Læsetid: 2 min.

Fokus/Udvikling

3. marts 2004

Zimbabwe ikke længere i tobak-top
*Zimbabwe er ikke længere blandt verdens seks største tobakseksportører. Det fremgår af det amerikanske landbrugsministeriums produktionstal for januar, som viser, at Brasilien, USA, Indien, Malawi, Italien og Kina nu er de seks største eksportører. Zimbabwe, som historisk set har været verdens andenstørste eksportør af tobak, begyndte at falde tilbage i rækken for tre år siden som konsekvens af præsident Robert Mugabes kontroversielle jordreform. M.

Tænketank
Tony Blair opretter Afrika-kommission
Den britiske regering vil oprette en tænketank, der skal foretage en bred analyse af det afrikanske kontinents udviklingsproblemer og i løbet af 2005 komme med en plan for løsningen af problemerne. Storbritannien har i 2005 formandsskabet i både G8-gruppen af rige lande samt for EU. Britiske embedsmænd oplyser ifølge BBC, at kommissionens rapport sandsynligvis vil inkludere emnerne økonomi, uddannelse, konfliktløsning, sundhed, miljø og hiv/aids.
Kommissionen vil bl.a. bestå af premierminister Tony Blair, den britiske finansminister Gordon Brown, den irske rockstjerne Bob Geldof, den sydafrikanske finansminister, Trevor Manuel, og Etiopiens ministerpræsident, Meles Zenawi. M.

Risikovurdering
Afrika skal risikovurderes
*Afrika skal inddrages mere på det internationale finiansielle marked, og det skal ske gennem flere uafhængige risikovurderinger, som bl.a. giver landene adgang til de internationale finansmarkeder. Det mener sous-chefen for FN’s Udviklingsprogram, UNDP, Zephirin Diabre.
»Investeringspotentialet i Afrika er enormt. Vi ønsker med vores kreditvurderings-initiativ at støtte lande i deres forsøg på at mobilisere resourcer fra private kapitalmarkeder,« sagde Diabre på en konference i New York i sidste uge om kapitaltilstrømningen til Afrika.
I de seneste år er flere afrikanske lande blevet vurderet under UNDP’s særlige kreditvurderingsinitiativ, og Ghana blev i september det første afrikanske land til at modtage pæne karakterer af investeringsfirmaet Standard and Poors. Siden har Cameroon og Benin modtaget pæne vurderinger, hvilket gerne skulle fremme investeringslysten i landene. Flere afrikanske lande – bl.a. Burkina Faso, Kenya og Madagaskar – forventes at modtage kreditvurderinger i løbet af i år. M.

Energi
G15-lande vil dele viden om energi
*Gruppen af udviklingslande, kendt som G15, gav ved afslutningen af G15-mødet i Venezuelas hovedstad, Caracas, i søndags, hinanden lovning på dele eksisterende ekspertise på energi-området i et forsøg på at nedbringe fattigdommen, skriver BBC.
G15-mødet blev imidlertid ikke beskrevet som nogen stor succes af iagttagere fra diverse medier – især fordi færre end halvdelen af de 19 medlemmer af gruppen havde valgt at sende deres statsoverhoveder til mødet.
Mens de venzuelanske værter fremhævede aftalen om energi-samarbejdet, var der imidlertid også diskussioner under mødet om, hvorvidt G15-gruppen overhovedet vil kunne samarbejde om bredere handelsmæssige spørgsmål. M.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu