Gylleramte
* Rørende, at Kolding-landmændene vil gøre den kongelige bryllupsdag gyllefri, så folk den dag kan udholde at se tv på terrassen. Men hvad med alle de andre dage om året, hvor folk også gerne ville opholde sig i det fri? Er den eneste tænkelige løsning, at der holdes et royalt bryllup hver dag?
Møllehave
* Digterprædikanten bliver på mandag kåret til »Danskernes yndlingsforfatter 2003«. Det sker i Bog & Idé på Københavns Fisketorv. Bagefter signerer han bøger.
German Gref
* Den russiske udenrigshandelsminister med det såre tyskklingende navn besøger i dag Bruxelles.
Mariann Fischer Boel
* Fødevareministeren deltager i dag Danske Halmleverandørers Repræsentantskabsmøde. Det foregår på Christiansborg, så de behøver ikke at rede op til ministeren.
Diana Ross
* »Do you know where youre going to? Do you like the things that life is showing you?« Sådan sang hun. I dag fylder hun 60.
Partiforeningskasserere
* Sådan nogle har det hårdt. SFs bruger lørdagen på et kursus i kontingentopkrævningssystemer, medlemspleje og indsamlinger. Hvad var folkestyret uden sine upåagtede slidere?
Pia Kjærsgaard
* Har der ikke været lidt stille om hende? I Lunderskov bryder hun på mandag tavsheden ved at tale over emnet »Den politiske situation med særlig vægt på EU«.