Læsetid: 4 min.

En gammel kending af politiet

8. marts 2004

Taarnet
Tårnrådet, vores øverste myndighed, er begyndt at rasle med deres penneskafter. Vi skal genrejse de skønne kunster, kræver de. De virrer energisk med parykkerne, så der ligger pudder helt ude på trappen. De bider beslutsomt om kridtpibens spids. De har sat deres store bowle væk for en stund – det er ikke tiden at bælle punch, skal det selvfølgelig betyde. Åndeligt talt, men bestemt kun åndeligt talt, smøger de ærmerne op på vores vegne. Nu skal der bestilles noget – dvs. at vi skal bestille noget. Visdommens Råd, som de også kalder sig selv, er virkelig alt for fine til selv at tage fat for alvor. Det er os, der skal smide kræmmerne ud af templet, os der skal rydde Pusherstreet. De vil have Ånd. De vil have Lødighed, de vil ikke finde sig i Pop & Pjat. Der skal advares mod forsimpling, eliten skal have de bedst tænkelige forhold, der skal stå respekt om den, kun det bedste er godt nok. Vi ved snart ikke om vi har ork, for hvor har vi dog hørt det mange gange før. Det ender med at de finder bowlen frem igen, det er alligevel sjovere, synes de udødelige, at drikke sig skidefulde og prale med hvor mange beundrerinder der kunne flokkes om en enkelt gennemsnitlig udødelig allongeparyk i de gode dage, da folk tømte deres lokumsspand direkte ud på gaden, og selv bønderne blev tvunget til at lære salmevers. Ja, sådan er atmosfæren blevet her i tårnet: De udødelige gider ikke høre på os, vi – de absolut mere timelige – gider ikke høre på dem. Imens forfalder tårnet, det er begge parter trods alt enige om. Træværket er frønnet, murværket forekommer ikke så stabilt som det burde, og hvis man er lidt lydhør, kan man høre, at de mange degne, der flokkes ved tårnets fod, presser og maser og skubber til de nedre porte for at komme ind i selve tårnet. De vil ligefrem op, de bliver frækkere og frækkere, de mener i grunden tårnet i lige så høj grad tilhører dem som os.
Men hvad skal vi gøre? Vi er jo ikke anderledes end vores svenske kolleger, som ifølge Horace Engdahl, Nobelpriskomiteens sekretær, har fundet sig godt tilrette med de legatmuligheder, der nu engang findes. Som for længst har opgivet at henvende sig til offentligheden undtagen i deres bøger, som ikke kunne drømme om at tage til orde i aviserne – f.eks. i en lørdagsklumme, for nu at nævne en enkelt genre. Når alt kommer til alt, synes opfattelsen at være, såvel i Sverige som her i kongeriget, er avisskriveri kun en slags utidig omgang med læsere, næsten det samme som utroskab. Og i øvrigt mest for små, sammenbidte forfatterspirer som alligevel bare ender som arbejdsløse humanister eller lyrikanmeldere på Politiken – eller det, der er værre (uden at vi dog skal komme ind på, hvad det så kan være -.)
I øvrigt kunne vi godt tænke os lige at stille gammelfolket oppe i øverste stokværk et par spørgsmål: hvor mange satellitkanaler skulle I egentlig konkurrere med? Var der en særlig slags rokokoporno på Internettet dengang? – og var den af så ringe ophidselseskvalitet, at folk hellere ville læse »poesie«?

Ugens perle
Vibeke Grønfeldt. Godt nok fik hun ikke Nordisk Råds litteraturpris, men det ændrer ikke ved, at hun er en af vores allerbedste forfattere. Hun bør snarest tildeles en pris af tilsvarende størrelse, udtaler et enigt vagtmandskab.

Ugens kiks
SF-politikeren Kamal Qureshi. Det er fint nok, at han møder op i traditionel indisk dragt, men siden hvornår er socialister begyndte at gå til hofbal? Nåja, siden partiformand Holger K. Nielsen smed Kansasjakken og holdt op med at føle sig smigret, når folk kaldte ham et marxistisk betonhoved. Og det er jo allerede en god del år siden. Hvad er der egentlig sket med det parti, spørger vi bare. Engang repræsenterede det en slags civiliseret vildskab, der nok ville omforme det bestående samfund på radikal vis, men i et nogenlunde fornuftigt og i alt fald demokratisk tempo. Nu står den altså på hofbal. Så hellere rigtig socialdemokrat, udtaler vi her fra tårnets mellemfolkelige stokværk.

LF-nyt
Vi er måske ikke den allermest fashionable landsdel hernede, men originalitet kan man ikke frakende os. Tag nu f.eks. en historie fra Lolland-Falsters Folketidende i denne uge. Den handler om et indbrud. Den bestjålne opdagede tyven og fulgte efter ham, da han forlod gerningsstedet, og kontaktede samtidig politiet i Nykøbing F. via sin mobiltelefon. Derfor kunne tyven stille og roligt pågribes i ventesalen på byens banegård. Det interessante er tyvekosterne. De var som følger: tre flasker champagne, en flaske Chivas Regal whisky, Ace herreparfume, en pose 50-ører, som ikke længere er gangbare, samt »et par fjernbetjeninger«. Avisen oplyser desuden, at tyven er 25 år, at han i dag bor i København, men er en kending af politiet, »da han tidligere har boet på Lolland-Falster«. Det sidste synes vi er en gådefuld ytring. Er man automatisk en kending af politiet, når man har boet hernede? Nok er vi måske ikke Vorherres bedste børn, men alligevel -? Der er dog et andet spørgsmål, der optager os mere: hvad mon egentlig fyren vil stjæle næste gang? 1 stk. herrebuks af mærket Wrangler, en computer af antik årgang, et sæt håndjern, Stig Trenters samlede værker, en printerpatron samt »et antal citronhalvmåner«?
Ja, hvad ved vi -.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her