Læsetid: 3 min.

Europa-reform på vej i Folketinget

Formanden for Folketingets Europa-udvalg, Claus Larsen-Jensen, afviser Holger K. Nielsens forslag om at nedlægge udvalget som ’tåbelig sandkassepolitik’. Men EU-beslutningsprocessen i Folketinget skal laves om for at få fagudvalgene inddraget mere i Europa-politikken. Reformen ventes klar til brug efter sommerferien
2. marts 2004

»Fuldstændigt tåbeligt.« Så håndfast afviser socialdemokraternes Claus Larsen-Jensen SF’s forslag – omtalt her i avisen i går – om at nedlægge Folketingets Europaudvalg. Europaudvalget tager i dag alle overordnede diskussioner i dansk Europa-politik, og udstyrer regeringens ministre med et bundet mandat, før disse drager til Bruxelles og afgiver den danske stemme i EU’s ministerråd.
Larsen-Jensen er formand for Europaudvalget, og fra sin skiferie i Norge uddyber han over for Information baggrunden for sin bestemte afvisning af Holger K. Nielsens forslag om at lægge alle EU-sagerne ud i Folketingets fagudvalg således:
»At nedlægge Europaudvalget vil føre til en fragmentering af Europapolitikken, som man i virkeligheden kan mistænke SF for at være interesseret i, så man kan ride sine egne kæpheste.Men derudover vil det i mange sager også føre til, at Folketinget mister kontrollen med regeringen i Europa-politikken. Magten vil simpelt hen flytte over i administrationen og regeringen.«

Reform klar til sommer
»Hovedproblemet i Folketingets Europa-politik ligger ikke i Europa-udvalget men i fagudvalgene. De skal langt stærkere på banen fra starten, når et EU-forslag fremsættes. Holgers forslag fokuserer på den allersidste del af processen. Der hvor mandatafgivningen ligger. Men hvad med de 95 procent af tiden før mandatet skal gives? Høringsfasen, hvor Europaudvalget i dag får sagerne alt for sent af regeringen. De berørte organisationer sidder med forslagene fra EU, før vi gør det i Folketinget. Det er dybt utilfredsstillende og må laves om.«
Claus Larsen-Jensen påpeger, at han selv sammen med Folketingets præsidium er langt inde i forberedelserne af en omfattende reform af tingets arbejdsform, når det gælder Europa-politikken.
En reform, som han regner med, er klar til brug efter sommerferien, og som blandt andet indebærer, at fagudvalgene bliver faste partnere for Europa-udvalget i alle sager. Samtidig vil den såkaldte seks ugers-regel blive indført. Reglen findes i EU’s for tiden strandede forfatningstraktat og handler om, at de nationale parlamenter inden for seks uger skal afgøre, om et EU-forslag er i overensstemmelse med EU’s subsidiaritetsprincip. Altså om forslaget principielt er et, der bør løses på EU-niveau, eller om man lige så godt kan løse problemet national.
Ved at indføre denne regel tvinger man fagudvalgene på banen for at substansbehandle forslaget tidligere.

Politikere i arbejdstøjet
Claus Larsen-Jensen mener, at en inddragelse af fagudvalgene i Europa-politikken indebærer en både praktisk og mental omvæltning af mange danske politikeres arbejdsmåde:
»De skal vænne sig til at diskutere substans i fagudvalgene, hvilket ikke altid er tilfældet i dag. Men når det er sagt, vil jeg gerne bemærke, at fagudvalgene allerede i dag inddrages en del. Inden for det sidste trekvarte år har vi inddraget fagudvalg over 50 gange. Så det handler om at ændre nogle indgroede vaner og trække i arbejdstøjet.«
Claus Larsen-Jensen vil også gerne fremhæve, at parlamenter i hele Europa misundeligt har set på det danske Europa-udvalg og søgt at kopiere modellen som et forbillede for, hvordan man får snor i regeringernes politik, når det gælder EU. På den baggrund vil det være »helt skudt i hovedet at nedlægge udvalget,« mener han.
Til slut har han følgende salve til, hvad han benævner »sandkasselegen i SF«:
»Selv om Holger K. Nielsen har fuldkommen ret i, at Europa-politik er indenrigspolitik, så er det en speciel type. Nemlig en, hvor der er 24 andre lande, som er inddraget i forhandlingsprocessen. Og hvor der derfor også ret ofte er behov for at lave kompromiser på tværs af fagområder. Det er give and take. Det kan man ikke, hvis hele ansvaret er uddelegeret til fagudvalg uden overblik. Det kan man godt afvise som studehandler, hvis man vil buldre derudaf med renfærdige meninger. Men sådan er politik også.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her