Læsetid: 3 min.

Mod en fjende som ikke kan besejres

Den nye terrorisme er ikke et attentat på menneskerettigheder og demokrati: den er ikke et ideologisk eller politisk udsagn
19. marts 2004

Udsyn
Terrorisme er ikke et angreb på demokrati og menneskerettigheder. Den slår mennesker ihjel, og den chokerer. Terrorismen spreder usikkerhed. Men terrorismen kan ikke konverteres til et politisk eller ideologisk udsagn. Som den franske idehistoriker Jean Baudrillard har sagt: Den nye terrorisme er ikke som krig en fortsættelse af politik med andre midler. Den nye terror er en fortsættelse af fraværet af politik med andre midler.
Det er ikke som Den Kolde Krig: Fjenden præsenterer ikke et alternativ. Fjenden udfolder ikke en konkurrerende ideologi. Det er en del af terrorismens effekt:
Den kan ikke konverteres til et bestemt ønske eller manifestation af en specifik kritik. Man kan ikke etablere en terrorbalance. For konflikten er ikke symmetrisk. Som Jürgen Habermas sagde efter den 11. september 2001:
»Den terrorisme, vi i øjeblikket forbinder med navnet al-Qaeda, gør det umuligt at identificere en fjende og umuligt at bedømme den nye fare realistisk. Det er denne ubegribelighed, som definerer den nye terrorisme.«
Den viser sig, hvor Vesten viser sig. Den er en reaktion på vestig tilstedeværelse. Men en udelukkende destruktiv reaktion.
Der var ikke nogen, som tog ansvaret efter attentaterne i New York og Washington i 2001 og i Madrid marts 2004. Der var ikke nogen, som gjorde attentaterne til midler for et højere mål. Terroren kom til at fremtræde som mål i sig selv.
Nu forsøgte kommentatorer og politikere igen efter massakren i Madrid at gøre terroren til angreb på menneskerettigheder og demokrati. At genskabe Den Kolde Krigs fronter og symmetri. At gøre fjenden til modstander af hele vores politiske system og moderne konsensus.
Når nu fjenden angriber os og slår civile ihjel, må de være modstandere af vores menneskerettigheder og vores demokrati. Vi definerer os ud fra det gode ved os selv og bestemmer derefter fjenden negativt: terroristerne, råber de vestlige politikere, kommentatorer og enkelte intellektuelle, terroristerne fører kamp mod menneskerettigheder og demokrati!

Dette argument fører lige mod George W. Bushs logik: De hader os, fordi vi er så gode. Det er alt det gode ved os, de kæmper imod: frihed, demokrati, menneskerettigheder. Men dette postulerede had til det gode fører mod spørgsmålet: Hvordan kan det for os gode blive til det for dem onde? De mange fanatiske vestlige kommentartorer og politikere anerkender ikke engang dette spørgsmål. De kalder terrorister for ’nihilister’: De er onde. De dyrker ondskaben for ondskabens egen skyld.
Forestillingen om både menneskerettigheder og et kosmopolitisk demokrati blev udkastet og reflekteret af Immanuel Kant, der som oplysningsfilosof afviste eksistensen af den idealistiske ondskab. Der er ingen, som gør det onde for det ondes egen skyld. Ondskaben viser sig, når folk sætter egeninteresser over almene hensyn. Eller når de formulerer egne interesser som universelle principper. Når for eksempel religiøse proklameringer bliver brugt til at legitimere udfoldelse af egoistiske interesser.
Den dæmoniske ondskab er en uoplyst fiktion. Det er de vestlige intellektuelle og politikere, der selv truer den oplyste tanke, når de identificerer modstanderen med dene rene ondskab. De renoncerer ikke bare på at prøve at forstå.
De benægter, at man skal forstå overhovedet.
Men som Jürgen Habermas også har pointeret: Terrorisme er den afmægtiges reaktion på en uoverkommeligt almagt.
Det er afmagten, som ikke kan bringe sin kritiske position frem som andet end en radikal destruktion, og som ved sin ødelæggelseskraft kan få den virkning, at den svækker den demokratiske åbenhed og den vestlige borgers retssikkerhed. Terrorismen kan have den effekt, men det betyder ikke, at det var meningen med den. De kan betjene sig af radikale islamistiske udtalelser og proklameringer. De taler om hellig krig, men det er ofte folk, som tidligere var involveret i nationalistiske bevægelser, som nu har fundet en ny formulering for den uspecificerede modstand.
Den religiøse fanatisme er ikke nødvendigvis den endelige betydning, men kan være en ny artikulation af gamle politiske motiver. Osama bin Laden blev først islamist, da han blev tvunget hjem fra krigen i Afghanistan, fordi amerikanerne ikke længere betragtede mujahedinernes indsats som en god investering.
Som Habermas slår fast:
»Den globale terror, som kulminerede den 11. september, har samme træk som en anarkistisk revolte rettet mod en fjende, som ikke kan besejres overhovedet. Terroren kan kun virke ved at chokere og alarmere befolkningen og regeringen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu