Læsetid: 7 min.

Til forsvar for Jenser og Jensiner

Hvis ikke vi skal overlade forsvaret til de utilpassede og skydegale, er vi nødt til at tænke mere kreativt end blot at afskaffe værnepligten
19. marts 2004

Frit slag
Det er ikke hver dag, man støder på folk, som uden blusel priser sig lykkelige over at have underordnede, der ikke er alt for kvikke. Som kun har himmelvendte øjne og højlydt fnysen til overs for spørgsmål, om ikke det ville være intellektuelt stimulerende at have underordnede, der tør være kritiske og komme med alternative løsningsforslag.
Men sådan en bordherre havde jeg en gang. Han var oberst i det britiske forsvar og syntes det var jolly good, at den britiske hær forlængst har afskaffet værnepligten og erstattet den med frivilligt personnel, hvor rekrutterne som regel kommer fra de nederste socialklasser i det britiske samfund.
Der er med andre ord ingen overhængende risiko for, at et par potentielle akademikersnuder får forvildet sig inden for i de meniges rækker, hvilket jo desværre ofte kan være tilfældet, når et land har værnepligt.
Unge mænd fra højere sociale lag med pæne eksamenspapirer hører nu en gang mere naturligt hjemme i officersrækkerne. Faktisk er der intet så praktisk, som når folk kender deres pladser her i verden og lydigt holder sig inden for dem.
Beleven og korrekt, som min bordherre var, sagde han ikke disse ting direkte, men budskabet gik alligevel klart igennem.
De gode danske argumenter om værnepligt som symbol på befolkningens opbakning til samfundet og dets institutioner, og at man i et demokratisk samfund også må have rettigheder såvel som pligter over for fællesskabet, gjorde ikke videre indtryk på ham. Tanken om at have værnepligtige, som repræsenterer alle samfundsklasser virkede decideret frastødende.
Pludselig gav begrebet ’kanonføde’ for alvor mening. Muligvis er her tale om en temmelig grov generalisering, men det var let at få det indtryk, at størstedelen af de britiske rekrutter er blåhvide, fejlernærede bøller, der muligvis er forment adgang til mangen et værtshus, men som derimod altid er velkomne i den britiske hær. Noget må der imidlertid være om snakken.
Senere har jeg af britiske officerer fået lange, malende beskrivelser af, hvilke ydmygelser man udsætter soldater for, så man er sikret, at det nu også er de mest hårdføre, som bliver sendt til Nordirland.

Af hensyn til sarte læsere, tror jeg, at jeg vil undlade at genfortælle løjerne i denne omgang. Mit umiddelbare gæt vil dog være, at hvis disse soldater nogensinde kom til at se en af de danske reklamefilm, som skal lokke frivillige til Den Internationale Brigade, ville de sikkert tro, at det var en hvervekampagne for enten samarittertjenesten eller spejderbevægelsen.
Min bordherre kunne kun finde ulemper ved værnepligt. Et synspunkt han i øvrigt deler med danske politikere som f.eks. Morten Helveg Petersen fra Det Radikale Venstre, omend hans argumenter for værnepligtens afskaffelse lyder noget anderledes. Selv er jeg efterhånden blevet endog meget stor tilhænger af værnepligten som princip.
Dels fordi jeg ikke finder det trygt at overlade landets forsvarsopgaver til de skydegale og de utilpassede, hvilket kan blive en konsekvens af indførelsen af en professionel hær. Men især fordi jeg finder det dybt problematisk, at man med indførelsen af en professionel hær risikerer at fjerne det folkelige engagement i forsvaret og dermed også de brede, folkelige debatter om, hvad forsvaret kan og bør bruges til. Ud fra et politisk perspektiv er problemet vel imidlertid bare, at med det folkelige engagement følger den folkelige kritik som regel også. Befolkningen vil pludselig være langt mere engagerede i spørgsmålet om, hvilke krige vi som nation bør levere kanonføde til.
Hvis nu det f.eks. var værnepligtige soldater, som blev sendt afsted til Irak, mon så danskerne stadigvæk ville være lige så store tilhængere af dansk krigsdeltagelse i Irak, som tilfældet er nu? Hvis nu det var helt almindelige folks helt almindelige sønner, som under deres værnepligt risikerede at ryge i luften et sted i en ørken, mon så danskerne stadigvæk for en stor dels vedkommende ville bakke op om krigen? Når 90 procent af spanierne er imod krigsdeltagelse i Irak, hænger det muligvis sammen med, at mange familier stadigvæk har rædselsfulde minder fra borgerkrigen.
Dette tankeeksperiment skal ikke opfattes som et forsøg på at gøre mig selv til talskvinde for at sende alle værnepligtige afsted til Irak som straf for, at de ikke trak frinummer, da de var på session.
Selvfølgelig har frivilligt personnel den store fordel, at den enkelte (på papiret) selv kan bestemme, hvorvidt han (det er det jo som regel) vil blæses i luften eller selv skyde knoppen af fjenden, hvis han skulle finde dette nødvendigt. Det er hans eget frie valg! Dermed bliver det på sigt også vanskeligere at holde politikere ansvarlige for krigsdeltagelse og de ofre, som det må medføre. For de kontraktansatte kunne da bare have undladt at melde sig i første omgang, ikke? De kunne da bare have fundet et civilt job i stedet for!
Kommer vi i den situation, hvor vi tilsidst bliver nødt til at hyre udenlandske soldater til at deltage i internationale operationer på vegne af Danmark, fordi vi ikke er i stand til at skaffe nok frivillige soldater, som er dygtige nok, har vi for alvor fået udliciteret ansvaret og problemerne.
Som brigadegeneral Michael Clemmesen gør opmærksom på i sin analyse i Information den 9. marts, så har de vesteuropæiske hære massive problemer med at rekruttere kvalificerede kontraktmenige til deres styrker, når hæren ikke længere via værnepligten har mulighed for at »præsentere sig selv som en god arbejdsplads for en stor del af de unge danske mænd.«
Hvis man vil suspendere værnepligten, bliver man derfor i følge Clemmesen også nødt til at tage stilling til, om vi f.eks. vil »acceptere at gå over til engelsk som anvendt sprog i enheder, skoler og stabe, så man – som briterne – kan rekruttere nepalesere og fijier, der sendes hjem efter tjeneste? Eller vil man som andre immigrationslande tillade rekruttering i den tredje verden, hvorefter dansk militærtjeneste bliver en vej til integration og statsborgerskab her i landet?«
Under alle omstændigheder bliver vi nødt til at begynde at tænke kreativt, hvis vi skal afskaffe værnepligten og finde nye måder at tiltrække velkvalificerede mænd og kvinder til aktiv tjeneste.

Regeringen har med sit udspil til et nyt forsvarsforlig lagt op til at styrke dansk forsvar til fremtidige internationale opgaver. Danmark er jo som bekendt blevet en krigsførende nation, og med Sælens glorværdige og sejrrige bedrifter in mente og udsigt til flere ubåde, som kan gøre den kunsten efter, er vi allerede ret godt kørende. I hvert fald hvis vi selv skal sige det.
Morten Helveg Petersen fra Det Radikale Venstre skriver i en kommentar på sin hjemmeside, at »vi skal fordoble antallet af soldater til internationale opgaver og være klar, når Kofi Annan ringer.«
Det er ganske fint alt sammen, men hvor skal soldaterne komme fra? Hvordan skal de føle sig tiltrukket af en karriere som kontraktansatte, når nu verden er fuld af så mange andre uddannelsestilbud? Og hvis nu forsvaret er blevet forvandlet til den humanitære organisation, som både regering, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne gerne vil fremstille det som, hvorfor så ikke få en karriere inden for Røde Kors eller Folkekirkens Nødhjælp? Der er trods alt større sandsynlighed for at man vil kunne forlade tjenesten igen med livet i behold.
Problemet er, at vi i Danmark helst vil ignorere, hvad det nu er, krig går ud på; at det er en ualmindelig blodig, beskidt og ulækker affære, og at det ikke kun handler om at dele nødhjælpspakker ud, befri dyrene i Zoologisk Have i Bagdad og spille fodbold med irakiske drenge.
Det er da vældig sødt, at vi som nation har fået sådan en smuk, ren og idealitsisk opfattelse af krig, som måske skyldes, at vi ikke for alvor har været i felten siden 1864. Det er bare vældig problematisk. For det første har soldaters primære opgave altid været enten at forsvare eller angribe – og ikke gøre det samtidig med, at de uddeler nødhjælpspakker. Derfor bliver man fra forsvaret og politisk side nødt til at kalde en spade for en spade, når man vil rekruttere unge frivillige til eksempelvis Den Internationale Brigade. Jeg nægter at tro på, at den fremtidige krig bliver den Gode Krig uden lig og lemlæstede kroppe. Det er da klart, at de unge ikke melder sig i hobetal, da de er kloge nok til at vide bedre. Og vi vil jo gerne have de kloge, fornuftige og velovervejede som professionelle soldater og ikke skydegale slagsbrødre, vel?

For at sikre værnepligten kan man for min skyld udvide den til en form for samfundstjeneste for flertallet af danske Jenser og Jensiner. Ganske vist er der store problemer med, at de nuværende værnepligtige keder sig bravt, fordi de ikke har noget at lave og ikke får lov til at pille ved al det nye, spændende isenkram, som forsvaret råder over.
Men når man nu gerne vil give forsvaret et menneskeligt, humanitært ansigt, hvorfor så ikke holde de værnepligtige beskæftiget med lidt sløjd, gymnastik, hjemkundskab og førstehjælpskurser? Det kan man da altid få brug for – og snildt få seks måneder til at gå med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu