Læsetid: 5 min.

Fogh mod midten

Venstre kom til magten ved at bevæge sig ind mod midten – men midterpartierne har regeringen stødt fra sig
5. marts 2004

Analyse
Anders Fogh Rasmussen er ikke en mand, der offentligt lader følelserne få frit løb, men måske var det udtryk for mere end sædvanlig selvkontrol, at Venstres leder på valgnatten ikke vandrede jublende omkring i ekstase over valgresultatet. Resultatet gav ham nemlig ikke andre reelle muligheder end et V-K-DF-flertal, og selv om flertallet umiddelbart virkede komfortabelt, ved enhver, der har deltaget i politik så længe som statsministeren, at magten ikke kan fastholdes i flere år uden opbakning fra midten i dansk politik.
Skrøbeligheden i V-K-DF-samarbejdet blev udstillet i den forløbne uge, da Dansk Folkeparti med et sjældent set mediestunt kastede sig over SF’s Kamal Qureishi, der – med hoffets godkendelse – var mødt til bal i pakistansk klædedragt. En demonstration af »foragt« for det danske samfund, mente DF, som overdængede manden med hån af en kaliber, der fik Venstre og De Konservative til lægge dyb afstand til DF’s menneskesyn.
Sagen har og får ingen politisk betydning – men den føjer sig til listen over de sager, der belaster samarbejdet mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Det er ikke gratis at lade sig smede så tæt sammen med et parti som Dansk Folkeparti, men problemet for regeringen er, at den ikke rigtig har andre muligheder.
Det paradoksale for Anders Fogh Rasmussen er, at han vandt magten på at trække Venstre ind mod midten. Men efter mere end to år i regering er der ingen udsigt til, at han evner at hive midterpartierne til sig igen:
VK-regeringen var ikke mange måneder gammel, før Kristendemokraternes daværende formand, Jann Sjursen, erklærede, at KRF ikke længere var at betragte som regeringens parlamentariske grundlag. Nok er de kristelige af borgerlig observans, og dets vælgerkorps vil få svært ved at acceptere en ikke-borgerlig statsminister, men partiet kan ikke tælles med som et stensikkert kort.
Det Radikale Venstre, der selv engang har siddet i en borgerlig ledet regering, udtrykker sjældent andet end kritik af Anders Fogh Rasmussens regering og hans ledelsesstil.
CentrumDemokraterne, der arbejder på et comeback i Folketinget og har deltaget i borgerlige firkløverregeringer og i et socialdemokratisk ledet rødkløver, vil også have skiftet Fogh ud.
I næste valgkamp risikerer Venstres leder derfor at stå i nøjagtig samme situation som sin forgænger Uffe Ellemann-Jensen i 1994-valgkampen: Den eneste sikre vej til magten er et flertal uden om midterpartierne.
Anders Fogh Rasmussen har forsøgt at pleje kontakter til lederne fra midterpartierne, men udover de åbenlyse politiske divergenser, er der påfaldende dårlig kemi. »Kvinderne kan ikke lide ham,« som en kilde udtrykker det.
At statsministeren selv er klar over det problematiske i at forsøge at klare sig uden midten, gav han tydeligt udtryk for i Thomas Larsens interviewbog »I godtvejr og storm«: Her glædede han sig over, at nye meldinger fra CD og KRF i 1998 skabte muligheden for at erobre regeringsmagten gennem midterpartierne »i stedet for at skulle skyde sig vej til magten,« som Fogh udtrykte det.
Støtten fra midterpartierne var som bekendt ikke nok til at vælte Socialdemokraterne i 1998, men indstillingen fra de små partier havde afgørende betydning for Anders Foghs planer for en kommende borgerlig regering. Som han forklarer i bogen, der udkom et år før Folketingsvalget i 2001:
»V og K bliver kernen i en borgerlig liberal regering, men jeg ser helst, at V og K kommer til at indgå i regering med Kristeligt Folkeparti og CD i en ny firkløverregering, for den vil blive stærk og manøvredygtig. Hvis vi kommer i en position, hvor vi skal forhandle om et regeringsgrundlag, vil det vise sig, om alle fire partier kan blive enige. Jeg tror, at vi bliver enige, men det betyder ikke, at der vil være fuldstændig harmoni mellem partierne frem til næste valg.«
I dag kan det konstateres, at Anders Fogh Rasmussen i det mindste fik ret i antagelsen om mangel på harmoni.

CentrumDemokraternes leder Mimi Jakobsen slår fast, at CD vil koncentrere sin valgkamp om at komme af med Anders Fogh Rasmussen. Udlændingepolitikken, u-lands-politikken og i nogen grad også skattepolitikken har skubbet midterpartierne væk fra Fogh. Men hertil kommer også selve stilen, mener Mimi Jakobsen:
»CD kommer ikke til at pege på Anders Fogh Rasmussen mere nogensinde. Det kan jeg garantere for. Den måde, han har allieret sig med Dansk Folkeparti på, handler ikke bare om at give og tage. Anders Fogh har lagt en linje, hvor han nærmest giver udtryk for at nyde det, og han har ikke på noget tidspunkt vist betænkeligheder for, når DF skejer ud,« siger Mimi Jakobsen: »Fogh kommer til at falde på grund af mangel på opbakning fra midterpartierne. Den stærke ideologiske optræden, som jeg ikke har oplevet i de seneste 30 år, tiltrækker ikke midterpartierne eller skaber brede flertal. Men han kommer også til at falde på grund af stilen – den polerede optræden til pressemøderne, hele stilen med ti-skridt-fra-livet og spindoktorerne – det er blevet alt for smart, og kvinder giver udtryk for, at han virker indstuderet, kold, u-menneskelig og utroværdig.«
CD mener, at det er nødvendigt med et alternativ til Fogh og den socialdemokratiske leder Mogens Lykketoft på statsministerposten:
»Med et bare rimeligt valg for de radikale, CD og Kristendemokraterne vil vi være i stand til at blokere for, at nogen af de andre kan danne regering. Der skal faktisk ikke flyttes ret mange stemmer. Hvis vi tre holder sammen og lader midten tage initiativet, kunne det blive ganske interessant – også at få en kvindelig statsminister,« siger Mimi Jakobsen.

I interview-bogen luftede Anders Fogh Rasmussen også sin optimisme omkring Det Radikale Venstre:
»Den nye generation ligger ideologisk et andet sted end den nuværende ledergruppe. Den nye generation har i deres politiske opvækst haft tætte forbindelser til Venstres Ungdom. Det giver mig håb om, at de radikale vil udvikle sig til et midterparti orienteret mod V og K,« lød visionen fra Fogh i 2000, der samtidig slog fast:
»Venstre har i løbet af de seneste år lagt sig på en kurs, som vil muliggøre et bredt samarbejde med midterpartierne om nødvendige reformer af vores velfærdssamfund, og jeg tror, at de radikale vil deltage i det samarbejde, når de skilles fra Socialdemokratiet.«
I dag er forholdet mellem Venstre og de radikale decideret dårligt, mens Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre derimod plejer tætte kontakter.
Når valgkampen indledes om senest halvandet år, tegner det således til, at Anders Fogh Rasmussen vil stå med flere problemer end under seneste valgkamp, hvor CD og KRF i det mindste talte for, at det var »tid til forandring«.
På den ene side vil Anders Fogh Rasmussen have et Dansk Folkeparti, der gang på gang har generet liberale vælgere, og på den anden side står de radikale og CD, der kæmper for Foghs afgang, mens støtten fra Kristendemokraterne i bedste fald kun kan blive lunken, fordi de har meddelt, at de først vil se valgresultatet, før de siger, hvem KFR peger på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu