Læsetid: 4 min.

En fedekalv til Vor Herre

Teologen Paul Leer-Salvesen undersøger i ny bog vores forestillinger om tilgivelse. Begrebet har et kulturkritisk potentiale, hævder han, men passes dårligt ind i det juridiske system
15. marts 2004

Interview
I Manden der ville være skyldig fra 1973 udlagde Henrik Stangerup et
dystopisk billede af et Danmark, hvor offentlig omsorg og statsliggjort ansvar havde frataget den enkelte sin skyld, sin straf og dermed sin mulighed for soning. Det kunne udlægges som et forsvar for konservativ retspolitik, men da daværende leder af Det Konservative Folkeparti, Erik Ninn-Hansen, udlagde bogen som en støtte til ’landets konservative kræfter’, svarede Stangerup ved at citere den norske forfatter Sigurd Hoel:
Stangerup ville ikke »omfavnes af en lommetyv«
Det kunne være et udtryk for at Stangerup insisterede på at være sin egen. Men det kunne også aftegne et problemfelt: At den personlige skyld forvrænges i kollektive klør. Som teologen Paul Leer-Salvesen skriver i sin senest bog, Tilgivelse:
»Skylden fremstilles ofte som meget mystisk. Den står i fare for at forsvinde ud i metafysiske og religiøse tåger. Således har terapeuterne og præsterne hver deres arv, som truer med at løsrive skylden fra historien.«
Tilgivelse lyder som et selvterapeutisk projekt: Jeg tilgiver dig, for at jeg kan få det bedre?
»Man kunne også spørge på en anden måde,« siger Paul Leer-Salvesen med lavmælt stemme. »Er tilgivelse en rettighed for gerningsmanden? Det er naturligvis et umuligt projekt, men alligevel en nærliggende tanke i vores samfund, som hele tiden definerer individets rettigheder. Der forsvinder, naturligvis, tilgivelsens karakter af at være en gave og som noget, der gives i frihed. Jeg tror, der er meget som taler for, at ’ejendomsretten’ til tilgivelsen ligger på offerets side, at kun når den gives i frihed, giver den mening. At ejendomsretten ligger hos offeret, betyder imidlertid ikke, at det blot er et selvterapeutisk projekt. Spørgsmålet om tilgivelse er også politisk.«

Ud af det religiøse
Paul Leer-Salvesens udgangspunkt er ganske konkret. Som tidligere fængselspræst gennemførte han samtaler med drabsdømte mænd, hvilket i 1991 udmøntede sig i bogen Menneske og Straf. I samtalerne dukkede spørgsmålet om tilgivelse op igen og igen. Det empiriske materiale for Tilgivelse består af hundredvis af breve fra børn og voksne om tilgivelse og forsoning.
Som oftest bruger man begreber som konfliktløsning eller forsoning når man i udkanten af det juridiske system forsøger at adressere de menneskelige ar efter en forbrydelse. Så hvorfor en bog om tilgivelse?
»Jeg vil ikke erstatte det ene med det andet,« siger Paul Leer-Salvesen. »Konflikt- eller forsoningssproget egner vældigt godt til at beskrive det, der sker i symmetriske forhold – der hvor parterne er nogenlunde ligestillet, som i et parforhold, hvor vi ofte skiftes til at være offer og gerningsmænd. Men hvor der sker store overgreb – hvor forholdet er asymmetrisk – der mener jeg, at tilgivelsessproget egner sig bedre. Hvis vi nu taler om en 16-årig pige, som er blevet voldtaget af en 40-årig mand, ville det være forkert at sige, at der eksisterer en konflikt mellem de to: Hun har ingen konflikt med ham, hun er blevet sønderknust.«
Til gengæld er det vel svært at tænke tilgivelse uden kristne associationer?
»Det er rigtigt. Hannah Arendt, der bestemt ikke er en religiøs tænker, skriver i en meget spændende passus, at den vigtigste opdagelse, som Jesus gjorde, var tilgivelsen. Og at den opdagelse er for vigtig til at blive spærret inde i religiøs tænkning. Den bør spredes ud i det sekulære samfund, og det, mener jeg, er en spændende tanke: At der også i det religiøse kan gøres indsigter, der række udover sin egen kulturelle kontekst.«
Forestillingen om kollektiv skyld betegner Paul Leer-Salvesen som en ’etisk og politisk fallit’.

Kollektivt ansvar
»Jeg vil hellere tale om kollektivt ansvar. 95 procent af alle drab og alvorlige forbrydelser i Danmark og Norge begås af mænd. Det er klart, at jeg som mand har del i et kollektivt ansvar, men fri og bevar mig for at være skyldig.«
I Det Gamle Testamente er tilgivelse praktisk forordnet: Stik Vor Herre en fedekalv og bliv tilgivet. Tilgivelsen er ikke betingelsesløs?
»Jeg tror man må operere med to former for tilgivelse: Ubetinget og betinget tilgivelse. Sidstnævnte er velbeskrevet i Det Gamle Testamente og i den israelske offerkultur, som i virkeligheden er en meget praktisk forordning, der rummer en dyb indsigt: Den som har forårsaget skade, må råde bod. På et tidspunkt undergår det en ritualisering og overgår til et symbolsprog, og der kommer fedekalven ind.«
Der ligger vel også en – til tider religiøs – autoritet i at kunne tilgive?
»Det var den provokerende magt, Jesus demonstrerede. Tag blot det 16-årige voldtægtsoffer, som bliver mødt med et krav om at tilgive gerningsmanden. Det er en fejl, det er et krav om tilgive, mens man ligger ned, og det er nærmest umuligt. Når man i dag taler om tilgivelse og forsoning, er det som oftest med henblik på offerets værdighed, og på den måde tror jeg, der ligger et kritisk potentiale i tilgivelsen, som virkeligt er politisk, fordi den er alternativet til hævnen. Det er noget, jeg synes man kan se i vores samfund i dag: At hævnen har fået sin plads igen: Amerikansk politik er stopfuld af hævnretorik og i kulturlivet udfoldes hævnen som art practical joke. Det kan synes morsomt, men er det egentligt ikke: Det bliver en legitimering af hævnen, af ’øje for øje’, og netop derfor ligger der et kulturkritisk potentiale i talen om tilgivelse.
Kunne man ikke omvendt sige, at vi i vores kultur heroiserer det storsindede menneske, der altid er ovenpå, frem for den forsmåede ægtemand?
»Jeg tror, du har ret i, at vi heroiserer det menneske, men jeg er usikker på, om det er det tilgivende, eller om det bare er det usårlige menneske, det menneske som ingenting bider på. Og der bliver tilgivelse jo en tom gestus. Der er forskel på at tilgive og at sige, det som skete mig er ligegyldigt. Det giver jo kun mening, at tilgive en, som er skyldig, og det giver kun mening at tale om tilgivelse, for så vidt en er blevet krænket.«

*Paul Leer-Salvesen: Tilgivelse, Hans Reitzels forlag, 212 s., 250 kr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu