Læsetid: 4 min.

Grækerne kræver systemskifte

Den konservative opposition virker sikker på at overtage magten i Grækenland ved søndagens valg. Vælgerne ønsker nye ansigter efter 11 år med socialdemokratisk regering
6. marts 2004

ATHEN – Da der pludselig kommer et ekstra stærkt vindstød fra nord, er paraplyen lige ved at ryge ud af hænderne på Dimitris Papadopoulos. Den 50-årige postarbejder er sammen med 200.000 andre tilhængere af det konservative oppositionsparti Nea Demokratia (ND) på gaden i styrtende regn og kold kuling til partileder Costas Karamanlis’ afsluttende valgkampstale i det centrale Athen.
Han styrter ind under et halvtag på Patission-gaden, hvor en pæn del af tilhængerne allerede har søgt tilflugt og varmer sig med kaffe i papkrus, mens en albansk indvandrer forsøger at komme af med et parti paraplyer.
»Det er så koldt. Men det er vigtigt at vise, at vi er mange,« siger Dimitris Papadopoulos, som lige vil tage en pause, mens nummeret »We will, we will rock you« blæser ud gennem højttalerne og forsøger at fastholde stemningen, inden Karamanlis om lidt skal på podiet længere oppe ad gaden.
Og de enorme mængder af blå-hvide græske flag og Nea Demokratia-flag i samme farver, oplyst af stærke projektører, virker da også imponerende set på de tv-skærme indenfor i cafeerne, hvor man kan se arrangementet direkte – og fra oven.
Selv om græske valgkampe er blevet mere afdæmpede gennem de seneste 10 år, er det stadig en fest i de sidste dage op til et parlamentsvalg, som det, der finder sted søndag. Ikke mindst blandt de konservative, som denne gang håber at kunne gøre det, der glippede i sidste øjeblik i 2000: At støde socialisterne i PASOK fra magten og undgå en fjerde valgperiode i træk med det, de ser som den gamle korrupte garde ved roret.

Tror på magtskifte
Meget tyder på, at det lykkes denne gang. Skønt den seneste lovlige meningsmåling for godt en uge siden kun gav ND en føring på tre procentpoint, tror de fleste analytikere på et magtskifte. Alene af den grund, at grækerne ønsker nye ansigter. Det har ikke hjulpet PASOK nok, at ministerpræsident Costas Simitis har trukket sig fra posten som partileder og overladt hvervet til den ellers populære udenrigsminister George Papandreou, søn af Grækenlands tidligere markante ministerpræsident Andreas Papandreou.
George Papandreou har vist sig at være en halvdårlig debattør, især på de områder, som valgkampen handler om – økonomien, arbejdsløsheden og korruptionen. Med den dagsorden har Papandreou ikke kunnet bruge sine udenrigspolitiske resultater – f.eks. et bedre forhold til Tyrkiet og en kraftig forbedring af Grækenlands image internt i EU – til meget. Heller ikke PASOK’s ansvarlige økonomiske politik, som siden sidste valg har ført Grækenland ind i ØMU’en og givet borgerne euro mellem hænderne, hjælper stort. Enhver har kunnet konstatere prisstigningerne i forbindelse med euroen, og selv om ND formentlig bliver nødt til at føre samme stramme budgetpolitik, har Karamanlis skabt en tro på, at han kan agere og gøre noget ved beskæftigelsen og lønningernes niveau.
»Jeg tror på, at Karamanlis vil gøre noget fra mandag morgen,« siger postarbejder Papadopoulos, som ellers altid har stemt på PASOK.

Omfavner alle grækere
Det er således lykkedes for ND at bevæge sig lagt hen over midten og få fat i store dele af den lavere middelklasse, som udgør kamparenaen ved dette valg. Samtidig forsøger den 47-årige Karamanlis som person at give indtryk af både folkelighed og ansvarlighed, og han forsøger at optræde som en samlende figur.
»Vi har en vision om et kulturens og uddannelsens Grækenland. Om en regering med en vision og en plan. Dygtige folk kan findes i alle (politiske, red.) sektorer,« lyder det for eksempel fra Karamanlis, da han efter et i regnvejret forkølet fyrværkeri er kommet på scenen. Derefter følger en ikke ukendt måde at formulere sig på:
»Vi omfavner alle grækere, uanset hvad de stemmer. Vi vil skabe en stat, som handler ansvarligt,« siger Karamanlis og hyldes af kanonslag og båthorn på passende steder under hele talen.
PASOK og Papandreou har gennem de seneste par uger officielt sat sin lid til, at det kan vende vinden i sidste øjeblik, som det skete i 2000. Dengang fejrede ND-tilhængere sejren i gaderne efter de første exit-polls, men det endelige resultat gav en snæver PASOK-sejr, da vælgerne til sidst stemte på det sikre. Men tilsyneladende er PASOK blevet desperate i de seneste dage og har beskyldt ND for at udbrede brochurer, der tilsviner Papandreou som ateist, blasfemiker og blød, når det gælder narkopolitik.
Partiet offentliggjorde fotos af ND-medlemmer, som sendte brochurerne med posten til kirkelige leder over hele Grækenland. Tilsyneladende er det rigtigt, men ND har haft held til at få fokus til at dreje sig om, hvorvidt PASOK har brugt efterretningstjenesten til at tage billederne.
Desuden sætter brochuren ironisk nok fokus på selve budskabet om Papandreou.

Mangler føling med folk
Det er egentlig ikke, fordi den nye PASOK-leder er specielt upopulær på gaden i Athen denne aften.
»Han er bare ikke erfaren nok til at lede landet,« siger Maria Rigopoulos, en 22-årig økonomistuderende, som holder et græsk flag for sin far, der er juvelhandler. Hun oversætter for faderen, som mener, at »Papandreou for mig er en amerikansk statsborger«, siger faderen med henvisning til den i Canada og Sverige uddannede politiker.
»Han har ingen føling med folket. Det har Karamanlis,« siger faderen, mens datteren erklærer sig enig.
For alle andre partier end PASOK og ND handler valgkampen om at nå over den tre procents spærregrænse. De fleste kommer til at ligge på grænsen og får uanset resultatet næppe indflydelse i et land uden tradition for koalitoner. Mest spænding er der omkring, hvor mange procent det nye, højrepopulistiske parti LAOS får. Partiet har uden held forsøgt at bringe spørgsmålet om udlændinge ind valgkampen, der dog endnu engang har været fuldstændig renset for enhver debat om fremmede.
Den unge gadefejer Kostas Klamakis vakler også mellem de to store partier.
»Jeg har ikke taget stilling endnu,« siger han, idet han bevæger sig ud i regnen. »Du kan skrive, at jeg holder med Real Madrid.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her