Læsetid: 2 min.

Flere Irak-høringer på vej

Alternative Irak-arrangementer sætter fokus på de emner, som Folketingets Irak-høring forsøger at undgå
18. marts 2004

Folketingets kommende Irak-høring, der løber af stabelen i Landstingssalen på Christiansborg næste onsdag, kommer til at handle om alt muligt andet end det danske krigsgrundlag.
Det er flere græsrodsgrupper så utilfredse med, at de har arrangeret alternative Irak-høringer.
Den 30. marts holder Komiteen for en Irak-høring og Danmarks Fredsråd høring i Kirkesalen i Studiestræde i København, hvor førende jurister sætter fokus på, om det juridiske grundlag for Danmarks krigsdeltagelse var i orden. Derudover sætter høringen spørgsmålstegn ved, om den amerikansk-ledede besættese af Irak foregår i overensstemmelse med de internationale konventioner, især når det handler om privatisering af den irakiske stats ejendom, tilbageholdelsen af tusindvis af irkaiske fanger uden retssag samt de begrænsninger for irakiske NGO’er, som den amerikansk-ledede administration har indført.
»Den krig, som Danmark har deltaget i, er blevet stærkt kritiseret. Bush og Blair har problemer, men i Danmark synes Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller at ryste kritikken af sig. Vi finder det højst uheldigt, at de alvorlige anklager mod vores politikere ikke får konsekvenser og ligeledes højst uheldigt, hvis dette fører til, at det fremover bliver legitimt at bryde internationale aftaler og konventioner,« lyder begrundelsen for initiativet. Blandt oplægsholderne er juraprofessorerne Ole Espersen og Claus Haagen Jensen, filosofiprofessor Peter
Kemp, økonomiprofessor Åke Lundvall og repræsentanter for Amnesty International.

Topnavne
Den 15. april inviterer Grundlovskomiteen vedrørende Irak-krigen til høring med flere af den internationale Irak-debats absolutte topnavne. Heriblandt Ray McGovern, der er tidligere CIA-analytiker og rådgiver for George Bush og Hans von Sponeck, tidligere koordinator af FN’s humanitære arbejde i Irak.
Sammen med fredsforsker Jan Øberg sætter de fokus på begrundelserne for krigen, det politiske og etiske ansvar, som de krigsførende lande – herunder Danmark – dermed har påtaget sig samt på krigens konsekvenser for det irakiske folk.
Desuden sættes der med oplæg af bl.a. juristerne Henning Koch, Bjørn Elmquist og Thomas Dyhr også her fokus på det juridiske grundlag for at gå i krig.
I sin invitation begrunder Grundlovskomiteen høringen med, at »den officielle kke handler om begrundelserne for at gå i krig, om ansvaret herfor eller om, hvordan de skiftende påstande om Irak smuldrede. I stedet har den officielle høring fokus på, hvordan det kan gøres lettere at starte fremtidige angrebskrige uden FN-godkendelse. Vi er oprørte over den nye, agressive linje i dansk udenrigspolitik og over, at der ikke som i USA og Storbritannien afholdes en kritisk høring om hele krigsgrundlaget.«

*Læs mere om høringerne på www.fred.dk/grundlov/_aktuelt.shtml

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her