Læsetid: 5 min.

Fyn rykker ikke

Fyn halter bagefter den generelle vækst i Danmark. Studerende på Syddansk Universitet inviterede til debat. De vil vide, hvad Fyn skal med SDU
3. marts 2004

Emnet for dagens debatmødet antyder ikke, at der skulle være anledning til blodsudgydelser, men alligevel ulmer en spændt forventning blandt tilskuerne, der efterhånden fylder det meste af det største auditorium på SDU. En af de fremmødte sætter sig forsigtigt på fjerde række, idet han udbryder: »Det er næppe klogt at placere sig tættere på, så får man bare blodstænk på tøjet.«
Professor Christen Sørensen har i en periode markeret sig stærkt i læserbrevsspalter om emnet for dagens debat, nemlig erhvervsudviklingen på Fyn. Arrangøren er DJØF’s afdeling på universitetet. DJØF-medlem stud. samf. Peder Thomas Petersen fortæller:
»Vi forventer, at få en diskussion om, hvad det er, der vil bestemme udviklingen på Fyn. Og hvor Fyn skal bevæge sig hen, og hvordan vi skal få vendt den næsten tragiske udvikling, der har været. De fleste job bliver skabt omkring København, Aalborg og Århus, og så undrer vi os over, hvorfor det samme ikke sker i Odense. Det er jo også en universitetsby.«
Peder Thomas Petersen fortæller, at emnet studiejob ligger DJØF meget på sinde. DJØF mener, at det ville være en fordel for både Fyn og for de studerende på universitetet, hvis der blev oprettet flere studierelevante job ude på virksomhederne i regionen: »Der er mange studerende, der gerne vil blive i området, også når de er færdige med uddannelsen, men der er ikke job til dem. Vi undersøgte den efterspørgsel, der var efter studiejob, og den viste 70 procent var meget interesserede i at få et studierelevant job på Fyn, men heller ikke dem er der nok af.«
Derfor sprang DJØF til, da professor Christen Sørensen opfordrede dem til at lave et debatmøde om erhvervsudviklingen på Fyn.
»Christen Sørensen har forsøgt at rejse en debat i medierne om emnet, og vi synes også det var relevant for de studerende at få indsigt i den,« siger Peder Thomas Petersen. Debatpanelet bestod, foruden Christen Sørensen, af Rektor Jens Oddershede og professor Børge Obel, der er medforfatter af Uddannelse, job og erhvervsudvikling på Fyn - Veje til et videnssamfund. De studerende var repræsenteret af Tom Richter Hansen.

Viljen mangler
Børge Obel lagde ud med at påpege, at Fyn har grundlaget for at skabe vækst, men ikke viljen
»Hvis Fyn vil vækst, så skal de allerede eksisterende virksomheder øge deres vidensniveau, og de virksomheder, der oprettes skal være videnstunge. Den udvikling skal SDU også tage en del af ansvaret for,« sagde han.
Rektor Jens Oddershede var enig:
»Vi skal blive bedre til at lytte til erhvervslivets ønsker, når vi udvikler vores uddannelser. De skal være relevante. Vi skal også i højere grad tage ansvar for, at de studerende kommer i arbejde, når de er færdige. Vi skal udføre en art arbejdsformidlingsfunktion.«
Jens Oddershede lovede, at universitetet i fremtiden vil spille en mere aktiv rolle i kontakten mellem erhvervsliv og studerende: »Indsatsen skal styrkes, og det betyder også, at vi i højere grad skal satse på praktikdelen af uddannelserne, og vi skal skaffe flere studenterjob.«
Der var dog ikke kun lovord fra Rektor Jens Oddershede. Han opfordrede de studerende til at være opmærksomme på som færdiguddannede, at de har en del generelle kompetencer, der gør, at de ikke kun kan søge stillinger inden for deres specifikke fagområder:
»Det starter mellem ørerne på jer, hvis vi også skal have vendt udviklingen med arbejdsløshed blandt akademikere. Vi skal have pillet noget af finheden ud af tanken om akademikere,« sagde han.

Pendlerregion a la Florida
Inden han afsluttede sit indlæg, fik erhvervslivet også en opfordring med på vejen fra Jens Oddershede:
»Vi kan ikke klare det uden jer. Giv akademikerne en chance for at udnytte deres kompetencer i jeres virksomhed.«
Professor Christen Sørensen var skarpere i tonen: »Det er simpelthen for sammenspist her på Fyn. Jeg ved, at der er fire brobyggerprojekter mellem universitet og erhvervsliv, men jeg har ikke set noget konkret resultat endnu. Der skal initiativ til at oprette virksomheder i området. Vi skal blive bedre til at samarbejde, ligesom man er det i Ålborg,« sagde han.
Christen Sørensen har ikke meget tilovers for Jens Oddershedes forslag om universitetet som arbejdsformidling: »Vi skal i stedet uddanne bedre kandidater, så vi kan få gang i væksten. Fyn skal gøre op med sig selv, om den vil være en pendlerregion a la Florida i USA,« siger han.
Christen Sørensen tvivler på, at Fyn overhovedet er villig til at gøre noget: »Jeg har forsøgt at få borgmestrene ud af starthullerne. Vi skal have beslutningstagere, der vil noget, men det har ikke været tilfældet indtil videre. Heldigvis er jeg vestjyde, så jeg kan jo bare rejse hjem en dag,« sagde han.
De studerendes repræsentant på mødet, Tom Richter Hansen, mente ikke, at diskussionen skulle dreje sig om Fyn alene: »Danmark er så lille et land, at det ikke giver mening, at lave uddannelsespoltik for en region. Vi har en forpligtigelse til at uddanne til et nationalt jobmarked. Virksomheder i hele landet skal blive bedre til at tage i mod akademikere. Et problem for Fyn som region er, at virksomhederne er små, og de karakteriseres ved at være akademikerforskrækkede,« siger han.
Tom Richter Hansen fortæller, at en lille virksomhed ofte ikke forstår, hvad de kan bruge en, der er klogere end dem selv til: »Her kan studierelevante job hjælpe begge parter. De studerende får mulighed for at arbejde med studiet i praksis, og virksomhederne stifter bekendtskab med akademikere og vil højst sandsynligt være mere åbne for at ansætte flere af dem. På den måde øger vi også væksten i regionen.«
Efter mødet er Peder Thomas Petersen fra DJØF godt tilfreds: »Fremmødet var jo imponerende, og jeg synes, det viser, at der en vilje til at få vendt udviklingen i regionen.«
Peder Thomas Petersen er glad for udsigten til oprettelsen af flere studierelevante job og glæder sig over, at der blandt publikum i dag, var flere repræsentanter fra erhvervslivet: »Det handler jo om, at vi skal blive bedre til at kommunikere med erhvervslivet. På den måde finder vi ud af, hvad det er, Fyn skal med SDU.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her