»Regeringen støttede den militære aktion mod Irak på grund af landets manglende samarbejde med FN.«
Statsminister Anders Fogh Rasmussen til Folketingets høring om Irakkrigen
SÅ FIK vi gentaget regeringens argumentation endnu engang. Danmark gik i krig mod Irak, men det var ikke på grund af masseødelæggelsesvåben. Næh, krigen var forankret i den stribe af FN-resolutioner, som Irak havde forbrudt sig imod, og som gav bemyndigelse til at anvende magt.
Foghs regering handlede klogt, da den fremsatte beslutningsforslag 118, hvori Danmark beslutter at gå i krig mod Irak på trods af, at både statsministeren og udenrigsministeren i tale efter tale havde hamret løs på masseødelæggelsesvåben-argumentet (»det er ikke noget, vi tror, det er noget vi ved«), så stod det jo ikke sort på hvidt i beslutningsforslaget, som kun handler om Iraks brud på FNs resolutioner.
Under gårsdagens høring fik Folketingets politikere så lejlighed til at høre den argumentation endevendt af eksperterne. Udenrigspolitisk Nævn havde været nødt til at ty til udlandet og hente juraprofessor Christopher Greenwood hertil fra Storbritannien for at finde en eks-pert, som ville forsvare det synspunkt, at krigen var lovlig. På den anden side fik vi den danske lektor Jens Elo Rytter, som argumenterede for, at krigen er i strid med de folkeretslige regler
UNDER HØRINGEN blev det klart, at det er det tyndest mulige juridiske figenblad, som regeringen dækker sig ind under, når den fastholder, at den sammen med de øvrige lande i koalitionen havde folkeretten på sin side mod Irak og mod de 11 ud af 15 lande i Sikkerhedsrådet.
Hele FN-pagten sigter mod at begrænse anvendelsen af militær magt og militære trusler mest muligt. Kun i tilfælde af selvforsvar mod et væbnet angreb må staterne gribe til krig som udvej. Eneste anden undtagelse er, hvis Sikkerhedsrådet giver bemyndigelse.
Det er en stor magt, Sikkerhedsrådet hermed forvalter, og derfor bør enhver sådan uddelegering af Sikkerhedsrådets helt særlige kompetence være klar og utvetydig. Her er ikke plads til alle mulige fortolkninger og udlægninger af kommaer og paragraffer i teksten, som for eksempel:
*At resolution 1441 kan sammenkædes med tidligere resolutioner, og at summen af disse resolutioner tilsammen udgjorde en bemyndigelse til krig.
*At kravet om en ny »drøftelse« i Sikkerhedsrådet var noget andet end et krav om en ny »beslutning«.
*At resolutionens ordlyd om »alvorlige konsekvenser« for Irak frit kunne fortolkes som lig med en angrebskrig.
SOM BEKENDT var der i marts 2003 notorisk ikke tilslutning i Sikkerhedsrådet til at anvende magt mod Irak nu. Som lektor Jens Ole Rytter påpegede var der tværtimod et massivt flertal, som ønskede, at man skulle fortsætte våbeninspektionerne. De enkeltstater, der ønskede krigen, kunne ikke i god tro hævde, at de handlede på Sikkerhedsrådets vegne.
Tankegangen om, at fordi Sikkerhedsrådet én gang i dette tilfælde 13 år forinden har vedtaget en bemyndigelse til magtanvendelse, så »fanger bordet« i al fremtid, og at enhver enkeltstat når som helst kan vælge at tage denne bemyndigelse i brug, er en total venden-på-hovedet af FN-pagten og af Folkeretten.
Det er tankevækkende, at man, som det fremgik af høringen, i Norge har haft den samme debat om krigens folkeretslige grundlag. I vort broderland nåede både eksperterne og den borgerlige regerings to partier frem til den klare konklusion, at de eksisterende FN-resolutioner ikke indeholdt den nødvendige bemyndigelse. Blandt alle de politiske partier i Norge var det kun Fremskrittspartiet, der havde en anden opfattelse. Dette må vække til eftertanke blandt de danske politikere, som køber regeringens folkeretslige argumenter.
MAN KAN indvende, at folkeretten er forældet og utilstrækkelig til at imødegå en ny tids trusler. Den danske statsminister vil gerne »udbygge folkeretten«, som han udtrykker det, og det kan meget vel være, at det er en god idé.
Men når statsministeren i samme åndedrag siger, at han på det bestemteste går imod »en international rets-uorden, hvor det enkelte land bare tager sig selv til rette«, så er det netop, hvad der er sket i tilfældet Irak. Med en lemfældig fortolkning af Folkeretten som figenblad, ganske vist men figenbladet smuldrer.
