Læsetid: 6 min.

De globale udfordringer for EU

Uddrag af en tale, som statsminister Anders Fogh Rasmussen forleden holdt i Danish Institute for International Studies, København
12. marts 2004

Dokument
Europa halter bagefter USA, når det gælder økonomi, teknologi og international indflydelse. Det nye er, at Kina begynder at ligne en økonomisk, teknologisk og sikkerhedspolitisk supermagt i svøb.
Endnu er Kinas økonomi beskeden. Men dynamik og vækstrate er så enorm, at Kina om få år har overhalet Europas største lande. Endnu har Kina ikke nået samme højteknologiske niveau som os. Men kineserne bevæger sig fremad med stormskridt og satser benhårdt på investeringer i forskning, uddannelse og innovation. Endnu holder Kina en lav profil i global sikkerhedspolitik. Men kineserne er begyndt at spille en mere aktiv rolle. Senest i seks-parts-forhandlingerne om Nordkorea.
Denne udvikling skal vi ikke betragte som en trussel. Tværtimod kan vi drage stor fordel af et tættere samarbejde med Kina. Men for Europas vedkommende kræver det, at vi tænker langt mere offensivt og globalt. Vi skal være langt bedre rustede til at deltage i den globale arbejdsdeling, både når det gælder økonomi og sikkerhedspolitik.
I de nærmeste år vil vi se en omfattende global flytning af arbejdspladser. Produktionen vil flytte derhen, hvor der er de bedste forudsætninger. Den produktion, som kræver megen arbejdskraft, vil flytte derhen, hvor der er rigeligt med billig arbejdskraft, bl.a. til Kina og det øvrige Asien. Den produktion, som kræver store investeringer, vil flytte derhen, hvor der er rigeligt med billig kapital, f.eks. til USA og Europa.
Det er en global arbejdsdeling, som kan blive til fælles bedste. Men kun hvis vi i Europa bliver bedre til at oprette nye arbejdspladser (...)
Vi bør i de kommende år fordoble EU’s indsats inden for forskning, uddannelse og udvikling.

Jeg vil helt konkret foreslå fem elementer i en strategi for udvikling af et indre marked for forskning, udvikling og uddannelse.
For det første bør bevillingerne til EU’s rammeprogram for forskning forøges væsentligt.
For det andet bør vi på EU-plan etablere en ny grundforskningsfond. Fonden skal bruges til at styrke europæisk grundforskning i fremtidens teknologier, f.eks. nano-, hydrogen- og miljøteknologi.
For det tredje bør vi styrke samarbejdet om innovation og teknologispredning. Opgaven er at omsætte forskningsresultater til nye produktioner så hurtigt som muligt. Vi bør lette udvekslingen af information om nye forskningsresultater over landegrænserne, f. eks. ved at etablere teknologiske platforme, hvor flere interessenter arbejder sammen om løsningen af fælles problemer. Det Europæiske patent skal straks sættes i værk.
For det fjerde bør vi udvide EU’s programmer for europæisk udveksling af studerende, lærere og forskere markant. Ambitionen bør være at se EU som ét område, hvor uddannelsessøgende, lærere og forskere som den mest naturlige ting studerer, underviser og forsker hvor som helst i EU. Og vi bør etablere en europæisk forskningspris, der kan vise den store betydning, vi tillægger forskning i Europa.
For det femte bør vi ekspandere vore udvekslingsprogrammer i forhold til andre regioner i verden. Ambitionen er at gøre Europa til et førende internationalt center for uddannelse og forskning. Vi bør i langt højere grad end i dag tiltrække studerende fra bl.a. Amerika og Asien. Og vi bør etablere Europa-colleges eller -universiteter i andre regioner, f.eks. Amerika, Asien og Mellemøsten (...)
Også sikkerhedspolitisk står vi over for nye udfordringer. Den internationale terrorisme, fejlslagne statsdannelser, spredning af masseødelæggelsesvåben, borgerkrige, menneskeskabte katastrofer, hele den velkendte liste. Europa må tage disse globale udfordringer op sammen med ligesindede og handlekraftige aktører, i første række USA.
EU bør spille en særligt ansvarsfuld sikkerhedspolitisk rolle i Europa og i Europas nærområde, f.eks. i Mellemøsten og Afrika. EU skal kunne bringe sine mange økonomiske, bistandsmæssige, diplomatiske og øvrige instrumenter i anvendelse sammen med de militære. Derved vil der blive skabt sikkerhedspolitisk merværdi.
Men det kræver, at vi udbygger EU-landenes kapacitet til at iværksætte og gennemføre militære operationer i konfliktramte områder. Og det kræver, at vi forbedrer mulighederne for at formulere og følge en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU.

Hovedhjørnestenen i europæisk sikkerhed vil fortsat være NATO – og dermed samarbejdet med USA og Canada. Men inden for denne ramme bør vi styrke Europas evne til selv at forebygge og løse regionale konflikter.
EU har taget det første skridt ved at etablere en udrykningsstyrke, som kan påtage sig militære fredsskabende, fredsbevarende og humanitære opgaver, når NATO som sådan ikke ønsker at engagere sig.
EU har allerede overtaget den første militære operation fra NATO, nemlig i Makedonien. Om nogle måneder overtager EU ansvaret for operationen i Bosnien fra NATO. SFOR bliver til EUFOR. Den hidtil største og mest krævende opgave for EU.
Også i det konfliktplagede Afrika kan EU komme til at spille en positiv rolle. Dels gennem direkte operationer, som vi allerede har set det i Congo, dels ved støtte til afrikanske organisationers egne fredsskabende bestræbelser.
Ligesom i NATO er der fortsat tale om nationale militære styrkebidrag. Forsvar er fortsat et nationalt anliggende. Men de lande, som ønsker det, kan tilmelde tropper til sådanne EU-ledede operationer.
Det er et naturligt næste skridt at forbedre EU-landenes militære kapacitet. Derfor er det foreslået at etablere et europæisk agentur for forsvarsmateriel, forskning og militær kapacitet. (...)
En samlet og langsigtet strategi for Mellemøsten er for mig at se et naturligt punkt i det transatlantiske samarbejde mellem EU og USA.

Der er behov for ny fremdrift i det transatlantiske samarbejde. Vi har i det seneste år været vidne til en række alvorlige politiske spændinger i det transatlantiske forhold. Det gælder selvsagt først og fremmest omkring Irak-konflikten.
Men også Den Internationale Straffedomstol, Kyoto-aftalen og klimapolitikken og den handelspolitiske uenighed om genetisk modificerede fødevarer er eksempler på vanskelige og principielle uoverensstemmelser, der har belastet forholdet.
Efter min opfattelse er der behov for en egentlig relancering af samarbejdet mellem EU og USA. En ny start (...) Lad mig fremhæve tre store samarbejdstemaer, som jeg finder centrale:
For det første bør vi fortsat udbygge samarbejdet på det handelspolitiske felt. Vi har vitale interesser på spil i at sikre en smidig afvikling af den transatlantiske samhandel. Langt den overvejende del af samhandlen mellem Europa og USA er uproblematisk. Men det er klart, at vi fortsat må arbejde på at undgå de uheldige handelspolitiske tvister. Her må begge sider være sig sit ansvar for samhandlen bekendt. Jeg ser gerne, at udviklingen på sigt kan føre til en reel transatlantisk frihandelszone.
Det andet område er udviklingspolitik og bæredygtig udvikling. Her står EU og USA virkelig over for en fælles udfordring. Vi må stå sammen om at bekæmpe fattigdom i verden. Det er et spørgsmål om menneskelig an-stændighed og retfærdighed. Og det er et spørgsmål om langsigtet sikkerhed og stabilitet i verden. Vi skal sammen arbejde for en bæredygtig udvikling baseret på øget markedsadgang og frihandel, udviklingsbistand, god regeringsførelse og en større indsats for et bedre miljø. Udviklingspolitik og miljø er områder, hvor EU er den førende kraft i verden. Og vi skal insistere på, at disse spørgsmål vægtes højt i den transatlantiske dialog. Det er også i USA langsigtede interesse at søge en udbygning af samarbejdet på dette område.
For det tredje er der behov for en bredere udenrigs- og sikkerhedspolitisk dialog mellem Europa og USA. Terrorbekæmpelse bør være et hovedemne for sådanne kontakter mellem EU og USA. Vi har en gensidig interesse i en stabil verdensorden og fremme af frihed og demokrati.
Samarbejdet mellem EU og USA bør selvsagt være præget af balance og ligeværdighed. Her kan EU-landene yde et betydeligt bidrag ved at forbedre EU’s evne til at tale med én stemme. Et samlet EU med 25 lande vil være verdens mægtigste økonomiske enhed. Hvis vi formår at holde sammen om en fælles linje i store internationale spørgsmål, så vil vi stå stærkt og ikke være til at komme udenom (...)
Med forfatningstraktaten lægger vi op til en betydelig styrkelse af EU’s almene udenrigspolitiske handleevne, blandt andet med den nye EU-udenrigsminister og en permanent formand for Europæisk Råd.
Et af de områder, hvor det vil være mest oplagt at udnytte denne nye handlemulighed, er i et revitaliseret EU-USA samarbejde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her