Læsetid: 7 min.

Fagidioter og hyggeonkler

Kanonisering og reformtendenser hagler ned over folkeskolen. Midt i al debatten skal folkeskolelæreren balancere mellem at være ven, vejleder og vidensformidler
6. marts 2004

Den gode lærer
Folkeskolen skal lære eleverne at dyrke sex. Den skal forhindre, at de begynder at ryge, bliver fede, tager stoffer og drikker hjernen ud som 12-årige. Folkeskolelæreren skal være socialarbejder, der afslører misbrug i hjemmet og sørger for, at børnene har det rigtige med i madpakken.
Nej, mener Professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet:
»Skolen handler om læring og almen dannelse og ikke om at forebygge fedme, trafikuheld og uønskede graviditeter,« siger han.
Omgivelserne råber på faglighed og tværfaglighed. Politikere vifter med karakterblade, der kunne se bedre ud og falder i svime over, at 1.g på Nakskov Gymnasium ikke ved, at det var i 1961 Berlinmuren blev bygget. Man må straks gribe ind med trinplaner og krav fra ministeriet... Politikerne overvurderer deres egen rolle i forhold til skoledebatten, mener Per Fibæk Laursen:
»Politikere skal fungere som dem, der åbner op for debatten, man kan kalde dem kritiske venner. De skal se skolen udefra og opmuntre udvikling. Deres hovedformål i forhold til folkeskolen er ikke at udstede love og regulere, men at rette fokus på problemer og kræve, at der handles. For eksempel på det, som er folkeskolens største problem i dag: 18 procent går ud af niende klasse som funktionelle analfabeter. Det skal vi have opmærksomhed omkring, og hvis fokus bliver lagt tilstrækkeligt skarpt, er jeg sikker på, at vi nok skal få det løst,« siger han.
Debatten om folkeskolen har drejet sig væk fra det den egentlig burde handle om:
»Det vigtigste for mig at se, er at vi får skabt mere fleksible rammer for undervisningen, at vi får løst problemet med, at der er for mange, som forlader skolen uden at kunne læse og så at vi får diskuteret, hvilke personlige kvaliteter vi forventer af fremtidens folkeskolelærer,« siger han.
Per Fibæk Laursen har interviewet 30 lærere fra 30 forskellige skoler. Alle var de lærere, som af deres kolleger bliver opfattet som en god lærer. Og det var netop, hvad Per Fibæk Laursen ville finde frem til. Alle har en lærer, de kan huske. En lærer, der på en eller måde har gjort et indtryk og stadig toner frem på nethinden, hvis nogen tilfældigvis nævner Pythagoras eller Egtvedpigen. Sådan en lærer har Per Fibæk Laursen beskrevet i sin nye bog Den autentiske lærer, og sådan en har han også selv haft:
»Han var min lærer i oldtidskundskab i gymnasiet. Han brændte for det og han brændte for at tage os elever med ind i den verden. Og selvom vi alle til at begynde med opfattede det som irrelevant og tungt stof, formåede han at tage os med. Jeg er senere blevet meget interesseret i det antikke Rom og Grækenland, og det tror jeg, at min oldtidskundskabslærer har et medansvar for.«
Det er ifølge Per Fibæk Laursen de kvaliteter, der kendetegner en god lærer:
»Det handler om at være ægte i det man gør. Den autentiske lærer vil noget med det at være lærer, og har det som mission. Læreren skal være en levende repræsentant for det hun underviser i, og hun skal have lyst til at drage eleverne med ind i den verden,« fortæller han.

Dengang degnene underviste i folkeskolen, blev undervisning betragtet som noget, en person blev kaldet til. En overnaturlig kraft trak i degnen og han blev en autoritet i lokalsamfundet. Kaldsbrevet hang på en central plads i hjemmet, så besøgene var opmærksomme på, at her boede en person med et højtideligt hverv.
»Der var noget rigtigt ved kaldstanken. Det indebar, at lærerne følte, at de blev kaldet til at udføre en opgave, som var væsentlig og værdifuld, og som de havde en særlig forpligtelse til at gå ind i. Det dårlige var, at kaldet blev opfattet som tilstrækkeligt. Det er det ikke. Man skal også have både faglige og pædagogiske kvalifikationer,« siger Per Fibæk Laursen.
De faglige kvalifikationer har været fremme i debatten. Undervisningsminister Ulla Tørnæs har luftet tanker om, at folkeskolelæreren skal være mere specialiseret og fagligheden skal opprioriteres. Rammerne bliver strammere.
»Mange af de kvaliteter, jeg kredser om er afhængig af, at der er en stor grad af fleksibilitet. Det er vigtig med en vis frihed og en atmosfære af tillid for, at en lærer virkelig føler, det nytter at engagere sig,«siger Per Fibæk Laursen.
Nationale og internationale karaktersammenligninger flyder i en lind strøm, og gang på gang må Ulla Tørnæs løbe fingeren langt ned af listen for at finde Danmark. Det er for galt, der må kræves resultater af lærerne og resultaterne må dokumenteres. Mistilliden øges og det får konsekvenser for den autentiske lærer: »
Forudsætningen for, at den gode lærer virkelig kan udvikle sig er, at hun arbejder i et miljø af tillid. Det er også vigtigt, at der er en pædagogisk linje så læreren føler, at der er opbakning fra kolleger og ledere.«
Men det skal være en linje defineret på den enkelte skole, fortæller Per Fibæk Laursen. Detailstyring fra ministeriet hæmmer lærerens personlige engagement:
»Hvis man griber for meget ind, risikerer man at skabe en lærerskare med lønarbejdermentalitet, der bare følger nogle retningslinier udstukket fra centraladministrationen,« siger han.
Nu vil centraladministartionen også være med til at bestemme hvad eleverne skal læse. Scherfig eller Panduro? Lindgren eller Bødker? Skal der kanoniseres for at sikre, at børnene i det mindste ved, hvem Lektor Blomme er? Per Fibæk Laursen er betænkelig:
»Det er meget fint, at dansklærere debaterer det, og at man i fagkredse forsøger at afklare, hvad der er vigtigt at læse. Der bør sættes nogle kvalitetskrav til indholdet i undervisningen, men detailspørgsmål om, hvilke forfattere vi skal læse og hvilke ikke, synes jeg ikke, vi skal have centrale retningslinier for,« siger han.
Kanondebatten er nyttig, mener Per Fibæk Laursen. Det er vigtigt, at vi i et demokratisk samfund har nogle fælles referencerammer. Debatten om folkeskolen har i perioder været faglighedsforskækket. Traditionel klasseundervisning er blevet kaldt terpepædagogik. At fremhæve fagligheden fremfor de sociale kompetencer er blevet afvist som borgerligt reaktionært.
»Meget af tidens pædagogik er formuleret som et opgør med den sorte skole, og det er ligesom at løbe åbne døre ind. Den autoritære docerende lærer er stort set forsvundet fra folkeskolen i dag,« siger Per Fibæk Laursen.
Allligevel fastholder han, at selvom den messende overlærer-type er forsvundet fra de danske klasselokaler, så er der stadig elementer af det, der betegnes som den sorte skole, tilbage:
»Mange af de strukturelle rammer er forældede. Vi har stadig én lærer i én klasse i ét klasselokale i ét fag i 45 minutter. Den form er simpelthen unaturlig for børn i dag.«

Problemer med mangel på helt basal disciplin blandt elever i dag giver han den stive strukturelle form en del af skylden for:
»Det er en protest. Selvfølgelig uden, at børnene bevidst har reflekteret over det, men det er en protest mod noget som de oplever som en unaturlig form.«
Som et muligt alternativ fremhæver Per Fibæk Laursen det, han kalder den fleksible skole. Et forsøg som det man gennemfører på Hellerup Skole i Gentofte Kommune. Her har man brudt med den traditionelle klasseundervisning, og lærerne underviser i teams for elever på tværs af fag og aldersgrupper.
»Her oplever lærerne, at det er meget nemmere at gennemføre undervisningen, fordi den stive form er opløst og man skal ikke bruge lige så meget energi på at få børnene til at sidde stille på en stol,« siger Per Fibæk Laursen.
Han påpeger dog, at der kan være nogle aspekter i reformpædagogikken, man skal være opmærksom på. I Sverige har det statslige Skolverk netop udsendt en rapport om resultaterne fra lignende forsøg i Håbo Kommune. Konklusionen viste, at det faglige nivaeu var lavere end landsgennemsnittet og de svageste elever blev svagere. De kunne ikke koncentrere sig og blev overset:
»Lærerne i den fleksible skole skal være mere omhyggelige med at følge op på den enkelte elev. Eleverne skal stadig lære at høre efter og holde koncentrationen, men jeg tror, at elever i dag kan og er parate til selv at styre deres arbejde,«siger han
Eleverne er bedre rustet til selv at tage ansvar, men Per Fibæk Laursen er ikke glad for det begreb, der er blevet et mantra i moderne skolepædagogik, nemlig ansvar for egen læring: »Jeg synes, det er et dårligt slagord. Både elev og lærer har et medansvar, og jeg synes, at debatten har udviklet sig til, at man skyder ansvaret over på hinanden. Det er blevet et ufrugtbart skænderi.«
Per Fibæk Laursen fortæller, at moderne pædagogik som udgangspunkt skal fokusere på den enkelte elev, men læreren skal altid være opmærksom på, at der er en tredje part i lærer-elev relationen: Det faglige indhold.
»De tre parter skal være lige vægtige. Hvis man kommer til at gøre undervisning til et forhold udelukkende mellem lærer og elev, så har man forkrøblet det og gjort det til en pseudoprivat relation. Det er vigtigt, at opretholde en balance. En lærer må ikke blive en fagidiot, men hun skal heller ikke bare gå og hygge om ungerne,« siger Per Fibæk Laursen
Det er den kombination af faglige og sociale kompetencer, der er central, hvis man vil være en autentisk lærer. Være en af dem, der kalder gode minder frem, selv om samtalen måske handler om kongerække, sætningsopbygning eller sandsynlighedsregning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu