Læsetid: 5 min.

Vi har gode historier at fortælle

Den 41-årige afghanske instruktør Siddiq Barmak har lavet den første film efter Taleban-styrets fald – Det er en måde at bygge bro mellem de intellektuelle og almindelige mennesker. Det er den eneste måde at lære folk noget på, siger han om filmmediet
12. marts 2004

Interview
»Osama er faktisk et meget piget navn, så jeg ved ikke hvorfor Osama Bin Ladens forældre gav ham det,« forklarer den afghanske filminstruktør Siddiq Barmak, der er aktuel med sin spillefilmdebut, Osama. Filmen handler dog ikke om den eftersøgte terrorist, men om en pige der forklæder sig som dreng under det frygtede Taleban-styre.
»Jeg valgte, at en dreng i et forsøg på at hjælpe pigen, skulle kalde hende Osama. Han ved nemlig, at Osama er et stort navn, et navn som spreder skræk og respekt. Oprindeligt kaldte jeg min film Regnbuen, men da jeg var næsten færdig med den, slog det mig, at ingen af personerne bliver kaldt ved deres eget navn i den. De bliver kaldt datter, mor og den slags, og jeg forstod, hvordan de alle havde mistet deres identitet på grund af den skrækkelige frygt. Og hvem stod bag den frygt? Det gjorde Osama.«

Ingen filmhistorie
Osama er den første spillefilm produceret efter Taleban-styrets fald, og med en række internationale filmpriser i ryggen har den sat Afghanistan på filmens verdenskort for første gang. Få uger efter filmens premiere i Kabul lagde Siddiq Barmak turen forbi København i forbindelse med Copenhagen International Film Festival 2003.
»Det var en stor succes, alle elskede filmen,« siger han stolt om premieren.
»De husker deres egen tid under Taleban-styret, og det er første gang i årtier, at en film handler om dem. Vi har desværre ikke nogen rigtig filmhistorie i Afghanistan, kun omkring 40 film i alt. De fleste af dem blev lavet under den russiske besættelse og var ofte ren propaganda.«
»Men med Taleban stoppede alt. Da de erobrede Kabul i september 1996 forbød de alle biografer og brændte en række film foran dem. Jeg var tilfældigvis til stede, da det skete, og da var det en symbolsk handling, som ikke gjorde stor skade. Men efter marts 2001, da de havde ødelagt de store Buddha-statuer, beordrede den øverste leder, at alle filmarkiver skulle ødelægges, alle gallerier, malerier, radio og tv-optagelser. Heldigvis besluttede en gruppe modige mennesker satte sig for at gemme originalerne, og derfor var det primært kopier, som blev ødelagt.«

Film til folket
Med sine 41 år er Siddiq Barmak ikke ligefrem en nybegynder i filmbranchen, men vejen fra drengedrøm til spillefilmsdebut har været lang.
I 1981, mens Afghanistan stadig var besat af Sovjetunionen, kom Barmak ind på Moskva Universitets filmlinje, men da han stod med sin eksamen i 1987, var hans hjemland midt i en borgerkrig.
Han blev leder af det statslige Afghan Film Studio i Kabul, men da Taleban indtog byen i 1996, måtte han flygte til den nordlige del af landet. Her lavede han blandt andet en dokumentarfilm om lederen af den nordlige alliance, Ahmed Shah Massoud, der senere blev myrdet af al-Qaeda.
»I 1999 var jeg nødt til at tage til Pakistan for at finde arbejde,« husker Barmak.
»Jeg blev skuespiller i radiospil og uddannelsesprogrammer, men så snart jeg kunne, vendte jeg tilbage til Afghanistan.«
Situationen var dog meget dårlig i Afghanistan, og Barmak tog initiativ til at samle sine tidligere kollegaer og sammen med dem lave uddannelsesfilm om landminer, sundhed og genopbygningen af landet.
»Film er nemt at forstå, og for et land som Afghanistan, hvor mange er uuddannede og ikke kan læse, er film en måde at bygge bro mellem de intellektuelle og almindelige mennesker. Det er den eneste måde at lære folk noget på.«
Fordi de fleste biografer var blevet ødelagt under krigen, sammensatte Barmak en karavane af filmoperatører, fremvisere, forstærkere og lærreder, som rejste landet rundt og viste film for befolkningen. Det var både uddannelsesfilm og klassikere af Chaplin og Buster Keaton, og projektet var et kæmpe hit.
»Mit folk havde ventet så længe på at komme til at le igen efter alle de lidelser og tragedier. Vores teknikere græd, det var første gang i årevis, at de havde hørt folk le.«

Under regnbuen
I Barmaks egen film er der dog ikke meget at le ad. Historien om enken, der forklæder sin 12-årige datter som dreng, fordi det er forbudt for kvinder at arbejde, havde Barmak læst i en avis, mens han var i eksil i Pakistan. Han kombinerede den med den afghanske fabel om Rustam, der fortæller, at en pige vil blive til en dreng, hvis hun går under en regnbue.
Med kun ét filmkamera i hele Afghanistan måtte Barmak have hjælp fra Irans filmnestor Mohsen Makhmalbaf for at kunne realisere Osama.
»Mohsen er en god ven af mig og af Afghanistan. Efter han lavede Rejsen til Kandahar, har han hjulpet os meget. Han har startet skoler i Afghanistan og hjulpet afghanske flygtninge i Iran. Han kom jo også til landet med sin datter Samira, da hun skulle lave Klokken fem om eftermiddagen, og da mødtes vi, og jeg fortalte ham om mine ideer med denne film. Han kunne virkelig godt lide historien og lovede at finde nogle penge til produktionen, og jeg kom også til at arbejde med hans fotograf.«
Det iranske kulturministerium donerede 25.000 dollar til filmen, mens Makhmalbaf Film House supplerede med 21.000 dollar, og det blev også starten på en genopbygning af den afghanske filmindustri. Skuespillerne blev fundet på gader og i flygtningelejre, og Marina Golbahari, der spiller hovedrollen i Osama, mødte Barmak ved et tilfælde, da hun ville tigge penge af ham.
»Jeg brugte amatører, blandt andet fordi alle vores professionelle skuespillere var flygtninge i andre lande, men også fordi jeg ville have ægte følelser og mennesker. Jeg ville gerne have, at det føltes som en dokumentarfilm.«
Men eventyret om regnbuen blev ikke, som instruktøren først havde tænkt sig.
»Jeg ændrede både titlen og slutningen på filmen. De var for optimistiske, for idealistiske. Det var først, da jeg sad og klippede filmen, at det slog mig. En lykkelig slutning passede ikke til min film. Det kunne ikke være sket, det var urealistisk. Kvinderne kunne ikke slippe væk og finde regnbuen, det var utopi og meget naivt af mig. Efter 23 år med krig ændrer tingene sig ikke bare sådan.«

Mod en bedre fremtid
Men der sker forandringer i Afghanistan, og i sit job som leder af Det Afghanske Filminstitut, er Barmak hurtig til at understrege, at landet er på vej i den rigtige retning.
»Kvinderne kan gå i skole igen, de kan arbejde på kontorer og den slags. De laver deres egne foreninger, deres egne radiostationer og trykkerier. Der er sket meget, og det kun i løbet af et år. Men Afghanistan er et meget traditionelt, østligt land, og selvom alle kan sige, at det skal være et demokratisk land, så er det ikke bare en politisk form, det er også en kultur. Det vil tage lang tid at lære folk om det. Men genopbygningen er i gang, og når internationale festivaler som Cannes og København sikrer os opmærksomhed, er det en god begyndelse. Det er en god følelse at starte med en tro på, at der findes afghanske film. Vi vil bare lave flere gode film. Nogen gange tænker jeg, at vi har ikke olie i Afghanistan, men vi har gode historier at fortælle.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu