Læsetid: 5 min.

Fredsarbejde i for lavt gear

Freden breder sig i Afrika, selv om USA og EU hjælper for lidt til, siger leder af anset analysegruppe. Han kalder USA’s engagement i Liberia for lige så nyttig ’som et askebæger på en motorcykel’
24. marts 2004

Afrika og for den sags skyld resten af verden er blevet et fredeligere sted at leve siden Murens fald i 1989. Der er færre krige, og antallet af dødsofre er for nedadgående. Men endnu mindre blod ville blive spildt i Afrika, hvis de rige lande brugte mere krudt på at sende soldater dertil og sørge for mere gennemtænkt genopbygningsbistand.
Det er nogle af budskaberne fra Gareth Evans, og han ved, hvad han taler om. Dels som nuværende leder af den højt estimerede og meget benyttede gruppe af konflikt-analytikere, International Crisis Group; dels som tidligere udenrigsminister i Australien (1988-96), hvor han bl.a. var engageret i at udarbejde en fredsplan for Cambodja.
»I de her tider hvor terrorhandlinger trækker store overskrifter, så er det værd at huske sig selv på, at verden faktisk siden Murens fald er blevet et fredeligere sted. Hvor der f.eks. i 1990’erne i gennemsnit årligt under konflikter blev dræbt ca. 200.000 mennesker, så er tallet i det her årti ca. en tiendedel – 20.000. Den samme udvikling med færre konflikter og dræbte ser vi også i Afrika,« siger Gareth Evans til Information under et besøg i København.
Via et netværk af researchere og politiske kontakter i Afrika har International Crisis Group (ICG) fingeren på kontinentets konfliktzoner. Evans ser nogle ret opmuntrende tegn:
»Den Demokratiske Republik Congo bevæger sig – om end noget usikkert – mod fredeligere tilstande efter en krig, som har kostet anslået to millioner mennesker livet. I Sudan er vi, efter jeg ved ikke hvor mange års borgerkrig, så tæt på fred som aldrig før. Vestafrika kunne være eksploderet i vold, men her er konflikterne til dels inddæmmet bl.a. via regionale styrker.«
»Med udviklingsplanen for Afrika, NEPAD, og den Afrikanske Union er der i hvert fald på det institutionellle og retoriske plan skabt grobund for og vist vilje til endnu mere fremdrift for fred på kontinentet. På den baggrund er det ærgerligt, at USA og EU er
så lidt tilbøjelige til at engagere sig i Afrikas sikkerhed.«

Varm grød
Frankrig og Storbritannien har i de senere år grebet militært ind i de tidligere kolonier henholdsvis Elfenbenskystens og Sierra Leones interne opgør. Men generelt er de rige landes forhold til Afrika som kattens dans om den varme grød.
»Det er ekstremt vanskeligt at få rige lande til at indsætte egne soldater på afrikansk jord. Det sker kun lejlighedsvis og ofte kun, fordi der er store økonomiske interesser i form af f.eks. mineraler.«
»Da der var hårde kampe i Liberias hovedstad, Monrovia, i august forrige år, lå amerikanske krigsskibe lige ud for kysten. Men i stedet for at standse blodsudgydelserne, hvad de amerikanske marineinfanterister uden tvivl meget let kunne have gjort, nøjedes de med at se på. At have amerikanske soldater siddende derude på krigsskibene var omtrent lige så nyttigt som at have et askebæger på en motorcykel.«
Mens Evans beklager det manglende militære engagement, så glæder han sig dog over, at man i EU og USA i langt højere grad i de senere år er blevet bevidste om, »hvad der er de bedste værktøjer inden for konfliktforebyggelse« og har forbedret systemerne til at opfange signaler om ulmende konflikter.

Afrikansk terror
Ud over løbende at udpege letantændelige konflikter for øjeblikket f.eks. i det vestlige Sudan og Zimbabwe så har ICG også kig på risikoen for international terror med oprindelse i Afrika. Evans oplyser, at gruppen nu går i gang med en større analyse af terrornetværk i Østafrika (især Kenya) og på Afrikas Horn (især Somalia).
I det nordlige Nigeria har unge, fanatiske muslimer under angreb på blandt andre kristne kaldt sig selv for al-Qaeda-folk. Hertil siger Evans:
»Udtalelserne er indikatorer for, at der er en udbredt anti-vestlig holdning blandt mange frustrerede, unge muslimer i Afrika. De vælger at give netværk som al-Qaeda idolstatus. Det er ret foruroligende.«
Nogle ledere af bistandsorganisationer og politikere har slået på, at terrorister stortrives, når der er udbredt fattigdom, og derfor bør f.eks. lande i Afrika have mere bistand. Men forbindelserne mellem fattigdom og terror er tynd, mener Evans:
»Der er overhovedet ingen direkte forbindelse mellem udklækning af terrorister og stor fattigdom. Årsagerne til terrorisme er meget komplekse, men ofte spiller ringe politisk ledelse f.eks. diktatur og tilstedeværelsen af institutioner som madrassaerne (koranskoler) i Pakistan en stor rolle. I Afrika ser terrorisme ud til at hænge nøje sammen med kredse samlet om enkeltpersoner.«

Bitter kaffe
Siden Evans overtog chefstolen i ICG i 2000, har han ved talrige lejligheder slået fast, at genopbygning af lande efter krige er mindst lige så vigtigt, som selve det at få slukket ilden.
»Den helt store lære fra 1990’erne er, at hvis man vil forhindre nye konflikter, så skal der både være en grundig planlægning af genopbygningsindsatsen før en militær intervention, og der skal afsættes tilstrækkelig mange midler til en langvarig indsats. Desværre kan vi f.eks. se i dag i Irak, hvordan amerikanernes planlægning af post-konflikt indsatsen har været helt utilstrækkelig, og i Afghanistan er donorerne på vej ud alt for tidligt.«
»I Afrika er den vestlige vilje til genopbygningsarbejde også for ringe. Vi må konstatere, at rige landes politikere mangler tiltro til samarbejdsvilje hos afrikanerne (eksempelvis fordi amerikanerne blev ydmyget i Somalia i 1992-95, red.). Dertil kommer, at genopbygningsbistand ikke giver mange stemmer på de vestlige politikeres hjemmefronter.«
Evans glæder sig over, at afrikanske politikere bl.a. i den Afrikanske Union viser voksende mod på selv at løse det forarmede kontinents sikkerhedsproblemer.
Men der er nogle underliggende økonomiske betingelser, som formindsker hans tro på fred i Afrika:
»Så længe landbruget i Afrika er så ringe udviklet, og eksportindtægterne på f.eks. kaffe er så lave, vil der være grobund for konflikter.«

FAKTA
Rost til skyerne
*International Crisis Group (ICG) er en uafhængig gruppe af analytikere, som producerer rapporter om forebyggelse og løsning af konflikter.
*ICG har hovedkontor i Bruxelles, og over 100 ansatte fordelt på fem kontinenter.
*ICG’s budget for 2003 var på ca. 67 mio. kr. heraf 2,5 mio. kr. fra det danske udenrigsministerium. ICG finansieres af stater f.eks. Frankrig og Kina, fonde f.eks. Carnegie og Ford samt privatpersoner.
*ICG bliver ofte citeret i medierne og rost af indflydelsesrige personer. USA’s udenrigsminister, Colin Powell, har sagt, at ICG »er en stadig kilde til ideer og indsigt for regeringer.« FN’s generalsekretær, Kofi Annan om ICG: »dens lederskab i forhold til at udsende tidlige advarsler og konfliktforebyggelse er enorm vigtig.«www.crisisweb.org
hai

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her