Interview
»Skal du ikke have dine ting med, Bent,« spørger Peter Asmussen, da vi er på vej ud af Det Kgl. Teaters kantine. »Jo, jo«. Bent Sørensen blinker med øjnene bag et par tykke brilleglas, samler sine ting sammen og tager sin kaffekop.
Vi går hen til teaterets »blå miljø« en samling skrig-blå sofaer, tilfældigt arrangeret på en gang, hvor vi kan tale sammen i fred. Her slår de to herrer sig ned for at fortælle mig om den opera, de har arbejdet intensivt sammen på i seks år, og som har urpremiere på teaterets Gamle Scene på mandag.
Da Peter Asmussen dengang blev spurgt, om han ville skrive en libretto, og hvilken komponist han i så fald kunne forestille sig at arbejde sammen med, svarede han uden tøven: Bent Sørensen. Hvorfor kan han ikke forklare. Det var en følelse en umiddelbar forbindelse mellem dem.
»Er det ikke rigtig?«, spørger han Bent Sørensen, som nikker og fortsætter: »Det kunne jo sagtens være gået galt, da vi begyndte at arbejde sammen, men det forunderlige er, at vi faktisk havde den samme fornemmelse lige fra begyndelsen. Hvis vi finder vores allerførste brevveksling frem, så vil der allerede der være utrolig mange ting, som faktisk er med i operaen. Egentlig havde vi skrevet denne her opera, før vi begyndte at skrive den. Det lyder jo lidt flot, men i virkeligheden var det det her billede, vi havde, da vi startede. Den mellemliggende tid er gået med, at først Peter gennem librettoen og så jeg gennem musikken har afsøgt en masse lag for at finde frem til de ord og de toner, der skulle til for at realisere det oprindelige billede.«
Peter Asmussen har i mellemtiden tændt en kæmpe cigar, som han stort set beholder i munden under hele interviewet.
»Når man skal skrive en opera, må man jo gøre sig nogle overvejelser omkring formen hvad adskiller en libretto fra et skuespil for eksempel. En afgørende forskel er, at librettoen skal have et uudfyldt rum, hvor musikken træder ind, lige så vel som musikken skal have et uudfyldt rum til teksten. Vi har skruet operaen sådan sammen, at den i sin allerinderste kerne er umulig at skille ad. Man kan ikke adskille musik og ord, og den sammensmeltning giver sig også udslag i, at selve handlingen har en ganske bestemt form nemlig at den udspiller sig i to tider. Der er to nuer, om du vil, og i afstanden mellem de to handlingsplaner, træder musikken ind og forbinder.«
Metafysik
Under Himlen handler om to mennesker, der begge søger efter lykken Ida i en fjern fortid, David i nutiden. Om de finder den, skal ikke afsløres her; det er nemlig Asmussen og Sørensen meget om at gøre ikke at løfte sløret for højt. Det har været deres ambition at lave en opera, som man kan gå lige ind fra gaden og opleve og forstå. Alt, hvad der hedder mytologi og sagnstof, har de undgået og i stedet skabt en historie, der tager udgangspunkt i almindelige mennesker og gennemspiller problemer, som mange med sikkerhed vil kunne genkende fra eget liv.
»Hele målet med operaen var at få tekst og musik til at smelte sammen,« siger Bent Sørensen; »Sådan at publikum, når de går ud, egentlig slet ikke er så bevidste om, at det lige præcis er en opera, de har hørt. Der skal være en grund til, at figurerne siger de bestemte ord i den bestemte musik.«
Asmussen supplerer: »Derfor er der også en vis musikalitet i teksten lige så vel som i formen. Operaen er bygget meget stramt op, næsten som en tolvtonerække. Der er utrolig mange spejlinger i teksten selvom det forhåbentlig ikke forekommer sådan, når man ser den. I den ene tid foregår der en voldtægt, i den anden en forførelse for eksempel. I den ene handling bliver personen mere og mere tavs, går mere og mere ind i sig selv, i den anden bringer personen et barn til verden bliver mere og mere fri. Der er hele tiden modbevægelser mellem de to handlingsplaner ekkoer frem og tilbage mellem dem.«
Men det lyder jo i grunden meget metafysisk også bare titlen Under Himlen...
»Jamen det er jo det, at alt, hvad der foregår på en scene, er det modsatte af metafysisk det er jo så konkret,« siger Asmussen. »Men det er nemlig rigtigt, at der er en metafysisk kerne, eller hvad du vil i den opera. Men det er en, som på en eller anden måde forhåbentlig op-står ud af de to meget konkrete historier.«
Efter i seks år at have haft deres egen lille klub omkring operaen, som Bent Sørensen siger, er der nu pludselig et hav af mennesker involveret i projektet. Peter Asmussen trækker på skuldrene og siger, at sådan er det jo også, når man har skrevet et skuespil eller et symfonisk værk når man først er færdig med det, kan man egentlig ikke gøre mere. Men Sørensen er mindre tryg ved situationen: »Det er jo stadig væk et sløret billede, vi har, selvom vi har været til mange prøver på teateret. Man skal altid sætte sig nogle høje mål for at kunne holde ud at arbejde med noget. Så er det jo ikke sikkert, det lykkes hundrede procent, men det kan være, der kommer noget ud af det, som er tæt på. For nylig blev vi spurgt om forholdet mellem de to tider i handlingen er den gamle tid en spøgelseshistorie, er det genfærd, der går rundt. Det har vi på intet tidspunkt i alle de her år diskuteret rigtigt, for jeg tror, at for Peter og mig, var det egentlig ligegyldigt. Et eller andet sted vidste vi bare, at det var rigtigt sådan. Og det er i hvert fald den måde, jeg arbejder på. Når tingene føles rigtige, så behøver jeg ingen forklaring på det.«
Livet under himlen
Jeg roder mig ud i et meget svævende spørgsmål om, hvorvidt musikken og kærligheden i operaen har en overordnet betydning tilfælles, og Asmussen, som i noget tid har siddet og lyttet, vågner pludselig op:
»Jamen du bruger jo så enormt abstrakte begreber,« siger han ud gennem cigaren. »Vi er jo meget mere konkrete i virkeligheden uden at jeg kan være konkret på et verbalt plan det er det, der er problemet. Men for mig er vores opera en helt konkret ting. Jeg kan tage Bents musik ligesom denne her kop,« han vifter med sin kaffekop og fortsætter »jeg har et lige så konkret forhold til den. Men jeg har ikke noget verbalt konkret forhold til den, og det tror jeg heller ikke, man skal have. Det er jo en gammel sandhed, at der ikke er nogen grund til at have musikken, hvis du kan udtrykke det i ord hva faen skulle man så have alt det besvær for? Musikken kan jo noget helt konkret, lige så vel som sproget kan noget helt konkret. Men der er ikke nogen, der siger, at man kan udtrykke det konkrete, musikken kan, sprogligt. Det tror jeg ikke er meningen. Der er et eller andet med, at lige så snart, man kan udtrykke noget sprogligt, så eksisterer det ikke mere. Alene idet du beskriver noget, opbygger du jo en distance til det, du beskriver.«
Sørensen bryder ind i talestrømmen: »Vi snakkede lidt om det i forbindelse med uropførelsen af suiten fra operaen i Radiohusets Koncertsal. På et tidspunkt synger Ida, »er du bange?« musikken er lige pludselig væk, og så synger hun på to toner, »er du bange?«. At få den sætning til at gå helt ud og sige, »er DU bange?«, det må være der, hvor musikken kan give teksten noget ved at det ikke bare bliver sagt.«
Da vi er ved at være ved vejs ende i interviewet, spørger Bent Sørensen, om jeg ikke også mener, at jeg har stof nok, og jeg siger »jo«, men beklager lidt, at det måske ikke er så forfærdelig konkret. »Meningsfulde ting er jo meget sjældent konkrete, egentlig,« filosoferer Peter Asmussen. Men efter en mindre pause forbarmer han sig over mig og leverer varen om end lidt modstræbende: »Skal vi vove at sige noget konkret, kan vi sige, at det er en opera om liv simpelthen - som det udfolder sig under himlen. Ganske simpelt i alle mulige aspekter og faser. Der er både meget smukke ting og smertelige, forfærdelige ting i den. Der er også stor lykke i den der er alt det, der er under himlen.« »Melankoli og ondskab,« tilføjer Sørensen, og Asmussen nikker, »længsel, selvmord, skrig, voldtægt, død og fødsel.«
*Under Himlen. Instruktør Elisabet Linton, dirigent Michael Schønwandt. Urpremiere på Det Kgl. Teater mandag 15. marts. Videre opførelser: 18., 21., 26. marts og 1., 3., 13. april
