Læsetid: 8 min.

Folk dyrker stadig hellige sten og træer

Det førkristne natursyn har ifølge Mads Lidegaard overlevet helt op i nutiden. Og ikke kun hos naturfolk, selvom han mener at have lært meget om tidligere tiders forhold til naturen af sit lange ophold blandt Grønlands eskimoer
11. marts 2004

Natursyn
Mads Lidegaard har været præst i Grønland i 15 år.
»Jeg er jo mærket af min tid i Grønland,« bemærker han, da han kommer ind i stuen med teen til interviewet. Min første tanke er, at han mangler tæerne, men det er ikke det, han mener. Lidegaard hentyder til sporene af Grønland i hjemmet. Til sælskindet på væggen, islommen ved siden af døren og et langt stykke grønlandsk fjord og bjerge med to islommer i forgrunden og to svømmende rener længere borte over sofaen. Malet på en planke af vennen og fangstkammeraten Jens Rosing. Billedet forestiller udsigten fra de tos fangstlejr.
Men det er ikke helt galt, det med tæerne, svarer Lidegaard, da jeg røber min mistanke. Faktisk er to af hans tæer den dag i dag følelsesløse siden den gang, han gik gennem isen i et forsøg på at bjærge slæden over en forhindring. Våde tæer i den grønlandske kulde er ikke sådan at spøge med.

De hellige dyr
Islommen er fra gammel tid en hellig fugl i Grønlands fangerkultur, og at Mads Lidegaard i 15 år kom tæt på eskimoerne, lærte sig sproget og drev jagt sammen med dem, har givet ham et langt blik tilbage i historien, mener han.
»Vi har jo alle været jægere, og ligesom for eskimoerne har fangstdyrene for de første jægere været hellige væsener, man havde stor respekt for.«
»Selv de dyr, eskimoerne dræber og æder, er hellige. De bliver totemdyr, man indoptager deres kraft ved at spise dem. Alt på dyret bliver brugt. Man bruger stumper af knogler og tænderne som amuletter,« fortæller Mads Lidegaard og betegner amuletterne som ’tidlige relikvier’.
»For eskimoerne er dyr ikke noget laverestående i forhold til mennesker. Dyrene er tænkt med ind i samme helhed som den, menneskene indgår i.«
»Det gælder om at behandle dyrene, så de gerne vil fanges igen, derfor er jagten og behandlingen af dyrene omgærdet af en lang række tabuer, så det gode forhold til dem kan fortsætte. Et eksempel er, at man skal samle nogle af knoglerne fra en sæl i en lille skindpose og sænke den i havet. Så får sælen nemlig nyt liv.«
»I vores natursyn er dyrene noget, man bruger, mens mennesket er i særklasse,« siger Lidegaard og tager, overraskende, kraftigt afstand fra ideen om, at mennesket er skabt i Guds billede.

Tavse eskimoer
– Men du har været præst?
»Derfor har jeg alligevel altid været generet af tanken om mennesket som skabt i Guds billede, det er udtryk for en selvglæde, der har irriteret mig voldsomt. Ideen stammer fra grækerne, og det er noget tosset noget. At
ideerne er det eneste evige, og at mennesket er noget særligt i kraft af nous, fornuften, der giver os del i ideernes verden, mens dyr kun har del i materien.«
– Det er ellers også kristen tradition?
»Javist, man finder det eksempelvis hos Grundtvig,« svarer Mads Lidegaard og citerer: »Mennesket er i Guds billede skabt / med levende ord på sin tunge, / og derfor kan han mellem træer og dyr / med guderne tale og sjunge.«
»Og tankegangen lever i bedste velgående, når en Tor Nørretranders taler om, at det er menneskets adelsmærke, at vi kan have tillid til hinanden. Dér siger jeg, at det har dyrene også.«
»Jeg var længe om at forstå eskimoerne forhold til naturen. Når de gik i fjeldet, skete det en gang imellem, at de pludselig blev tavse. Normalt har de et herligt humør, men pludselig kunne de sætte sig et stykke fra hinanden, og så sad de bare og kiggede en halv times tid uden at røre sig.«
»I begyndelsen sagde jeg, ja, her er sandelig også flot, men det var slet ikke det. De sad ikke og betragtede landskabet, de sad der for at suge naturen ind, indoptage den, opgå i den, vil jeg nærmest sige.«
– Men det er ifølge din bog, ’Da danerne blev kristne’, bondens natursyn, snarere end jægerens, der lever videre under den kristne tro?

Bondens natursyn
»Ja. For bonden er det mest iøjnefaldende, at alt liv kommer ét sted fra, nemlig fra jorden. Moder Jord har over det meste af kloden været hovedgudinden. Jorden er den store livgiver, og jorden er et kvindeligt væsen, der giver alt liv, også alle mennesker liv. Det danske ord for fødselshjælper, ’jordemoder’ kommer af, at hun skulle lægge barnet på jorden og derfra række det til forældrene.«
»Og det er rigtigt, at denne naturopfattelse har overlevet helt til nutiden. I mange år kørte jeg rundt og samlede oplysninger om sten og træer. Mit mål var at se, hvor mange af de steder, der er nævnt i folkesagn, som endnu fandtes. Det tog mange år, og jeg har været ude i alle afkroge af landet og på de danske øer.«
»Til min forbløffelse opdagede jeg, at folk rundt omkring stadig kendte de sagn, jeg havde læst om. Sagnene er blevet hånet og fortrængt siden Oplysningstiden, og en gammel, from præstemand som mig stod lidt betuttet og forskrækket over at opdage, at folk ikke desto mindre endnu dyrkede en sten, en kilde eller et træ.«
»Dyrkelsen kunne have forskellige form, stenen skulle kalkes eller males, eller der skulle ofres til den, og det var ikke noget, de gerne krammede ud med. Men sådan havde man jo altid gjort, og det kunne jo da aldrig skade, var holdningen.«

Moder Jords kraft
»Jeg spurgte mig selv, hvorfor folk har troet, at der var så megen hjælp at hente i en kilde, en sten eller et træ. Og svaret må være, at det er, fordi de er en del af Moder Jord, og Moder Jords kraft, som de besidder, var ikke en dyrisk og ubevidst kraft. Tværtimod var den bevidst og kom folk til hjælp som den kilde i Baldersbrønde, der springer frem, da Balder og hans folk i Saxos beretning sidder trætte og tørstige efter et slag. Det er derfor stedet hedder Baldersbrønde den dag i dag.«
»Inden for naturkræfterne er kilden den stærkeste helligdom, hvilket hænger sammen med, at kilden er indgangen til jordens skød. Herfra udsprang alt liv og frugtbarhed, alt der kom fra kilden, var Moder Jords safter, og derfor utroligt helligt. Det er grunden til, at trolde, der forfølger en helt, aldrig kan komme over en å, ligesom de ikke kan gå på tværs af plovfuren, men må rende frem og tilbage ved den. Plovfuren er nemlig ligeledes Moder Jords skød og hellig. Derfor var det også mandearbejde at pløje og så, det var en hellig handling, som var forbeholdt det mandlige køn. Den dag i dag må kvinder ikke så korn i Nordjylland.«
»Træer er rent kvindelige. På grund af deres ælde nyder de stor respekt i samfund, hvor man har respekt for vise gamle. Denne respekt overføres til træerne, Tolkien har ikke grebet sine Enter, træhyrderne, ud af den blå luft.«
Stadigvæk i 1970’erne kunne Mads Lidegaard støde på den skik, at man trak mennesker, der var født vanskabte eller ’forgjorte’ gennem et hul i et træ, fortæller han. På den måde blev de ’født om’.
»Først trak man dem nøgne den ene vej igennem. Så var fødslen gjort ugjort, og når man trak dem igennem den anden vej, blev de født på ny. Deres gamle tøj blev hængt på træet, ikke som offer, men for at det stærke træ skulle tage trolddommen, der sad i tøjet, på sig.«
Mads Lidegaard har fundet over 100 af den slags træer, fortæller han, men han har dog ikke selv set nogen udføre ritualet. Hans hjemmelsmand er en skovfoged, der kunne berette, at det skete i måneskin og skulle udføres, så ingen så det.
Derimod har Mads Lidegaard fundet træer med tøj på og med mærkelige pinde sat ned i jorden omkring, pinde der tydeligvis var anbragt af mennesker efter et ganske bestemt mønster.

Kongesten og kirkestævne
Mads Lidegaard har også registreret landets hellige sten. Han viser mig de bøger, han har skrevet om henholdsvis træer og sten. På indersiden af bindene er der Danmarkskort, som er tæt besat med prikker dér, hvor en hellig sten eller et helligt træ befinder sig. Danmark er fuldt af dem!
»Sten er det mest bestandige og uforanderlige, man har. Derfor besidder de også stor kraft og brugtes til mange ting, nemlig til alt, hvad der skulle sikres,« forklarer Lidegaard.
»Kongen skulle stå på en bestemt sten, hvis hans kroning skulle være gyldig og have retslig virkning. Daneryg-stenen på Viborg Tingsted og Hyldestenen i Lejre er sådanne sten.«
»Også under en retssag skulle den anklagede stå på én bestemt sten og dommeren på en anden, ellers var dommen ikke gyldig.«
»Alle offentlige bekendtgørelser skulle oplæses af præsten efter gudstjenesten på kirkestævnestenen, der var anbragt på våbenhusets sydside i hjørnet mellem våbenhus og kirkeskib.«
»I Kongelunden var der op til vor tid en sten, som alle brudepar skulle ud til, for hvis en sten er vidne til et bryllup, står det fast og kan ikke tages tilbage.«
»Aakjær beretter om en sten på heden i Salling, hvor børnene i 1800-tallets slutning gik rundt i kreds og sang et ritual, der lød som bryllupsritualet, og det er sandsynligt, at det har været et forvansket bryllupsritual. Børns lege er tit rester af gamle ritualer.«

Fader sol
»Naturen var for de gamle ikke bare det, der var på Jorden, den var også firmamentet. Det er et vigtigt træk i religionen, for Moder Jord kunne ikke selv skabe liv, det mandlige element var nødvendigt. Det var himlen og især, hvad der kommer fra himlen: sol, regn og lyn ikke mindst, der var mandligt. Tøger Larsen er én af de få digtere, der forstået indebyrden af det: At der er tale om en kosmisk forening. ’Og stundom ud af din fulde glød/ sprang lyn fra skyen i jordens skød...’«
»Det vigtigste var at sikre sig, at det hellige ægteskab blev fuldbyrdet. Og dér var det nødvendigt, at mennesket greb ind, specielt ved midvinter, når Moder Jord var ved at dø og i foråret, når kornet skulle spire.«
»Det er denne naturdyrkelse, der lever videre i den førkatolske, irokeltiske kristendom, som også var den, der var udbredt i Danmark før Ansgar. Det er katolsk propaganda, at Ansgar kristnede Norden.«
»I Irland smeltede den førkatolske kristendom sammen med den gamle druidetro til en klosterkirke, der nærede dyb respekt for naturen. Alle naturens fænomener var Guds skabninger. Hvor de katolske helgener enten er martyrer eller har gjort et mirakel, dér er en af de største irokeltiske helgener, Aidan, helgenkåret, fordi han en dag, da han fodrede fuglene, kom ud for at en fugl lagde to æg i hans hånd.«
»Så blev han stående, til æggene var udruget.«

Serie
Natursyn
*Interviewet med forfatteren Mads Lidegaard er det tredje i en serie om forskellige natursyn. Artikler med professor i nordisk litteratur Thomas Bredsdorff og og professor i systematisk teologi Niels Henrik Gregersen blev bragt 6. og 9. marts.
Kommende interviews: Redaktør Jens Meulengracht-Madsen. Miljøminister Hans Christian Schmidt. Redaktør ’DRDerude’ Søren Ryge Petersen. Frugtavler Ritt Bjerregaard. Forfatteren Vagn Lundbye og journalist Kjeld Hansen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu