Kunstudstilling
Skulle man udnævne kunstens fjende nr. 1 op gennem det 20. århundrede, så må det være det småborgerlige hjem. De værdier hjemmet traditionelt repræsenterer, har været den kunstneriske avantgarde inderligt imod og omvendt. Er denne konflikt mellem kunstnerisk projekt og borgerligt subjekt altid uforsonlig? Ikke nødvendigvis, hvis vi spørger digter og billedkunstner Kaspar Bonnén (f. 1968), der er aktuel med soloudstillingen hjem igen. Gennem sin kunst udøver han sit forsøgsvist konstruktive og forsonende blik på forholdet mellem hjemmet og kunsten.
»Uden hjemmet hvad er vi så, / flintrende begær, der forsvinder i kroppens dunkle rum,« skriver Bonnén et sted. Hjemmet er rammen for kærligheden et andet sted. Denne ramme er for Bonnén ikke givet.
Den må opbygges og udleves konkret. Men samtidig også erkendes i en mere kunstnerisk proces. Og for Bonnén skal begge dele gerne forløbe mere eller mindre simultant, hvilket selvfølgelig er en vanskelig balancegang, der fører til enten kaos eller kunst. Bonnén får heldigvis drevet det til kunst, og hvad tænker, viser og siger denne kunst så om hjemmet?
Det varierer lidt afhængig af, hvilket medie vi ser problemstillingen igennem. Bonnén er nemlig både digter og billedkunstner, og de to sider af hans kunstneriske talent er fyldigt repræsenteret på hjem igen. Overordnet kunne man sige, at hjemmet for Bonnén ikke repræsenterer et lukket rum, men en åben labyrint af forbundne rum.
Ommøblering
Bonnéns køligt ekspressive malerier, der i en dansk sammenhæng forekommer ualmindeligt almindelige, fremstår måske umiddelbart tydeligst. Men på udstillingens tre egetræsborde, hvor prosa, keramik, hjemmevideo og legobyggeri danner syntese, synes fortællingen om hjemmet bedst omsat i produktive æstetiske gåder. Små modelverdner opstår, idet Bonnéns privat-anekdotiske prosa klistres direkte på de symbolistiske og antropomorfe papmachéskulpturer i værket Førstehedens bord hjem igen.
En skulptur forestiller her et kæmpe hoved. Men i stedet for at se på et ansigt, kigger vi ind i et hus, hvor rum og møbler svæver frit omkring. På bagsiden af skulpturen finder vi en tegning af et ansigt med en afskåret hovedskalp. Hjernen er væk og op af dobbelthovedets tomme kraniehule træder en lille munter jæger frem.
Med gevær over arm og noget, der ligner en tropehjelm på hovedet, stirrer han optimistisk ud over hovedskalpens horisont. Kunstneren der er kommet hjem igen eller kunstneren på vej ud over jagtmarkerne?
Skulpturerne skjuler ofte sådanne små decideret syrede kuglepenstegninger, som det er ganske underholdende at gå på opdagelse efter.
Kompositorisk knivsæg
På de i alt 17 oliemalerier ser vi den for Bonnén velkendte motivkreds gentaget som et mantra køkken, stue, badeværelse, soveværelse. Som vægtløse hinder der skiftevis overlapper og gennemtrænger hinanden, sameksisterer ellers indbyrdes uforenelige rum i et og samme maleriske rum.
Kompositorisk og motivmæssigt er disse billeder klarere, mere rensede og kontrollerede end Bonnéns storformat-malerier, der til gengæld besidder en svimlende kompleksitet, som man godt kunne savne her. En kompleksitet, der virker nervepirrende, fordi formaterne balancerer på et kompositorisk knivsæg.
De mellemstore kvadratiske formater (115 cm x 115 cm) på hjem igen er muligvis for små til, at Bonnéns kompositoriske linedans her kan blive decideret nervepirrende.
Bonnéns kredsen om hjemmet kunne unægteligt lyde både konservativ og politisk problematisk. For er det ikke længslen efter at komme hjem igen, der eksempelvis motiverer en xenofobisk politisk dagsorden? Givetvis. Og hele Bonnéns kunstneriske projekt ville da også være konservativt, hvis ikke hans forestillinger om hjemmet, som allerede antydet, er så flertydige. Der er kort sagt for mange rum i Bonnéns hjem til, at det nogensinde ville kunne blive politisk entydigt, endsige småborgerligt.
Hos Bonnén er der snarere tale om en særegen sensibilitet, der overbevisende beskriver, hvorledes byernes, dagenes og nætternes rum løbende transformerer vores subjektivitet.
Denne tynde hinde
Det er vigtigt, når man ser Bonnén, at man også læser ham og omvendt. Prosa, poesi, skulptur, video, maleri: alt sammen må ses, som del af samme kunstneriske indsats, der fortsat kredser om det samme: hjemmet og så denne tynde hinde som adskiller og forener os, som et af udstillingens værker hedder. Det er en nervehinde, der på én gang ønsker sig ud og hjem igen. Linedans eller ej. Vi følger gerne jægeren fra hovedskalp til jagtmark og hjem igen.
*Kaspar Bonnén hjem igen. Galleri Mikael Andersen. Bredgade 63. Til 17. apr.
