heller ikke i vækst. Enhedslistens store scoop er måske, at det i høj grad lader de unge kræfter (som udgør rundt regnet 30 procent af medlemmerne) tegne partiets politik udadtil. Partiets gamle nisser, som i 70erne og 80erne var aktive i små venstrefløjspartier, der brugte en hel del krudt på at bekrige hinanden, holder sig i skindet eller hjælper i kulissen. Det giver pote. Det holder partiet ungt.
Meget apropos afholdt Enhedslisten sit 14. årsmøde på et gymnasium Nørre G. i Brønshøj. Når man trådte ind i aulaen fra Mørkhøjvej, var det som at møde op til en gymnasiefest, vel at mærke med en overrepræsentation af lærere. Pur, politisk ungdom med markante meninger så langt øjet rakte.
På væggene hang bannere med ordlyden Frihed, lighed og solidaritet og røde faner, som delegerede havde slæbt med fra hele landet. Ved et bord bagest i den store gymnastiksal, der langsomt fyldtes op fra morgenstunden, sad Enhedslistens »udenlandske gæster« folk fra f.eks. Deutsche Kommunistische Partei i Tyskland, Ligue Communist Revolutionnaire i Frankrig, Partido Comunista Portugues og Costas Apergis, Grækenlands kommunistparti.
Dagens udgaver af Dagbladet Information og Arbejderen flød i rigt mål på bordene, hvis ikke de delegerede praktisk havde aviserne stikkende op af baglommen.
Det stod hurtigt klart, at Enhedslisten havde noget på dagsordenen. Om morgenen briefede Søren Søndergaard pressen mellem udstoppede ugler og ræve og stinkdyr i gymnasiets biologilokale: Da det ifølge meningsmålingerne ikke er urealistisk, at Socialdemokraterne efter næste valg kan danne regering med de radikale og Socialistisk Folkeparti, vil Enhedslisten blive en nødvendig samarbejdspartner, mente han.
»Hvis de tre vil udgøre regeringen og så forhandle med os engang imellem, så er det også fint nok.«
Enhedslisten havde forfattet og afsendt et åbent brev til Mogens Lykketoft med henblik på at åbne for en direkte dialog om den politik, en regering med ham ved roret skal føre efter et valg. Et af hovedforslagene i brevet går på at ansætte 50.000 mennesker i det offentlige for at komme en del af arbejdsløsheden til livs.
Pisk til SF
Senere fyrede Bruno Jerup nogle salver af mod Socialistisk Folkepartis utvetydigt EU-venlige linje, da han aflagde hovedbestyrelsens beretning fra talerstolen. Det var en nøje koordineret aktion. Han anbefalede SFs EU-skeptiske vælgere at skifte hest de skulle være velkommen i Enhedslisten.
»En stemme på SF ved Europaparlamentsvalget er en stemme på unionen,« sagde Jerup og fortsatte:
»Det er fundamentalt, når SF i stigende grad ser EU som en del af løsningen, og vi entydigt ser EU som en del af problemet. SF arbejder på at gøre sig klar til et ja til en ny EU-forfatning det ultimative bevis på, at de uden problemer kan gå ind i en kommende regering. SF i regering med S og R giver ikke den store forskel.«
Line Barfod fra Enhedslistens Folketingsgruppe supplerede:
»Engang havde vi støtte fra SF. SF var engang et venstrefløjsparti, der stod vagt om velfærdsydelserne. Men i de senere år er SF blevet fornyet mere og mere mod højre, og i dag mener SF, at velfærd kun er for de svageste.«
Til Ritzau svarede SFs formand Holger K. Nielsen samme dag,
at han tog Enhedslistens udfald som en »tom retorik«, hvis hensigt var at redde stemme fra SF for at holde Enhedslisten over spærregrænsen.
»Derfor går de hårdt i kødet på os på et grundlag, jeg ikke synes er korrekt,« sagde Holger K. Nielsen.
Fri tale
I nogle timer var talerstolen åben for alle medlemmer, som ville sige noget. Enhedslisten har valgt ikke at udstikke bestemte debatemner. Det betyder, at indlæggene stikker i alskens retninger og får karakter af en lang række statements a tre minutters varighed. Nogle talte om kulturkampen (»Jeg er noget i Enhedsliste-sammenhæng så eksotisk som litterat«); andre snakkede om en fagforeningens betydning (»Alle kammerater, socialister og gode venner, hvis det kommer til en storkonflikt, må vi gøre os stærke«); og atter andre berørte verdens skævhed (»At der er dør 30.000 mennesker om dagen af følgesygdomme til sult, er noget vi må gå i brechen for at stoppe«).
Det var tidløs venstrefløjhed.
Ole Donbæk, der til daglig er faglig sekretær i SiDs Kastrup-afdeling, brugte en god del af sin taletid på at recitere hele Klaus Rifbjergs digt »Paraplyerne i Madrid«, som stod at læse på forsiden af Information samme dag. Da Informations udsendte bagefter spurgte Donbæk, hvorfor han gjorde det, svarede han, at han ikke syntes, at et venstreorienteret parti kan holde en politisk debat uden at forholde sig til ting, der sker i den omkringliggende verden. Det var ment som en venlig advarsel.
»Vi skal være omhyggelige med, hvem vi benytter som legekammerater,« fortalte han.
Line Barfod samlede Donbæks indlæg op på talerstolen:
»Der er intet ikke nogen sag eller nogen argumenter der kan berettige et angreb på uskyldige mennesker.«
Et af dagens få indlæg, der påkaldte sig en moderat buhen (og en spredt applaus) fra salen, stod den 22-årige økonomistuderende Jonathan Møller Sousa for. Fra talerstolen forklarede han, at han fandt det beskæmmende, at nogle af partiets medlemmer på en rundrejse i Israel havde aflagt det palæstinensiske selvstyres leder, Yassir Arafat, et besøg.
»Yassir Arafat er en forbryder,« sagde Sousa.
Bagefter forklarede han Information: »Jeg vidste godt, at det var meget upopulært at sige det, og jeg er selvfølgelig ked af, at de buhede. Det er et meget følelsesladet område.«
Hvorfor er du medlem af Enhedslisten?
»Fordi jeg er socialist,« svarede Jonathan Møller Sousa, ikke uden stolthed i stemmen.
