Læsetid: 4 min.

Fattighjælp til de rige

Mens oliemilliarderne forsvinder fra Angolas statskasse, vil regeringen have internationale donorer til at betale for sociale ydelser
10. marts 2004

Udviklingsanalyse
Fire milliarder dollar forsvandt mellem 1997 og 2002 fra Angolas statskasse, konkluderer organisationen Human Rights Watch (HRW) i en ny rapport.
Dilemmaet er klassisk. »Angolas regering siger, det internationale samfund skal gøre mere for at støtte skoler, hospitaler og domstole, men den nægter at forklare, hvor regeringsindtægter for milliarder af dollar er forsvundet hen,« siger Arvind Ganesan fra HRW, der har ledet en møjsommelig gennemgang af regeringens regnskaber.
Pengene, der hovedsageligt gik i en korrupt magtelites lommer, var indtægter fra olieudvinding i Atlanterhavet ud for Angolas kyst og svarede ifølge Human Rights Watch til, hvad der var blevet brugt på socialbudgettet, inklusive donorernes bidrag.
Og hvad kan man så bruge det til?
Jo, måske udrydde en misforståelse: at afrikanske lande er ’født’ fattige, og at deres regeringer ikke har mulighed for at brødføde egne befolkninger.
Nogle afrikanske lande er ganske vist fulde af ørken, men mange steder er der ikke mangel på profitable naturressourcer. De findes til overflod i lande som Cameroun, Nigeria, Angola, de to Congo’er og til dels også Sudan. Sjovt – eller rettere tragisk – nok også her hvor den største armod findes. Den Demokratiske Republik Congo er ifølge Verdensbanken det land i verden med det laveste BNP per capita – til trods for at der i denne artikel slet ikke er plads til at opremse alle de herligheder, der findes både under og over jorden i dette Afrikas næststørste land.
Det må derfor være nærliggende at konkludere, at problemet ikke er mangel på ressourcer, men forvaltningen af dem.

Og netop i Congo kribler det i fingrene på folkene omkring den unge præsident Joseph Kabila for at svinge øksen. Ikke over hans modstandere, for landets borgerkrig er – måske – endelig på vej mod en slags ende, men derimod over landets enorme områder af værdifuldt tropisk træ. Hans regering er i disse måneder ved at hastebehandle lovforslag, der vil gøre det muligt at sælge koncessioner til udenlandske selskaber.
Og hvordan vil det monstro gå for sig? Hvis situationen i Cameroun, hvis skovbrugs-kodeks har dannet model for den congolesiske lovgivning, er noget pejlemærke, vil der blive tale om et hurtigt rip-off. Selskaberne vil i uskøn overenskomst med statens forvaltere snyde statskassen ved at bestikke sig fra at leve op til de i forvejen meget lempelige skovbrugslove om bæredygtig træfældning. De vil fælde vidt og bredt uden smålig skelnen til tildelte områder og vil undslå sig fra at betale den i forvejen meget lave skovskat (37 øre per hektar). Når og hvis det kommer til retssag og bøder, vil firmaerne enten være over alle bjerge eller bestikke sig ud af det. Taberne for den ubæredygtige skovhugst vil udover oprindelige folk og truede vilde dyr (de internationale skovhuggerfirmaer er kendt for ikke at give tilstrækkeligt næringsrig kost til deres ansatte, der derfor skyder vilde dyr for at få proteiner til det hårde arbejde) blive statskassen, der ikke blot vil tabe penge på grund af skattesvindel, men også få ødelagt potentialet for fremtidigt skovbrug.
Både Congos egen regering, allierede og modstandere har i ly af krigen tjent styrtende på illegal udførsel af blandt andet tømmer, hvilket forskellige krigsherrer i Congo i øvrigt fortsætter med at gøre gennem Uganda i samarbejde med Ugandas militær. Men det er for intet at regne mod, når og hvis regeringen i Congos hovedstad Kinshasa først får central kontrol med områderne og dermed udliciterings-blokken. Ifølge Verdensbank-dokumenter fremskaffet af den britiske organisation Rainforest Foundation er der potentiale for at 60- eller 100-doble tømmerudvindingen.

Der er ingen tvivl om, at Kabila vil gøre det samme som sin angolanske kollega. Bede især EU om penge til infrastruktur, skoler, hospitaler og retsvæsen. Der er heller ingen tvivl om, at hans bonkammerater samtidig vil prøve at skumme fløden fra – blandt meget andet – træfældningen.
Så hvordan kan donorerne forhindre, at de indtægter fra beskatning af eksempelvis træfældning, der skal stable en rigtig stat på benene ved at generere indtægter til at betale for skoler, hospitaler og retsvæsen, ender i de forkerte lommer og dermed umuliggør, at donorerne på sigt kan vende hjem, uden det hele falder fra hinanden?
Der er grundlæggende to muligheder:
Enten kan donorerne nøjes med diplomatisk og mindre økonomisk støtte til retsvæsnet og gøre tungere bistandsydelser som vejbyggeri afhængig af en gennemsigtig og lovreguleret forvaltning af skovfældningstilladelserne, herunder at skatteindtægter opkræves på behørig vis og rent faktisk anvendes til eksempelvis bygning af skoler og hospitaler. Med andre ord: Klappe hesten og forlange reformer af skattevæsen, rets- og politivæsen, inden der kommer store penge på bordet. Og skære i bistandsstrømmen, hvis/når det begynder at gå den forkerte vej. Eller også kan donorerne genopbygge landets veje og støtte over en bred kam og acceptere, at udenlandske firmaer og korrupte embedsmænd deler i porten og snyder statskassen. Med andre ord: Håbe på det bedste ud fra filosofien om, at øget ressourceudvinding vil sætte gang i økonomien, og at der trods alt vil falde noget af til de fattige.
Alt i sol og måne tyder på, at donorerne vil vælge det sidste. Og så om 5-10 år læse en retrospektiv rapport fra Human Rights Watch med følgende indledning: »Congos regering siger, det internationale samfund skal gøre mere for at støtte skoler, hospitaler og domstole, men den nægter at forklare, hvor regeringsindtægter for milliarder af dollar er forsvundet hen…«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her