Læsetid: 6 min.

Fuldt tilstede – i al ydmyghed

Som hovedrolleindehaver i biografaktuelle ’Villa Paranoia’ fortsætter Sonja Richter stilen med at være her, dér og alle vegne. Den omsigsluttende begejstring spolerer ikke skuespilleren, der flyttede hjemmefra før gymnasiet og fortsat lukker verden op
12. marts 2004

Portræt
Når biograffolket fra i dag af begiver sig ind i mørket og Villa Paranoia for at opleve Erik Clausens nye spillefilm, får de Sonja Richter på nethinden.
Den 30-årige skuespiller har hovedrollen som den arbejdsløse ditto, Anna, der i mangel af andet tager job som plejer af en ældre og tilsyneladende hjælpeløs mand parkeret på sønnens gudsforladte kyllingefarm.
Selv om Sonja Richter, der på årets Berlinale bar prædikatet ’shooting Star’, ikke kan klage over efterspørgslen på hendes følsomt udfoldede talent, så har hun en del til fælles med Anna. Måske mere end med nogen af de tidligere roller, hvilket i sig selv er lidt af en bedrift, da Sonja Richter i sine fem år som uddannet skuespiller har været konstant efterspurgt i teater-, tv- og filmproduktioner. I publikumsmagneter som Elsker Dig For Evigt, Rembrandt, Forbrydelser, Forsvar og Kabale og Kærlighed, der i øvrigt bliver genopsat om få uger.
Både Sonja Richter og Villa Paranoias Anna bygger imaginære verdener op omkring sig. Men mens Anna spiller sine rollespil for at slippe væk fra virkeligheden, er Sonja Richters ekskursioner ud i fantasien af mere eventyrlysten og videbegærlig karakter.
Eskapismen karakteriserer den generation, der kom til verden som børn af Erik Clausen og hans jævnaldrende, mener Sonja Richter:
»Mange af os har haft ansvarsløse forældre, der i 1970’erne gjorde op med reglerne og derfor slet ikke lavede nogen selv. Med fare for at generalisere, så har det gjort verden upålidelig for mange i min generation. Vi har måske følt, at vi mistede vores plads og værdi i samfundet. Og derfor digter vi vores egen virkelighed.«
Allerede som teenager følte skuespilleren, at hun bar ansvaret for sig selv i sit esbjergensiske barndomshjem, der var lidt af et hippiekollektiv.
Hun viste sig at have ret langt hen ad vejen. I hvert fald fik den vestjyske pige lov til at flytte alene til Århus og begynde i gymnasiet 15 år ung.
De tre år på Århus Katedralskole var lange, grænsende til det statiske. I midten af 2.g – på det tidspunkt, da lektiebyrden er størst, vinteren hærger i eftermiddagsmørket udenfor, og man stadig mangler den halve distance frem mod studenterfesterne – overvejede hun gentagne gange at droppe ud. Ikke mindst fordi andre sager optog hende. Sang og saxofon, som hun allerede begyndte at dyrke i de helt små år, trak mere end tyskstilene. Og skuespillet, ikke mindst.
Efter gymnasiet dannede hun og tre andre derfor Århus Musical Trup. En ville danse, en anden synge, Sonja Richter ville skuespille og Stig Rønnov drømte om at dirigere. Alt sammen overambitiøst for en flok uprøvede teenagere, men ikke desto mindre stablede de sammen med andre tilstrømmende unge Lloyd Webber-forestillingen Tell Me On A Sunday på benene.
Rygtet om Århus Musical Trups unge stjernefrø nåede derved til København. Så Sonja Richter røg hurtigt videre til Det Ny(renoverede) Teater, der specialiserer sig i at give uprøvede og lønlette talenter chancen i bundsolide opsætninger. Her landede hun en større rolle i Jesus Christ Superstar.
Samtidig slog den nu 20-årige pige sig ned i hovedstaden. Men den dag, vestjyden kunne flytte sine kasser med personlige ejendele ind i sin nye lejlighed, dumpede der en konvolut gennem brevsprækken. Hun var – i første forsøg - blevet optaget på skuespillerskolen i Odense.
»Jeg gad dårligt pakke ud, for semesterstarten var to måneder senere,« siger Sonja Richter og stemmer i sin lavmælte latter.
I København forsøgte forskellige kræfter at råde hende fra den fire år lange uddannelse. Men hun holdt fast. Beslutningen handlede for hende ikke om at vælge unødige omveje mod en position, hun allerede var begyndt at indtage med sin fine sangstemme og scenefornemmelse. Det handlede om at ville skuespillet mere end musikken:
»Det med at synge var fedt nok. Men det var ligesom, at ordene og historierne og lyrikken betød mere for mig,« forklarer Sonja Richter.

Undervejs i uddannelsen fik hun lov til at synge videre i opsætninger på Odense Internationale Musikteater, og skuespilleren blev efterhånden et holdent navn i den fynske navle. Så da hun var færdig på skolescenen, stod Odense Teater parat med en to-årig kontrakt og rollen som Ophelia i Hamlet.
Sonja Richter lod sig med egne ord lokke til at blive, og det var retrospektivt set et klogt valg. For selv om de københavnske teaterchefer kan være lidt svære at trække til provinsen, så fandt de altså ud af, at den skrøbelige skuespiller fra vestkysten kunne magte de store. Strindberg. Tjekhov. Shakespeare.
Da kontrakten i Odense udløb, stod Det Kgl. Teater parat med en ny, og siden 2001 har Sonja Richter tilhørt skuespillets faste ensemble. Sideløbende er hun altså blevet en hyppig gæst på landets biograflærreder og tv-skærme.
»Jeg har stormet rundt, siden jeg kom ud af den skole. Men faktisk er arbejdsbyrden ikke steget de seneste tre år, selv om folk på det nærmeste troede, jeg var faldet ned fra himlen, da Elsker Dig For Evigt kom op. Der bliver bare skrevet mere om mig nu.«
I de seneste års mange omtaler af og interview med Sonja Richter går et karaktertræk igen: Beskedenheden og – i svindende grad – usikkerheden på egen formåen. Når man sidder over for hende, fornemmes nøkkerne da heller ikke. Derimod præger åbenhed og tilstedeværelse hendes svar.
»Jeg forstår godt, hvis nogen opfatter min væremåde som et udtryk for falsk beskedenhed. Men sådan er jeg. Jeg føler en stor ydmyghed over for skuespillet. Det er jeg nødt til – ellers mister det jo sin værdi for mig,« siger Sonja Richter.

Hun har ligesom mange af sine kolleger fået sig en agent – hun insisterer dog på at kalde ham for manager – til at tage sig af hendes noget tætbookede kalender. Men modsat så mange andre kommunikerer skuespillerinden ikke gennem agenten. Hun kan ikke få sig selv til at henvise til et telefonnummer på sin mobilsvarer:
»Efterhånden har jeg accepteret tanken om at være nået relativt langt, men jeg kan ikke selv have dén dér overfladiske attitude, som mange i min branche dyrker. Nogle gange misunder jeg dem det lidt, men sådan kan jeg altså ikke fungere,« siger Sonja Richter og får glød i en Marlboro Light.
Vi sidder på en, ja, uprætentiøs Frederiksberg-café i samme kvarter, hvor hendes lille 2V’er ligger. Her har hun boet et par år, men forankringen udmønter sig ikke i orden og redelighed. Nærmere kaos og værksted.
Den konstant aktive skuespillerinde strikker i øjeblikket på et parti hjemmesko til sin søsters børn m.fl., så det flyder med garnnøgler. Hun er også i færd med at male møbler, og en tegnedille gør, at bunkerne af papirskitser hober sig op. Derudover jonglerer Sonja Richter rundt med syv-otte fag- og skønlitterære bøger på én og samme tid.
»Jeg har altid gang i 15 projekter på samme tid,« konstaterer hun og tilføjer, at det eksempelvis kan virke afstressende at tegne. Så længe hun altså ikke bliver overambitiøs og vil have et indre billede præcist ud på papiret foran hende.
»Det kan jo ikke bruges til en skid, at jeg tegner eller læser bøger om psykologi. Og så alligevel, hvilket nok er grunden til, jeg i sidste ende valgte skuespillet. Jo bredere viden og forståelse, jeg opnår, jo flere toner kan jeg spille på. Måske bliver jeg ikke ligefrem klogere, men verden lukker sig mere og mere op for mig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu