Læsetid: 4 min.

Film-idolet får oprejsning

Hollywoodstjernen Rock Hudson blev latterliggjort som superfrikadelle. Men efter sin aids-relaterede død har han rejst sig fra asken
25. marts 2004

Coverstjerne
Når Natfilmfestivalen sætter Rock Hudson på program-forsiden og viser et skønsomt udvalg af hans bedste film, kan det både tolkes som et fascination af det gamle, for altid svundne Hollywood – og som en markering af, at filmbyens glamour-facede rummede pirrende og paradoksale hemmeligheder.
For Hudson er jo ikke nogen stor skuespiller i sig selv, skønt han har ydet glimrende præstationer. Det særlige ved ham er, at han i 1950’erne og 1960’erne blev et romantisk ikon, en inkarnation af amerikansk maskulin sundhed og styrke. Og at hans filmimage derpå smuldrede på den ubønhørligst tænkelige måde, da han – som det første kendte Hollywoodnavn – blev ramt af aids og derfor som homoseksuel med ét og højst ufrivilligt blev revet ud af det skabet.
Hudson prøvede med al magt at skjule kendsgerningerne, men fik angiveligt 30.000 sympatibreve fra fans, da hans sygdom blev offentligt kendt – samt en masse opmuntringstelegrammer fra stjernekolleger som Frank Sinatra og Jack Lemmon. Til det sidste – han døde i 1985 – fattede han ikke, at mange af hans fans holdt fast ved ham efter at hemmeligheden om hans homoseksualitet endelig var sluppet ud. Små 40 års bedrag havde sat sig uhjælpeligt fast i systemet.

En særlig race
Rock Hudson var det sidste eksempel på den særlige race af Hollywood-stjerner, der blev skabt som et rent produkt af filmbyens behov for glamour-idoler.
Da han kom frem i første række i 1950’erne, var oprørske Actor Studio-navne som Marlon Brando, James Dean og Montgomery Clift allerede ved at forvandle amerikansk films unge mande-idealer i anti-heltens tegn. Der var brug for en kraftig modvægt – en ugebladsflot helt uden neuroser eller modhager, et rigtigt solidt stykke mandfolk, der samtidig havde en blid side, som kunne appellere til kvindepublikummet.
Hudson udfyldte rollen til perfektion, ikke blot fordi han havde udseende og udstråling til det, men også fordi han var gået igennem den hårde skole som birolleskuespiller i en lang række b-film. På den måde lærte han gradvis et fag, han ikke havde det indlysende medfødte talent for og voksede med opgaverne. Desuden var Hudson hamrende ambitiøs og arbejdede hårdt og samvttighedsfuldt for at gøre fremskridt.
Den første store chance kom, da selskabet Universals begavede instruktør Douglas Sirk valgte ham til at spille helten i sine stilistisk blændende gennemførte melodramaer Den store læge (Magnificent Obsession 1954) og Med kærlighedens ret (All That Heaven Allows 1955) – ekstravagante tårepersere, der stadig afsætter sig spor i moderne filmkunst, f. eks. er Todd Haynes’ Far From Heaven en rendyrket Sirk-pastiche.
Men Hudsons bedste præstation nogensinde finder man i George Stevens’ rige Texas-epos Giganten (1956), hvor Stevens – til den altid samarbejdsvillige Hudsons fryd – udførte en kæmpearbejde for at få aktøren til at
illudere som fordomsfuld macho-kvægfarmer og olie-
tycoon. Det er helt rørende at høre Hudson (på filmens dvd-udgave) udtrykke sin taknemmelighed mod Stevens, der med uendelig tålmodighed optog hans scener igen og igen for at give ham tilstrækkelig styrke og pondus i rollen.

En populær mand
Privat var Hudson ifølge masser af vidneudsagn lattermild, charmerende og vennesæl – og både en populær person i de udprægede bøssekredse, hvor han færdedes, og blandt kolleger, som altid fremhævede ham som let og sjov at samarbejde med.
Det var nærliggende at placere ham i komedier, og det skete med stor succes, da man gjorde ham til partner med Doris Day i en række kvikke kærlighedslystpil, hvor parret veloplagt og rimeligt elegant spiller ping-pong med kønsrollerne. Filmenes umådelige popularitet fastholdt Hudson som en af Hollywoods topstjerner et stykke op i 1960’erne – men så var det også slut, selv om Hudson indspillede en af sine bedste film i 1966, John Frankenheimers science fiction-allegori Manden der skiftede ansigt (Seconds), hvor han viser forbløffende følelsesstyrke som en bankmand, der som forynget person får en ny chance i livet.
På det tidspunkt var Hudsons homseksualitet en åben hemmelighed i branchen, men som førsteelsker på film måtte han stadig passe på, at den ikke blev afsløret for en større offentlighed. Så ville det slut med karrieren!
I 1950’erne havde hans skrupelløse agent, Henry Willson, der specialiserede sig mandlige beefcake-skuespiller, arrangeret Hudsons ægteskab med sekretæren Phyllis Gates. Det holdt kun kort, men gav Hudson respit over for datidens skandalejægere.
Dobbeltlivet kostede dyrt. Da Hudson mistede sin stjernerang og var henvist til optræden i tv-serier, blev han bitter og alkoholisk – og havde kun i kortere perioder energi til at genskabe sig selv som teaterskuespiller. Og hans posthume ry tog skade af et sagsanlæg fra en af hans elskere, der ikke var blevet oplyst om, at Hudson var hiv-smittet. Sagsanlæggeren vandt i øvrigt, dog uden at være smittet.
Til gengæld vurderes Hudson nu højere som skuespiller end i sin levetid. Han var bestemt mere end et kunstprodukt fra Hollywoods stjernefabrik – charmen og blidheden var ægte nok, og i de rette hænder og rette rolle, som i Giganten, var han ikke langt fra at være på højde med de bedste i sin generation.

*NatFilm Festivalen viser seks af Rock Hudsons film, inkl. ’All That Heaven Allows’ og ’Seconds’. Spilletider på www.natfilm.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu