Læsetid: 4 min.

Forplumringen er forsvundet

Otte år efter Nice Devices endeligt har sangerinden Maya Albana fundet ind til kernen af sit musikalske udtryk. Vejen hertil bød på dørlukninger og et opgør med de lette løsninger
20. marts 2004

Interview
Maya Albana stod i lobbyen på et stereotypt østrigsk luksushotel. Sandsynligvis i en af den slags
outrerede udklædninger, som dancepop-bandet Nice Device excellerede i og morede deres ditto glade publikum med.
Bag hende faldt et spørgsmål.
»Polly, hvad vil du have til morgenmad?«
Sangerinden vendte sig om og stirrede lige ind i fjæset på PJ Harvey. Dernæst løb hun med egne ord hen bag en sokkel og gemte sig.
»Jeg havde det lidt som at have mødt Elvis,« forklarer hun.
Det er efterhånden et tiår siden, Maya Albana rendte ind i sit store idol. Hændelsen står som højdepunktet i de fire år, hun var en del af Nice Device, der musikalsk set og hørt – med en solid underdrivelse – lå lysår fra PJ Harveys noget mere inderlige univers.
»Så hændelsen understreger meget godt den skizofreni, det var at være medlem af et dancepop-
orkester. Mit hjerte var jo musikalsk et andet sted. Men Nice Device var et godt job at have, og vi morede os med at lave uprætentiøs pop,« mindes Maya Albana.
På mandag udkommer hendes andet soloalbum, God Bless Education, som i virkeligheden er en slags debut. Det første, fra 1999, var nemlig nærmere nærmere en kollaboration med kapaciteterne Kasper Winding og Thomas Blachman, selv om det udkom i hendes navn.
»Det var meget vigtigt på det tidspunkt, at der stod sådan to og sagde ’Ved du hvad? Du’ sgu god til at skrive sange’. Men det her er min plade. Den første var derimod et udtryk for, hvor jeg var på det tidspunkt. Og hvad jeg ikke kunne.«
– Hvad kunne du ikke?
»Jamen, jeg er blevet bedre til at følge ting til dørs. Men det har også krævet rigtig mange års sangskrivning, mange års sessioner i øvelokaler og en række praktiske erfaringer. Bare sådan noget som selv at holde styr på sit gear, har jeg skullet lære. Og få ringet efter en Landstryger. Tidligere har jeg nok været pakket ind i vat, og faktisk føles det, som om jeg er startet helt forfra.«

Nej til Popstars
Der er gået næsten fem år fra debutalbummet til God Bless Education rammer pladebutikkerne på mandag. Nedslaget bliver kantet rock, som fremstiller Maya Albana væsentlig mere true mod hendes musikalske opvækst end tidligere.
»Mit hjerte har jo altid banket for den her type musik. Jeg havde to sorte musikere i pladesamlingen – Hendrix og Miles – så det har altid været den hvide usminkede rock, det har handlet om for mig. Pixies, Iggy Pop, Bowie,« forklarer Maya Albana om de latente inspirationer, der for alvor fik guitarakkorder at rykke på for et års tid siden. Indtil da havde hun ført en fire år lang kamp for at finde ind til sit eget
musikalske udtryk:
»På det tidspunkt havde jeg brugt rigtig meget tid på at rende rundt og shoppe mine selvfinansierede demoer og fået knaldet rigtig mange af pladeselskabernes døre i hovedet. Så min tid gik altså med sangskrivning og dørlukning. Og skodjobs. Og en masse fravalg,« siger Maya Albana på sit syngende fynsk og læner sig fortroligt fremover i mødelokalet hos det lille pladeselskab Cope Records på Vesterbro.
– Af hvad for eksempel?
»For eksempel at sige nej til at være dommer i Popstars og andre af den slags tv-programmer. Sige nej til at komme på forsiden af M! (et månedsmagasin til drengerøve, der helst vil se på nogle store, småtbeklædte kasser og subsidært nogle ordentlige meloner, red.) Og sige nej til interviews med sladderblade bare for at holde en eller anden gryde i kog, som faktisk ikke har været i kog i mange år. Lette penge og opmærksomhed. Alle sådanne ting. Fordi de forplumrer mit billede af mig selv,« fastslår Maya Albana.

Ingen luksus
– Nu har du så fundet ind til kernen, og din lyd er mere rå. Bliver du vildere med alderen?
»Måske. Men med vildskab handler det nok lige så meget om at turde indrømme, man har den, og så grave den frem. «
– Hvad mener du med det?
»At jeg har skrevet sange, siden jeg var 12. Imens gik jeg på Fame-skole i Odense, hvor jeg var sådan en rigtig benvarmerpige og lærte at synge og danse. Og så skete der det, at jeg kom med i Nice Device som 19-årig. Så mine første professionelle erfaringer med musikken var i et kollektiv, der i høj grad handlede om at udfylde en rolle og kunne iscenesætte sig selv. Så da vi opløste Nice Device skulle jeg først i gang med at finde ud af, hvad der var mit eget sprog,« forklarer Maya Albana.
Hun begyndte i september på Filmskolens dokumentarist-linje, hvor hendes optagelse trak på de år, hun havde som studievært og tilrettelægger på blandt andre Puls – TV 2’s forlængst nedlagte ungdomsprogram. Så tiden er knap. Men dobbelttilværelsen sætter også behovet for at lave musik i relief. Det har aldrig været større for 30-årige Maya Albana:
»Rent tidsmæssigt hænger det hele dårligt sammen. Men jeg er blevet klogere på mig selv, og det er ikke et tilfælde, at der rigtig kom skub på pladeprocessen i det forløbne halve år. Samtidig kan jeg så konstatere, at der ikke er meget luksus over at være på SU. Det er der i det hele taget ikke ved mit musikalske liv. Ud over glæden ved at skabe. Så når jeg gør det, så føles det helt som at være en prinsesse. Ikke?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu