Læsetid: 3 min.

En højere enhed

Mødet med den brasilianske pianistinde, Eliane Elias, med trio udviklede sig til en overrumplende musikoplevelse, præget af chancespil og leg
2. marts 2004

Koncert
Det er herligt, når det ikke går, som man forventer. I hvert fald hvis man i positiv forstand bliver taget ved næsen. Koncerten i Copenhagen Jazzhouse med brasilianske Eliane Elias kom nemlig slet ikke til at ligne hendes seneste originaludgivelse, Kissed By Nature (2002), der er lige så køn og jævn som den er kedelig. Jo, måske nok i sin stilistiske udspændthed mellem amerikansk jazz og brasiliansk musik. Det er jo Elias’ varemærke.
Den syntese har hun dyrket i forskellige konstellationer med jazz- eller fusionspræg igennem de seneste 15 år. Og ikke fordi hun er ene om det, eftersom brasiliansk musik er blevet indoptaget i jazzen som en naturlig ting af så mange musikere siden bossa-bølgen i 60’erne. Men Elias har formået at give sin brasil-jazz sit eget personlige præg, der, når hun er bedst, præges af en medrivende og elastisk, rytmisk elegance.

Sprælsk triospil
Det blev ikke kedeligt.
Elias skabte ved flyglet et vitalt, overrumplende og sprælsk triospil med Marc
Johnson (hendes husbond) på bas og japanske Satoshi Takeishi på trommer. Musikken var konstant afvekslende, præget af stemningsskift og dynamiske variationer f.eks. fra de smukke, impressionistiske væverier i klaverintroduktionen til Elias’ egen »Madagascar«, der bevægede sig igennem en sublim bassolo af Johnson og undervejs steg i intensitet og rytmisk fremdrift.
Og straks efter et skift helt ned i næsten hviskende niveau med Jobims »Caminos Cruzados«, hvor Elias’ luftige, forfinede sang på portugisisk i traditionen fra landsmanden Joao Gilberto gav koncerten strejf af ømhed og intimitet.
Men det var først og fremmest pianisten og triomusikeren Eliane Elias vi oplevede. Og som hun foldede sig ud denne aften med sin opmærksomhed vendt imod samspillet med sine medspillere, blev det en koncert, der ikke blot tilgodeså de melodiske, romantiske sider af Elias, men også det temperamentsfulde, fysiske og chancebetonede. Imod slutningen af første sæt kom det til udtryk i en længere musikalsk fortælling, »The Time Is Now« med undertemaet om de tre slags Amerika, »The Three Americas«, der henviser til de musikalske traditioner fra Nord- Central- og Sydamerika (læs: Brasilien), der udgør fikspunkterne i hendes musik. Nummeret bevægede sig igennem skiftende stemninger og levnede også plads til helt frit spillede passager, hvor Takeishi – dog uden noget musikalsk udbytte – skabte percussioneffekter med sine medbragte elektroniske dingenoter.

Lutrende Desafinado
Andet sæt var endda bedre. Flere numre fra Elias’ repertoire igennem årene, ikke mindst Jobim-klassikere som »Waters of March«, »Agua de Beber«, »So Danco Samba« og »Desafinado«, blev spillet med en overlegen, legende frihed. Især »Desafinado«, der afsluttede koncertprogrammet, var en sublim oplevelse med en funklende smuk intro for soloklaver, dernæst med bas og trommer i den afspændte rytme og snart transformeret til en sejt gående blues med Elias som indpisker med gospelpræget klaverspil, en bassolo så organisk, rund og rytmisk, så man så en skulptur af Henry Moore for sig, og en løst vibrerende del, hvor Johnson med
buen frembragte en jamrende, humoristisk parafrase over Jobim-melodien, før det hele samlede sig i den afsluttende temagennemspilning som en lutrende sonate-form.
Og lad så være, at den aktive og medlevende trommeslager Takeishi undervejs kunne virke lidt kantet i sit spil – og decideret demonstrativ, når havde solo. Elias fik vist, at hun, når hun er i sit bedste hjørne, fortsat tilhører eliten af nulevende jazzpianister.

*Eliane Elias Trio, Copenhagen Jazzhouse, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu