Læsetid: 3 min.

Hamas vil brede konflikten ud

For første gang opfordrer Hamas muslimer uden for de besatte områder til at deltage i ’svaret på likvideringen af sheik Ahmed Yassin’
24. marts 2004

Den israelsk-palæstinensiske konflikt var indtil i går en lokal konflikt mellem israelere og palæstinensere, men de seneste udmeldinger fra Hamas oven på Israels likvidering af organisationens grundlægger og åndelige leder, sheik Ahmed Yassin, skaber nu frygt for, at konflikten kan sprede sig til resten af verden.
I en tekst udsendt af Hamas’ militære gren, Ezzedin al-Qassam, står der blandt andet, at Israel ikke ville have gennemført likvideringen »uden godkendelse fra den amerikanske terrorist-regering. Derfor bør dén holdes ansvarlig for denne forbrydelse«. Efterfølgende skriver gruppen, at »svaret på likvideringen af sheik Ahmed Yassin« ikke kun vil komme fra palæstinensiske grupper, men at »alle muslimer i hele den muslimske verden må se det som en ære at svare igen på denne forbrydelse«.
»De dræber vores ledere, det er en krig imod IslamÇ« sagde Yassins efterfølger i Gaza Hamas-politikeren Abed al-Aziz Rantisi ifølge avisen The Guardian under begravelsesoptoget i Gaza.
»Jeg siger til den muslimske nation, at de må vågne af deres søvn, og at de må ryste jorden under disse zionister og amerikanerne, der står bag dem.«
Lektor ved Danmarks Humanistiske Forskningscenter Lars Erslev Andersen er bekymret over opfordringen, der kan resultere i en spredning af konflikten.
»Jeg synes faktisk, det er et foruroligende perspektiv. Det er en ny strategi, og det kan ikke udelukkes, at nogle ’jihad-netværk’ i Europa og USA eller andre steder vil forsøge at følge opfordringen,« siger Erslev Andersen.
Også adjunkt ved Dansk Institut for Internationale Studier Michael Irving Jensen frygter, at konflikten spredes, men han mener, man skal passe på med, hvad man lægger i Hamas’ udtalelser.
»De bruger et tvetydigt sprog, og dem, der vil tolke det positivt, vil sige, at der ikke nødvendigvis ligger en opfordring i teksten til en global jihad rettet mod både israelske og amerikanske mål over alt i verden – det er jo ikke det, der står. Omvendt kan man spørge: Er det her et vendepunkt? Sker der noget nyt? Og er der nogen i den muslimske verden, nu, hvor situationen er så tilspidset med den amerikanske besættelse af Irak og med mordet på Yassin, som vil drive den her kamp ud i det globale rum? Det kan slet ikke udelukkes,« siger han.

Arabisk støtte
Bekymringen bunder især i, at både Abu Hafs al-Masri Brigaderne, der har forbindelser til al-Qaeda, samt ledere fra vigtige islamiske institutioner i Egypten, Saudi-Arabien og andre arabiske lande ifølge New York Times i går opfordrede til hævnaktioner. Blandt dem var den egyptiske sheik af al-Azhar, Mohamed Tantawi, der er landets højeste præst, som sagde, at »denne kujonagtige forbrydelse kræver gengældelse«.
Abu Hafs al-Masri Brigaderne – gruppen der tog ansvaret for terrorbomberne i Madrid, uden dette dog har kunnet bekræftes – udsendte en erklæring på en hjemmeside, hvor den opfordrer alle sine »legioner« til hævndrab på »Amerika og dets allierede (...) fordi sheik Yassin blev dræbt af amerikanske penge, våben og politisk og mediemæssig støtte.«
Både Lars Erslev Andersen og Michael Irving Jensen peger på, at det ikke er noget nyt, at islamiske grupper henviser til den israelsk-palæstinensiske konflikt.
»Jihad-grupperne har altid henvist til den israelsk-palæstinensiske konflikt, men hvis Hamas begynder at gøre al-Qaedas strategi og ideologi til deres, så er det helt klart, at man i Vesten vil tabe forståelsen for palæstinensernes kamp,« siger Erslev Andersen, der dog samtidig ikke vil udelukke, at et eventuelt angreb på Europa eller USA samtidig vil få »presset for at få en proces i gang til at vokse betydeligt og dermed også et pres på Israel«.
Michael Irving Jensen mener, at en globalisering af konflikten først og frem vil skade den palæstinensiske sag: »Israel har haft svært ved at overbevise især europæerne om, at den kamp, de fører, er en del af den store terrorkampagne. Det vil være sværere for europæerne at tale imod det, såfremt konflikten skulle eksallere ud over det lokale niveau, og man ville se terrorhandlinger mod jødiske mål og interesser i en europæisk sammenhæng,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her