Læsetid: 7 min.

Fagre nye verdener

Den spanske maler Joan Miró skabte mærkelige scenerier ud fra inkommensurable objekter og tilsyneladende simple streger. Ifølge Tom Lubbock er alle de billeder af Miró, som man bør se, nu udstillet i Paris
26. marts 2004

Udstilling
Miró skabte ideelle verdener. Vi kender ham naturligvis som kunstneren, der skabte personlige verdener og som maleren, der var begavet med en fantastisk, visionær og surreel forestillingsevne – en slags den moderne kunsts svar på Hieronymus Bosch.
Vi er fortrolige med Mirós kosmos af småfjollede og småskøre fantasmagorier, og den myldrende ophængning af insekter, sperm, øjne, papirdekorationer, prikker, skæg, amøber og stjerner. Men denne verden rummer også idealer – sociale og personlige idealer – som enhver er velkommen til at tro på. Mirós malerier fremstiller en måde at leve på. De er storslåede propagandabilleder for den fuldendte frihed, sameksistensen, pluralismen og det ikke-fikserede jeg.
Visionen begyndte at tage form på ’gården’. Den omtalte gård var et familielandsted i den katalonske provins Montroig, hvor Miró opholdt sig, da han begyndte på sit maleri La masia – ’gården’. Han var da i slutningen af 20’erne og havde allerede taget nogle afstikkere ind i den moderne kunst og kunstverden. Han arbejdede på billedet det meste af et år fra sommeren 1921 til foråret 1922 og tog det med sig når han flyttede mellem Montroig, Barcelona og Paris. Det skulle være et vendepunkt.

Ufejlbarlig sikkerhed
Det blev det. Gården hænger i den anden sal på den nye Joan
Miró udstilling i Pompidou centret. Når man ser på billedet i dag, virker det, som om det blev malet for nylig. Dets udsøgte, formfuldendte overflade bærer ingen spor af anstrengelse eller forfald. Malingen fordeler sig fuldkommen ligeligt og rent over det hele og
alle former og strøg er fuldstændig afrundede. Denne ufejlbarlige sikkerhed i udførelsen er i sig selv lammende. (’Der må helt sikkert være en fejl eller tegn på sjusk et eller andet sted’, vil man tænke: men det er der ikke.) Det fik mig til at tænke på de såkaldt mirakuløse ikoner, som kaldes ’acheiropoietiske’, ikke skabt af menneskehånd. Det rummer en næsten umenneskelig kvalitet.
Men det styrker kun den fremherskende følelse, følelsen af hvert elements abrupte og staccatoagtige særegenhed i sceneriet. På en måde er det et ret realistisk billede; en brændt okkerjord under en varm, blå himmel med et stuehus, et stort træ, en lade, og ting og dyr spredt rundt omkring i et mere eller mindre korrekt perspektiv. Men alle delene kan opregnes. Hane, ged, kanin, vandkande, spand, mursten, klippe, teglsten, rosenkål, snegl, blad har hver især en identitet som en afgrænset og løsrevet del. Det er
ikke et panorama. Det er et felt af sameksisterende individualiteter. Det er ud fra denne jordbund, alle de store Miró’er vokser.

Rodfæstet og vægtløs
Enhver, der besøger store retrospektive udstillinger af Miró, får på et tidspunkt en fornemmelse af, at hans kunst bliver unødvendig. Den løsnes og bliver til stil, sin egen kliché. Det er ikke så overraskende: Miró blev født i 1893, døde i 1983 og levede og arbejdede i mange år. Hvor man vil trække grænsen er et spørgsmål om smag.
Den nuværende udstilling er rimelig afgrænset. Det er ikke en stor retrospektiv udstilling. Den dækker perioden fra 1917 til 1934. Den omfatter afgjort alle de billeder af Miró, som man bør se, selv om man kunne afgrænse den yderligere. For mig at se er det perioden fra 1921 til 1928, som er den essentielle med opdagelser i stadig hurtigere tempo og et overflødighedshorn af opfindelser.
Gården blev efterfulgt af yderligere to landskabsmalerier, som markerede to store spring, selv om de mærkeligt nok er malet samtidig. Den pløjede mark fremstiller en anden gårdspladsscene, som i endnu højere grad skildrer et felt af skematiserede væsener og elementer, kroppe og kropsdele. Og så, i Katalansk Landskab (Jægeren) som blev lavet på samme tid, finder Mirós fragmenterede, flydende verden sin endelige form. Det er den verden, som vender tilbage i de mesterværker som følger hurtigt efter hinanden de følgende år, som f.eks. i Moderskab, Hånd på jagt efter en Fugl, Hund som gør ad Månen, Haren, Landskab med en Kanin og en Blomst og Hollandsk Interiør.
Det skal ikke forstås sådan, at Miró derefter holder op med at afprøve nye ting. Men det virker som om, at det han søger efter, er nye formler og nye måder at male på, som kan generere en masse billeder. Hans billeder bliver eksempler på en stil. Men disse billeder fra 1920’erne er hver især enkeltstående begivenheder. De er ikke bare visioner, de er dramaer med karakterer og konfrontationer. Det er det, som bringer deres verden til live.
Hvad er det for et pust af frihed, som de emmer af? Det er delvis fornemmelsen for rum. Der er
altid en klar skelnen mellem tingene og den baggrund, som de optræder i. Men disse baggrundsvide flader i kraftige farver er nogle ret ubestemmelige rum. De fremstår som en flad overflade, men også som et tomrum, der indeholder uudgrundelige dybder og umålelige afstande. Mirós væsener er lige så rodfæstede som brikkerne i et puslespil og lige så vægtløse som fisk.

Mester i grafisk tvetydighed
Der er også hele spørgsmålet om hans verdens pluralisme. Den er ikke kun befolket med væsener og entiteter, men med forskellige former for repræsentation. Det er et land, hvor billeder, tegn, bogstaver, tegnsætning, dråber og diagrammer befinder sig på samme plan. Det er et demokrati for visuelle sprog, hvor tegneserier, børnekunst, geometri, korttegning og frie markeringer alle føler sig lige meget hjemme.
Alle identiteter er provisoriske. Et individuelt væsen skabes efter flere forskellige inkongruente konventioner vekslende mellem tændstikmennesker, flad form, kompakthed, karikatur og symbol. Dele og helheder trives sammen. Kropslig integritet er ofte et strengt midlertidigt arrangement. Kroppe skilles ad til separate
organer, der fysisk set er adskilte, men er forbundet i svævende formationer. Jægerens tapre hjerte er en lille flammende granat, som hænger isoleret i luften ved siden af hans ståltrådsskelet. Transformationen og destabiliseringen hersker.
Miró er en mester i grafisk tvetydighed. Han mobiliserer linjens omskiftelige sprog. Han bliver ved med at gå på opdagelse i det faktum, at en tegnet linje kan betyde så mange forskellige ting: den kan være et objekts kontur, den kan være et enkelt hår eller en snor, den kan være et tændstikvæsens legemsdel eller en lysstråle, en opstigende lugt, sporene efter et flyvende objekt, en flydende strøm, en håndskrift, en begrebslig forbindelse.
I Landskab med en Kanin og en Blomst krydser den letsnoede linje der står for tændstikblomstens lange stilk den letsnoede linje, som står for horisonten og hver linje smitter den anden. (Kaninen er selvfølgelig en rigtig nuttet kanin.) På Jægerens himmel ses noget, der bliver et genkommende motiv – en rundet form, som der kommer linjer ud fra i alle retninger. Motivet gennemgår mange fortolkninger. En strålende sol bliver til en langbenet bille, som bliver til en stinkende lort, som bliver til et behåret hoved eller et behåret hul.
Låddenhed er en særlig pikant kvalitet i Mirós værker med bunker af skæg, der klæber sig til figurer, hvis kroppe er tyndere end skæggene, en pludselig indtrængen af kød i et kropsløst tegnsprog. Disse spring og metamorfoser fylder Mirós grafiske verden med mærkelige og stærke følelser.
Kunstneren skrev om det at lave »en streg eller et punkt helt for sig selv om til noget, man kan føle – en zigzaglinje tegnet på et stykke hvidt papir. I den ene ende en slags æg, som der slår flyvende gnister ud af: en skønhed af stjerner og bogstaver.« En linje fastgjort til en organisk, pneumatisk dråbe, giver en følelse af ufattelig spinkelhed. Eller der er disse vakkelvorne, skitserede former som den store, hvide hovedperson i Hånd på jagt efter en Fugl, der ser ud til at være malt i spildt vand og på samme tid skåret ud af tinplader. Deres omrids føles både flydende og knivskarpe.

Grove løjer mellem fri leg
Denne udstilling viser, hvordan en ny verden fødes. Men Mirós ideelle verden er ikke, som dem man ser på visse malerier: Det er ikke en verden styret af harmoni og orden. Det er ikke en gang et fuldstændigt fredeligt og smertefrit kongerige. Opsvulmet og spinkelt; udflydende og spidst; abstrakt og kødeligt; fladt, kompakt og flydende; de stadige mutationer i Mirós kosmos er ikke bare en dans på roser. Der er vold og grove løjer mellem den frie leg og pluralismen. Det er et anarki. Det gør sig ingen forestillinger om, at
ingen vil blive såret eller rædselsslagne. Men til gengæld er der en forestilling om at mutationerne er uendelige, at andre muligheder
altid står åbne, at intet er endelig bestemt og at intet selv, ingen tilstand er endelig. Disse idealer vil enten virke tiltrækkende eller
ikke. Men uanset hvad, kan de sandsynligvis kun realiseres i maleriets todimensionelle verden.

*Joan Miró 1917-1934, la naissance du monde. Retrospektiv udstilling, Centre Pompidou, place Georges-Pompidou, Paris. Til 28. jun.

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her