Læsetid: 4 min.

Et genlån på biblioteket

Hvem er Danish Music Awards egentlig til for? Originalerne bliver der ikke sat pris på
5. marts 2004

Musik
Reklame kan beskrives som den videnskab, der består i at sætte menneskets forstand i stå længe nok til at få penge ud af den
Stephen Leacock

I lørdags blev 20 styks Danish Music Awards uddelt i frederiksbergske Forum. DMA04 hed den tidstypiske forkortelse på begivenheden, som i månederne forinden havde kilet sig ind mellem noget nær samtlige programmer og reklameblokke på TV 2’s sendeflade. På selve dagen for DMA04 var der sågar hele to opvarmningsindslag (Forspil og Velkomst), før det sådan blev rigtig alvor med prisoverrækkelser, sceneoptrædender og den slags.
Branchens årlige fejring af sig selv og sine kunstnere har ikke tidligere været så massivt bygget op, og selvfølgelig er der også en hel del at fejre for tiden: Dansk kvalitetsrock, -pop og -electronica begår sig som aldrig før i udlandet, og herhjemme skranter salget af de nationale navnes anstrengelser ikke lige så meget, som branchens omsætning af de udenlandske udgivelser gør.
Hagen ved hele scenariet i lørdags var bare, at størstedelen af de folk, der har bragt dansk rock ud af et kreativt og mentalt dødvande, ikke modtog nogen hæder. Enten var de slet ikke nomineret, eller også blev de forbigået på selve aftenen. Mew-kvartettens dynamiske guitarpop fik ingenting med hjem til det londonske refuge. Det gjorde The Raveonettes’ konceptuelle parløb – nu i b-dur – heller ikke. Til gengæld var der tre priser til både Tim Christensen og popstars-produktet Julie.
At de to solister skulle begaves, kan man ikke ligefrem hidse sig op over. Det kan man i øvrigt heller ikke over deres musik. Deres plader er helt bestemt solide og oprigtige udspil. At være visionære, nyskabende eller blot holde internationalt format skal de bare ikke klandres for. DMA04’s store vindere udmærker sig først og fremmest ved at have solgt strålende og give de tryghedssøgende danske pladekøbere noget ømt og ofte melodisk at synge med på – efter P3 og Sky Radio først har gødet lytternes øregange til de nye toner gennem ugevis af heavy rotation, naturligvis.
Julies, og i mindre grad Tim Christensens, kvalitet består altså i det uoriginale. Et genlån på biblioteket, er de.
Sådan udviklede hele DMA04 sig også. Aftenens højdepunkt indtraf symptomatisk nok, da værten Timm Vladimir indledningsvis lod sit korpus dale fra loftet, hvor et par stålwirer holdt ham luftbåren. Med hovedet nederst og armene foldet over brystet i batman-positur. Nøjagtig som Robbie Williams gjorde det i sensommeren foran 40.000 ellevilde publikummer (samt Ekstra Bladets lettere forudindtagede anmelder) i Parken.
Havde man nu klippet lidt i værtens wirer, så han tog sig et crash for snurrende kameraer eller i det mindste hang i en tynd tråd, ville idéen da tendere det spektakulære. Nu blev det i stedet ved det forudsigelige og genkendelige.
Apropos det genkendelige og apropos Robbie Williams så modtog den engelske entertainer senere på aftenen en pris for sidste års bedste udenlandske album. Lidt af bedrift, idet Escapology allerede udkom i 2002. Det samme gjorde en anden af kategoriens fem nominerede, Justin Timberlakes langt mere interessante Justified, i øvrigt også.
I kategorien ’Årets Nye Navn’ stod det endnu sortere til. Her var de amerikanske moralprædikanter fra Black Eyed Peas med i opløbet om en Danish Music Award, til trods for at gruppen har tre album bag sig.
Selv om det ikke gik så galt, som da Blur i 96 fik en Dansk Grammy i samme kategori for gruppens fjerde album, så kunne det snildt være endt sådan igen.

Pladebranchen har altså ikke haft held til at gøre sin årlige fest til en seriøs fejring af musikken. Det var der ganske enkelt for mange kunstneriske og kommercielle faldgruber til at forpurre lørdag aften.
Sammenlignet med det pinagtige show i 2002, da Safri Duos bongotilsatte eurodance ryddede bordet, går det dog i den rigtige retning. Man kan således næppe takke andre end det nedsatte brancheakademi med en række kompetente magasinkritikere, radiofolk og spillestedsrepræsentanter for den højst overraskende, og yderst fortjente, pris til Tina Dickow som Årets Sangskriver.
Men når der i de selvsamme juryer sidder indkøbschefer fra Merlin- og Fredgaard-kæderne, som trækker den anden vej, og mobilfolket fortsat kan sms’e løs på deres favoritter i halvdelen af de 20 kategorier, så vil pladebranchen jo ikke for alvor skabe en seriøs hyldest til musikken og dens udøvere.
Så vil den fortsat generere nogle højere salgstal på enkelte fokusudgivelser. Det er også et ganske legitimt ønske, hvis bare branchen melder ud, at det er hovedformålet med Danish Music Awards. Om ønsket så er smart, kan diskuteres. For den kommercielle ensretning gavner ikke alsidigheden eller musikken i det lange løb. Tværtimod kan det sammenlignes lidt med at strinte i bukserne for at få varmen. Eller endnu bedre: at give unge piratkopister monstrøse bøder for at downloade musik på internettet, når man alternativt kunne have givet dem et lovligt alternativ lidt før.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her