Tidsskrift
Hvem skal fortælle min historie? Det vil jeg selv. Men kan jeg få lov til det? Ikke uden videre og ofte skal der kamp til først. Magtudøvere har typisk stærke interesser i at fortælle de andres historier og herunder i særdeleshed de undertryktes. For retten til disse små historier kan være nøglen til en idealiseret udgave af magtens egen plettede og barbariske historie.
Da den verdensberømte kurator Okwui Enwezor i anledningen af biennalen Trade Routes (1997 Johannesburg) stærkt polemisk anklagede hvide kunstnere for at fastholde en dominansbetonet fremstilling af den sorte krop som pure offer og objekt for lidelse, fremprovokerede det naturligvis en voldsom debat.
I artiklen »Den gode vilje« fortæller Mads Damsbo denne pinligt foruroligende beretning, der vedkommende skriver sig ind i Øjeblikkets overordnede tema om »inklusion/eksklusion«.
En vidtfavnende problemstilling, som den nye redaktion (bestående af Kristina Ask, Maria Gry Bregnbak og Karin Hindsbo) har belyst ud fra en overvejende politisk optik.
Den sociale platform
Pernille Albrechtsen observerer præcist i artiklen »Platformsformalisme«, hvorledes den såkaldte sociale platform i dag fremstår som æstetisering af en særlig repræsentationspolitik, snarere end et dynamisk og eksperimentelt felt for social udveksling.
Den sociale platform har op gennem 90erne udgjort den gængse model for inklusion af diverse sociale aktiviteter på større kunstudstillinger. Men hvis platformen på ironisk vis er blevet til en ny slags formalisme, hvilken type offentlighed ønsker vi da fremover at skabe på kunstscenen i det hele taget?
Dette spørgsmål kunne kuratoren Lars Bang Larsen passende have kastet sig ud i. I artiklen »Duchamp, Reinhardt og kuratorisk produktion« reflekterer han over kuratorens rolle og funktion, men han synes ikke at ville investere sin egen personlige position, hvad gør de konkluderende pointer omkring kuratorrollen uangribeligt generelle og derfor svage.
Thorkild Hanghøj og Nicolai Knudsen står for et veltilrettelagt interview med »the first streetgang on the internet« etoy.
Digitale kidnappere
Aktivist- og kunstgruppen etoy blev for alvor kendt med internetaktionen Digital Hijack i 1996, hvor gruppen gennem falske links infiltrerede udvalgte hjemmesider på Internettet.
etoys markedsorienterede og obstruerende strategier forekommer dybt inspirerende og helt anderledes eksperimentelle end den hjemlige politisk orienterede kunst, hvor street-art, plakater i byrummet og ideologikritik trivielt nok stadig udgør den største inspirationskilde.
Man mangler dog noget i det nye Øjeblikket, selvom flere væsentlige artikler hermed ikke er blevet nævnt. Den nye redaktion skriver indledningsvist, at den vil »lade billedkunsten være det centrale omdrejningspunkt«.
I så fald mangler der i al væsentlighed flere billedkunstneriske positioner. Kunstprojekter og værk- eller projektanalyser, der går tættere på den enkelte kunstneriske begivenhed efterlyses, såfremt hele det kulturkritiske projekt, som Øjeblikket sympatisk skriver sig ind i, for alvor skal dynamiseres.
*Øjeblikket, udgivet af Foreningen Øjeblikket, 48 s., 85 kr. i løssalg
