I byen
PARIS Hvordan kombinere det parisiske nattelivs fristelser med et voksent arbejdsliv, der kræver en veludhvilet hjerne?
Spørgsmålet er påtrængende for mange parisere. Skyhøje boligpriser har for længst fortrængt arbejdere og subsistensløse bohemer fra byernes by. Paris endeløse skare af yngre advokater, forretningsfolk og funktionærer har lyst og råd til at more sig. Også på hverdage. Men uden at sætte søvnen over styr.
Det dilemma råder det parisiske nattelivs seneste påhit bod på. Det hedder med franske trendsætteres forkærlighed for det engelske: Seven2one. Konceptet er enkelt. I modsætning til andre in-steder, klubber, og diskoteker, slår man dørerne op kl. 19 og ikke kl. 22. Og præcis kl. 01. hedder det »tak for i aften og kom godt hjem«. Stemningen er på sit højeste kl. 22.30, ikke kl. 02 om natten.
Seven2ones koncept er enkelt: Man kommer direkte fra arbejde, tager en apéro (aperitif), kridter danseskoene og er svedt igennem og klar til at se dyner kl. 01.
Manden bag konceptet, Cristophe Maumus forklarer om diskoteketets målgruppe: »Det er hele den store gruppe af yngre, velbeslåede funktionærer i det offentlige og det private erhvervsliv, pr-folk, managers, designere. De er under 40 og betragter sig selv som unge. De vil gerne more sig, også på hverdage. Men deres arbejde er krævende, og de kan ikke længere skeje ud til kl. 5 om morgenen.«
Seven2one er blevet et brag af en succes. Hver onsdag og torsdag aften kl. 19 står flere hundrede i kø til klubben i Rue Montmartre, og derfor er der nu åbnet filialer i de store franske provinsbyer.
Direkte fra arbejde
Jeg sætter fotografen stævne kl. 23 en torsdag aften. På de fleste klubber i Paris ville stemningen være halvsløv på dette tidsspunkt. Men her får jeg fornemmelsen af at komme alt for sent. Dansegulvet syder.
»Her var allerede fyldt op kl. 20,« siger 28-årige Jean Paul i køen til baren. Han fortæller, at han er executive og er kommet direkte fra sit arbejde i en mailing-liste virksomhed.
Påklædningen er ulastelig, ensfarvet skjorte og gabardinebukser. Adspurgt forklarer han, at han har foldet sit slips bort. »Jeg skal more mig«.
29-årige Delphine Chocrom er kommet med tre veninder, alle er singler. Lige nu aner hun ikke, hvor veninderne er. »Sikkert ude og danse eller i restauranten ovenpå«.
Delphine underviser telefonister i produktsalg pr. telefon. Jeg opdager ellers snart, at her er en mistænkelig overvægt af managers og folk, som arbejder med pr. Med sund fransk skepsis mistænker fotografen folk for at udgive sig for andet, end de er. Priserne er efter fransk standard overkommelige (60 kr. for en cocktail). Måske hele bundtet er fattigfine og wannabees, som bare ønsker at leve op til stedets ambition om at være for hardcore work-aholics.
Vi hænger ud i baren blandt de lidt sure. õMusikken er et miskmask,« kommenterer 39-årige Jean fra et bilfirma han vil ikke oplyse hvilket. Et par kolleger har slæbt ham med, og han er ikke sikker på, at han kommer igen.
Men på dansegulvet nedenunder os fejler stemningen intet. Folk har ingen problemer med et repertoire, der springer mellem fransk variété og jukeboks klassikere som »I will survive« og »Total Eclipse of the Heart«.
»Jeg er træt af house og tekno,« fortæller den 32- årige kønne Nadël Zizou. Jeg fanger hende mellem to danse. Hun har været på stedet otte gange før: »Fyrene er gode til at få hænderne op af lommerne og give en drink. De står ikke bare og hænger. De ved, at festen er slut kl. 01.«
Jeg overhører den slet skjulte opfordring og fortsætter interviewet.
»Jeg tror, de fleste her er singler,« siger hun. »Men det er ikke et scorested. Stemningen er meget cool. Her er lige så mange piger som fyre, og fyrene insisterer ikke, hvis man ikke er interesseret.«
Hvor er min mappe?
Kl. 01 spiller diskotekets sin afskedssalut, Ennio Morricones »My Name Is Nobody«. Køen til garderoben med de bortgemte attachemapper, slips og fine frakker bugter sig som en slange ned af trappen. En mand i blå skjorte er i panik, fordi han ikke kan finde sin mappe. Men ellers er stemningen afdæmpet og afslappet og faktisk langt fra overstadig. Frikvarteret er forbi. Nathuer og pyjamaser synes at kalde på hverdagens mådeholdne helte.
Inden fotografens og mine veje skilles skal vi lige have en hurtig en på en nærliggende cafe. Og snart bliver Seven2one til Eleven2Four. Men måske vi bare falder uden for målgruppen, tænker jeg i mit noget omtågede sind næste eftermiddag.
*Seven2one, Rue de Monmartre 161, Paris 2. arrondissement, onsdag og torsdag kl. 19 01.
*Niels Boel er freelancejournalist
