Læsetid: 9 min.

God vin, glosuppe, udkogt kål, norsk fars – og frisk fisk til dit ansigt

Om Loïc Maillet, om Maria Goeppert-Mayer, om Joan Bakewell, om Roald Kyllingstad og om Margaret Thatcher.
17. marts 2004

Kulturkloden
Man er jo ikke en rigtig Jimmy Bond, hvis man ikke læser den britiske udgave af GQ – Gentleman’s Quarterly. Så det gør yours truly naturligvis, i det mindste i embeds medfør.
Og i denne måneds nummer – altså aprilnummeret, eftersom hele den engelske magasinpresse efterhånden er rykket en solid kalendermåned i forsøget på at komme først-først-først – er der for alvor valuta for pengene. Man lærer ikke om ens vodka-Martini skal være rørt eller rystet – thi det ved enhver genleman, den skal være rørt, så molekylerne kan stå noget så nydeligt oven på hinanden, som en engelsk forfatter engang skrev – men man lærer til gengæld noget om vin.
Årets vinder af den fine vintjenerkonkurrence – The Champagne Ruinart UK Sommerlier Of The Year – hedder Loïc Maillet. Og denne landflygtige franskmand disker op med et skummende rødt hav af gode vinråd.
Han fortæller blandt andet, at man uden at blinke skal bruge dobbelt så meget på vinen som på maden, når man er på restaurant. To retter a 350 kroner skal altså rimeligvis ledsages af én flaske vin til 700 kroner. Værsgo’ at skylle!
Men hvilken vin skal man så vælge netop dette år? Maillet er klar med listen:
»Jeg ved godt, at jeg hælder kraftigt til en side, men jeg vil nu mene, at franske vine vil stå sig meget stærkt. Franske vinbønder har lavet nogle brølere i fortiden, men de har lært af dem. Spanierne laver også nogle gode rødvine i år. Står man og skal købe en flaske til mellem 60 og 70 kroner, skal man kigge efter lande som Chile og Argentina. Hvis det er en flaske til mellem 100 og 160 kroner, skal man kigge efter lande som Australien og Frankrig. Har man fra 240 kroner og opefter, skal man prøve en af de bedste fra New Zealand lavet på Pinot Noir-druer. Og hvis man er parat til at spendere mellem 360 og 600 kroner, så vil et af mine små tip være Østrig. Landet laver efterhånden rigtig gode hvidvine,« forklarer altså Storbritaniens bedste vintjener.
Ham kan man i øvrigt møde live på Aurora Restaurant And Bar, Great Eastern Hotel, Liverpool Street, London EC2 (telefon 020-7618 7000). Og skål på det.

En Nobelpristager plus suppe
Anderledes tør i ganen kan man nemlig blive, hvis man tager på det senest åbnede museum i Stockholm. En ting er, at man dårligt kan få en snaps hinsidan – man har tilmed fundet på at udstille noget så støvet som Nobelpris-modtagere. Det lyder jo ikke ligefrem klogt, eftersom broderparten af æggehovederne er døde forlængst, men faktisk har ideen noget at gøre med det stik modsatte. Det nyåbnede Nobelmuseum hylder nemlig det levende ord. Eller som Dagens Nyheter skriver:
»Da På Stan (altså sektionen I byen, red.) besøger Nobelmuseets lokaler i Börshuset ved Stortorget er der frokostforedrag. Hver fredag en ny suppe og 20 minutter om en gammel Nobelpris-modtager. Med 759 styks at tage af, kan ideen vise sig at være ret levedygtig. Netop denne dag er Maria Goeppert-Mayer på tapetet, hun vandt fysikprisen i 1963. Dertil hendes favoritspise Griessnocklersuppe. Suppen består af klar buillon, nogle mannagrynsboller med muskat (lidt tørre måske) samt frisk purløg,« skriver Anders Forsström, der vistnok hverken har fået nobelprisen eller opfundet den dybe suppetallerken.
Nobelmuseets Peter Zander er ifølge den svenske avis ikke stolt over hverken suppen eller Nobelpris-modtageren dén dag. Men selv om der har været meget få besøgende ind imellem – han har flere gange holdt foredrag for sin chef eller for sin mor – så er der sommetider mange mennesker. Denne gang altså også Anders, der beskriver det sådan her:
»Tonen er anekdotisk, sjov, letfordøjelig ligesom suppen. Dagens publikum er Stockholms kulturhelte, kvinder født i 1940’erne, den generation, der får kulturlivet til at leve. Ja, ja, og så var der jo også en og anden mand eller et yngre individ.«
Det nye hjernemuseum lyder spændende. Alle de nulevende
Nobelprismodtagere har f.eks. signeret cafeens stole. Og oppe i loftet er der billeder af alle de 759 Nobelprismodtagere, som mekanisk kommer kørende frem, én ad gangen.
»Det er den samme konstruktion som den, man bruger ved kemisk tøjrensning. Ham, der har lavet den, plejer at tage sine kunder, altså folk som har renserier, med herover for at demonstrere den,« siger Peter Zander til Dagens Nyheter.
Artiklen er prydet af billeder af Lech Walesea, Toni Morrison og Moder Teresa – alle tre har de modtaget Nobelprisen. Nederst står der en række faktuelle oplysninger. En af dem er, at man for sølle 65 svenske kroner den 19. marts klokken 12 kan høre endnu et suppeforedrag, denne gang om Boris Pasternak. Suppen står der ikke noget om. Men man kan jo gætte på, at det bliver en klassiker.

Klummen for Det Grå Guld
Ak, ja, at gamle forfattere i vore dage ligefrem ender på museum. Den vej skal vi, havde man nær sagt håbefuldt, jo alle. Og i hvert fald føler en af britisk presses mere originale klummeskrivere sig præcis sådan. Her tænkes på den bedagede dame Joan Bakewell, som leverer til Det Grå Gulds helt egen klumme – den hedder »Netop 70« – i den britiske avis The Guardian.
»Jeg er i stigende grad bevidst om, at mere og mere af mit liv dukker op på museer. Det begyndte for mange år siden, da jeg for første gang besøgte Museum of Childhood, og jeg blev flået tilbage til mine tidlige år af babytøj fra 1930’erne, som var præcis magen til det, jeg så min mor prakke min søster på. Ingen mor ville i dag så meget som overveje det: Tøjet tilhører en tid før engangsbleer, før amerikansk lynlås, før plastic, før nylon.«
Man ser det for sig. Et lille barn, der vralter omkring som noget, der lige er hoppet ud fra Månebase Alpha. Men rædslen er intet imod Joan Bakewells næste museumsoplevelse – af sig selv.
»Efter Museum of Childhood var det Imperial War Museum, som lavede en udstilling, der hed 1940’er-huset, og som var en komplet model af et lille byhus (det var endda også emnet i en Channel 4-serie). Velkommen hjem, Joan! Jeg gik ind og forventede næsten at blive mødt af lugten af udkogt kål eller toast ristet på gaskomfur og lyden af Alvar Liddell fra radioen i valnøddefinér.«
Alligevel mener Joan Bakewell ikke rigtigt, at netop en tidsånd kan udstilles. Det er en anden tid, siger hun, som er oplevet af andre mennesker. Der vil, kort sagt, altid være noget, der er lost in translation – hvordan man nu end skal oversætte dét. Eller som hun selv skriver:
»Næste gang er det det samme museum, og vi besøger deres Blitz experience. Sidder i rekonstruerede beskyttelsesrum, som jeg mindes dem, men uden edderkopperne og lugten for slet ikke at tale om frygten, så føles det slet ikke rigtigt.«
Men er det ikke bare dejligt sådan at høre en af de gamle øse af deres lakpladeskrattende livserfaring? Njo. Men tag ikke fejl. Joan Bakewell er slet ikke et mimrechatol, der bare sidder og hælder Sherry Herring ud af ørerne. Hun er derimod spillevende og tilmed engangeret i moderne kulturpolitik. Og hendes pointe er faktisk lige til at oversætte til danske forhold:
»I de to år, der fulgte introduktionen af regeringens gratis-adgang-politik for museer i 2001, var der næsten 11 millioner flere museumsgæster. Sidste år besøgte 13, 3 millioner mennesker de museer, der tidligere tog penge for det, sammenlignet med 7,7 millioner dengang tælleapperatterne stadig stod der. Fremmødet på The Science Museum steg med 120 procent. Tallene er rystende. Og det er derfor, at museumsledere fra alle sektorerne – nationale, regionale og uafhængige – har en bøn til regeringen om flere midler.«
Man spekulerer jo på, hvor mange, der herhjemme ville droppe at køre ud for at vinduesshoppe i det nye storcenter, som folkeviddet forlængst har døbt Killing Fields, hvis de i stedet kunne gå gratis på f.eks. Louisiana? Men det må man sikkert se langt efter. I Danmark er politikerne nu som altid snu ræve, der vogter de stakkels kunstnere.

Forrygende hypernaturalisme
Roald Kyllingstad, hvis navn i grunden er ganske apropos og pludselig dukker op i kultursektionen i den norske avis Aftenposten, er ikke hr. hvem-som-helst i Norges takkede kunstlandskab. Kyllingstad er nemlig gammel i gårde. Han er uddannet ved Kunstakademiet i Oslo i 1973. Han debutterede med en separatudstilling i 1974. Og siden har han udstillet regelmæssigt i Stavanger og Bergen, ligesom han har deltaget i kollektivudstillinger i både Norge, Sverige, Storbritanien og USA. Netop nu er Kyllingstad igen aktuel med en særpræget udstilling i Galleri Dobloug i Oslo. Her udstiller han billeder over temaet ’shopping’ eller måske snarere ’forbrugersamfund’. Og hans teknik er ganske speciel:
»Akvarelteknikken er en fin blanding tegning og maling, og den er mindre brugt end olie og akryl. Du kan ikke male over som med olie på lærred. Du skal have en plan, men så fungerer det også,« forklarer han til en start journalisten John Harbo.
Baggrunden er Kyllingstads forrygende hypernaturalisme, i hvilken han med nærmest autistisk
akkuratesse gengiver ting, interiører – et af værkerne er en hel brillebutik – og i det hele taget menneskeforladte forbrugersamfundsscenarier. Ikke mindst brillebutikken er livagtigt lavet. Det ser simpelthen ud, som om man kunne gå ind i maleriet. Men sådan et værk kræver også sin tid.
»Det brugte jeg fire måneder på, bekræfter han. Her var der vanskelige detaljer over hele billedfladen. Mange af de andre billeder tager to måneder hver,« noterer den norske journalist.
John Harbo er i det hele taget bjergtaget af Kyllingstads kunst. Og ikke mindst af, at hyperrealismen faktisk ikke bare er fotografi, men faktisk reel kunstnerisk genskabelse.
»Det betyder, at ting både lægges til og trækkes fra i Kyllingstads motiver. De store prangende butiksskilte og menneskene er væk. Tingene dominerer. Nogle gange helt realistisk gengivet. Andre gange er rækkerne med håndtasker, som hænger fra stativet, smeltet sammen med lyset fra hallogenlamperne fra oven, sådan at det hele nærmest opløser sig i en abstrakt komposition.«
Kyllingstad udstiller i Galleri Dobloug i Oslo indtil 4. april. Og danske ansigter er sikkert også velkomne.

Modkulturens bibel
Sure miner? Jep, for The Face – et af 1980’erne og 1990’ernes allerbedste britiske magasiner for populærkultur – er ved at lukke. Ifølge mediesiderne i den britiske avis The Guardian står magasinet »ansigt til ansigt« med lukning her to årtier efter, at det første gang så dagens lys.
»En endelig beslutning ventes ikke før om adskillige uger, men det regnes for usandsynligt, at The Face overlever. Emap (som ejer The Face, red.) har ikke udelukket, at magasinet, der var med til at søsætte Kate Moss som supermodel, og som definerede bladudgivelse som sådan i en hel æra, kan sælges. Firmaet overvejer også en internetudgave af magasinet,« skriver avisen i det, der jo mere man læser ligner en nekrolog over et rigtig godt blad.
Men hvorfor var The Face så vigtigt? Jo, fordi det oprindeligt var udtryk for, at modkultur kunne være smart – som sådan.
»Det blev startet i 1980, ét år efter, at Margaret Thatcher kom til magten, og The Face blev modkulturens bibel. Kulturkommentatoren Peter York sagde, at det sammenfattede det æstetiske bagslag imod den tidligere premierminister: »Bare det at være cool var at være i opposition, fordi Thatcher var så u-cool«.«
At The Face ikke kunne følge med i længden skyldes, hævder Dan Milmo og Janes Martinson, der står bag artiklen, at magasinet nærmest er for dybt.
»Hvis 90’erne repræsenterede den tid, hvor clubmiljøerne, Britpoppen og den urbane musikkultur toppede, har vi med det nye millennium været vidne til, at den kulturelle mainstream er blevet overtaget af den øjeblikkelige berømmelse. Det stilrene The Face, som var for stolt til at klistre en gratis cd på sin forside, indtil det til sidst gav sig med en Basement Jaxx-mini-cd for tre år siden, måtte simpelthen se sig selv blive umoderne.«
Og sådan lærer vi, at det kun er vin og kvinder – og måske norske akvareller – der bliver bedre med årene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her